Udlandet elsker danske skuespillere: Dogmefilm og 'Forbrydelsen' har banet vejen

​​​​​​​20 år gamle dogmefilm er årsag til danskeres succes i udlandet i dag, mener filmhistoriker.

I år er det 20 år siden, at den første dogmefilm, Thomas Vinterbergs 'Festen' med Ulrich Thomsen i hovedrollen, ramte biograferne og pludselig fik hele verden til at tale om dansk film.

Og netop dogmefilmene har en stor del af skylden for, at vi de seneste 20 år har kunnet opleve en lang række danskere i internationale film og tv-serier, mener filmhistoriker Peter Schepelern.

- Der er kommet en internationalisering, som for alvor skete for 20 år siden med dogme, der brød igennem i 1998. Ulrich Thomsen var efter 'Festen' med i en række internationale film.

Blandt andet har skuespilleren, ligesom Mads Mikkelsen og Jesper Christensen, kunnet tilføje rollen som Bond-skurk til cv'et.

- Det er små roller, men det er roller, der er set af ufatteligt mange millioner mennesker. Selvom det sammenlagt kun er nogle minutter, de er på, giver det jo en kolossal brand for skuespillerne, siger Peter Schepelern.

Én af de danskere, der for nylig har taget turen til udlandet, er skuespilleren Søren Malling, der er en del af castet til Viaplays nye seriesatsning 'Rig 45'. I aften kan du møde ham i DR1s nye kulturprogram 'Gejst', der tager dig med på optagelserne til serien i Irland, og hvor Søren Malling blandt andet fortæller om nogle af de udfordringer, der også kan være ved at arbejde i udlandet.

'Riget' og 'Forbrydelsen' gør skuespillerne attraktive

Peter Schepelern tilføjer, at vi i øjeblikket også befinder os i det, som han betegner som de danske dramaseriers 'guldalder', der startede i 1994 med Lars von Trier-serien 'Riget' og med 'Broen' som seneste eksempel.

- Det er klart, at hvis du er med i dogmefilmene, som tog verden med storm, eller i nyere tid de store tv-serier, der har fået stor international succes, så har du fået en 'kredit', der kan veksles direkte til internationale roller. Det gælder for eksempel Sofie Gråbøl som Sara Lund i 'Forbrydelsen', men også Sidse Babett Knudsen, Birgitte Hjort Sørensen og Pilou Asbæk i 'Borgen'.

Blandt andet har både Birgitte Hjort Sørensen og Pilou Asbæk efterfølgende fået roller i den amerikanske HBO-serie 'Game of Thrones'

- Den berømmelse, du får ved, at en masse mennesker har set serien, gør, at de i udlandet tænker: 'Hende Birgitte, kan hun ikke bruges til noget?'

Skuespiller Birgitte Hjort Sørensens fik for alvor sit gennembrud i rollen som journalist Katrine Fønsmark i DRs succes-serie 'Borgen'. Hun har efterfølgende fået flere udenlandske roller på cv'et, blandt andet i filmen 'Pitch Perfect 2' og hitserien 'Game of Thrones'. (Foto: © Mike Kolloffel, Mike Kollöffel)

I de fleste tilfælde skal man dog som skuespiller ikke regne med, at der lige kommer en headhunter fra Hollywood og prikker én på skulderen, understreger han.

- Du skal have nogle ivrige agenter, der hele tiden sørger for, at du ligger øverst blandt dem, der bliver overvejet. Man skal ikke gå og vente på, at nu er man blevet opdaget, fordi man har fået hovedrollen i en dansk film.

Træerne vokser ikke ind i Hollywood-himlen

Selvom der er mange grunde til at juble over alle de danskere, der de seneste år har farvet det hvide lærred mere rødt og hvidt, gror træerne trods alt ikke ind i Hollywood-himlen, understreger Peter Schepelern.

- Når Mads Mikkelsen spiller hovedrollen i en film, er det jo en eller anden lidt 'anstrengt' international produktion, hvor han spiller Stravinsky, eller i en eller andet tysk-fransk sag, der ikke ligefrem går Jorden rundt. Thure Lindhardt havde også en hovedrolle i Kampusch-filmen ('3096 dage', red.), som var en prominent, men ikke en kæmpestor film.

- Man ser jo ikke en stor Hollywood-film, hvor man om hovedrollen siger: Nej, det bliver ikke Tom Hanks, det bliver Jesper Christensen i stedet for, selvom han har spillet et par pæne roller i udlandet. Danskerne får typisk små eller bittesmå roller. Så det er et krydderi, siger han.

Kulturmagasinet Gejst sendes onsdag aften kl. 21.55 på DR1.