Utøya-massakre bliver til tv-serie

Norges pendant til DR, NRK, laver en tv-serie om terrorangrebet i Oslo og på Utøya i 2011. Serien kommer til at hedde '22. juli'.

77 personer blev dræbt og 90 personer såret under de to terrorangreb i Oslo og på øen Utøya. (Foto: © MADS NISSEN, Scanpix)

77 personer mistede livet, da nordmanden Anders Behring Breivik den 22. juli for seks år siden først detonerede en bombe i Oslo og efterfølgende tog til øen Utøya, hvor han forklædt som politibetjent skød og dræbte primært unge mennesker, der var på sommerlejr.

De tragiske begivenheder danner nu rammen om en ny tv-serie, som produceres af norske NRK.

Dramaserien får titlen '22. juli' og fokuserer på de menneskeskæbner, som gennem deres arbejde blev rørt af terroren og blev nødt til at tackle konsekvenserne af den, fortæller seriens to skabere, ægteparret Sara Johnsen og Pål Sletaune.

- Vi ser dette som en god måde at sige noget om vores land på. Hvem vi er som mennesker, og hvordan landet fungerer, når der sker sådan en ekstrem katastrofe, siger Sara Johnson til NRK.

Serien fokuserer på de mennesker, der gennem deres arbejde blev berørt af terroren 22. juli 2011. Her ses betjente på vagt ved Utøya. (Foto: © NTB Scanpix, Scanpix)

Breivik fortjener ikke en rolle

Serien kommer altså ikke til at fortælle den direkte historie om de faktuelle begivenheder, understreger manuskriptforfatterne.

Af samme årsag bliver gerningsmanden Anders Behring Breivik heller ikke en del af historien.

- Han har ikke en naturlig plads i vores serie. Og han fortjener heller ikke en plads, siger Sara Johnsen.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er for tidligt at lave en tv-serie om begivenhederne den 22. juli 2011, svarer Pål Sletaune:

- Vi kan ikke lade som om, den 22. juli ikke har fundet sted. Det ville være den største forbrydelse at glemme den dag. Derfor er det vigtigt at fortælle de historier.

Tv-serien, der har et budget på mere end 70 millioner kroner, kommer til at bestå af seks afsnit og går i optagelse til april næste år. Serien får premiere i efteråret 2019.

Fakta om terrorangrebene den 22. juli 2011

  • 77 mennesker blev dræbt, og omkring 90 personer blev såret under de to terrorangreb i regeringskvarteret i Oslo og på en sommerlejr for Arbeiderpartiets ungdomsorganisation på øen Utøya i Tyrifjorden i Buskerud.

  • 69 personer blev dræbt i massakren på Utøya, 60 personer blev såret.

  • 8 personer blev dræbt i bombeeksplosionen i regeringskvarteret, omkring 30 personer blev såret.

  • Den 950 kilo store bombe førte til omfattende skader på flere af regeringsbygningerne.

  • Højreekstremisten Anders Behring Breivik er dømt til 21 års forvaring for angrebene.