'Under Sandet'-stjerne tilbageholdt: De troede ikke på, jeg skulle til Oscar

Roland Møller, der spiller hovedrollen i Oscar-nominerede 'Under Sandet', blev tilbageholdt i LA International Airport, få dage før Oscar-uddelingen. Årsagen var hans plettede straffeattest.

Den danske 'Under Sandet'-skuespiller Roland Møller blev tilbageholdt i LA's internationale lufthavn på grund af sin plettede straffeattest.

Amerikanske lufthavne og plettede straffeattester er ikke den bedste kombination.

Det måtte Roland Møller, hovedrolleindehaver i Martin Zandvliets Oscar-nominerede 'Under Sandet', sande, da han i eftermiddag, amerikansk tid, blev tilbageholdt af de amerikanske myndigheder i Los Angeles International Airport.

- Der skete jo det, som man næsten kunne forvente - at jeg lige blev revet til side, da de tjekkede mit visum. Og så var jeg inde og sidde to timer og blive krydsforhørt og skulle fortælle, hvad jeg laver, og hvem jeg var, fortæller Roland Møller fra sit hotel i Hollywood.

Åben om sin fortid

Den 44-årige skuespiller er i USA i forbindelse med Oscar-uddelingen, der finder sted 26. februar, hvor 'Under Sandet' er nomineret til prisen for 'Bedste udenlandske film'.

Han har længe fortalt åbent i medierne om sin blakkede fortid, der byder på adskillige voldsdomme og sammenlagt fire et halvt års fængsel - med seneste løsladelse i 2002, da han var 30 år. Nu er den kriminelle løbebane skiftet ud med skuespillerlivet på den røde løber.

Da han fortalte under tilbageholdelsen, at han skulle til Oscar-prisuddelingen blev han mødt med skepsis, fortæller han.

- Jeg sagde, at jeg skulle til Oscar. Det troede han ikke på!, griner Roland Møller.

Efter en Google-søgning blev lufthavnsbetjenten dog klogere - og fandt også ud af, at Roland Møller kender hans idol Charlize Theron, som Roland Møller spiller sammen med i en kommende film.

- Han var stor fan af Charlize, så jeg tror faktisk, at det er Charlizes' skyld, at jeg sidder her nu, joker skuespilleren.

Film med særlig betydning

Og netop Roland Møllers fortid gør, at 'Under Sandet' har en særlig symbolsk betydning for ham.

- Den handler jo i virkeligheden om en mand, der går rundt i mørket og ser lyset og kæmper med, hvad der er rigtig og forkert. At gøre det rigtige er ofte det sværeste, og det gør han i den her film. Det har jeg også gjort i mit eget liv, hvor jeg har gået rundt i noget mørke og bevæget mig hen i lyset, siger han.

Louis Hofmann (t.v.) og Roland Møller (t.h.) i 'Under Sandet'. (Foto: © CAP/FB, Image supplied by Capital Pictures)

Og ligesom i lufthavnen er filmens budskab også, at vi kan få en bedre forståelse for hinanden, hvis vi sætter os ned og taler sammen.

- For mig har den det budskab, at hvis du taler med din fjende, så har I mere til fælles, end der skiller jer ad, så hvad slås vi egentlig for?, siger Roland Møller.

Et udstillingsvindue

Ud over at 'Under Sandet' betyder meget for ham personligt, håber han også, at Oscar-nomineringen og hans tid i Hollywood kan få en positiv indflydelse på hans karriere.

- Det er et udstillingsvindue, og jeg skal vise flaget. For mig selv og for Danmark. Det kan måske gøre det lidt nemmere at få nogle roller. Jeg har været til rigtig mange castings (på roller, red.), som jeg ikke har fået, siger skuespilleren, der trods alt kan skrive hele tre Hollywood-film på CV'et.

'Under Sandet' handler om tyske mineryddere i efterkrigstiden og er nomineret til en Oscar for 'Bedste Udenlandske Film'.