Træt af utallige sæsoner? Her er 6 formater, der har pustet nyt liv i seriemediet

Spørger Netflix ind i mellem også dig, om du 'stadig er der', efter du har set talløse afsnit af endnu en ligegyldig serie? Så læs med her.

'Fargo' og 'Buddy Thunderstruck' er begge et frisk pust på seriescenen lige nu. (© HBO Nordic og Netflix)

Vi streamer som aldrig før, men ind imellem kan det godt føles som om, at det langstrakte serieformat er gået lidt i dvale.

Endeløse seriesafsnit afløser hinanden til det punkt, hvor det mest handler om at blive færdig, så man kan se, hvordan det hele slutter.

Derfor har vi mere end nogensinde før fra tid til anden brug for et friskt serie-pust, der kan overraske os og give os troen tilbage på det langstrakte serieformat.

Heldigvis sker der meget på seriefronten og serie- og filmtjenesterne ved godt, at de hele tiden skal tilpasse deres formater, så brugerne ikke vender dem ryggen.

Her kommer en guide over seks af de serier, som leger med formatet, så det aldrig bliver kedeligt at hænge ud foran fladskærmen.

Mosaic

Herhjemme har vi desværre ikke fået den fulde interaktive version af Steven Soderberghs krimiserie 'Mosaic', men i stedet en lineær, standardiseret version af fortællingen.

I USA kan man derimod via en specialdesignet app være med til at styre handlingen og dykke ned i bestemte detaljer og ledetråde.

Eftersom det ikke er muligt at få adgang i Danmark har jeg ikke prøvet app’en, men ideen om at aktivere seeren er noget flere streamingtjenester arbejder på, og det er kun et spørgsmål om tid, før der er flere interaktive serier på de danske streamingtjnesester.

Hør Binge-podcast om 'Mosaic' her.

'Mosaic' er tilgængelig på HBO Nordic.

(© Netflix)

Buddy Thunderstruck

Netflix er i fuld gang med at udrulle det helt store interaktive serieapparat, men de har på nuværende tidspunkt kun afprøvet det nye format på børnegenren, hovedsageligt fordi børn nu om dage er så vant til at kunne trykke på deres apparater, at fjernsyn som vi kender det, kan synes kedeligt.

På Netflix ligger der lige nu to interaktive oplevelser – kortfilmen 'Puss in Book' og et enkelt afsnit af den kulsorte stopmotion-komedie Buddy Thunderstruck, hvor man via telefonen eller iPad’en, kan vælge hvilke drabelige stunts Buddy skal udføre.

'Buddy Thunderstruck' er tilgængelig på Netflix.

(© NRK)

Skam (NRK)

Da 'Skam' første gang ramte internettet var måden, hvorpå tv og sociale medier smeltede sammen, ekstremt revolutionerende. Skaberne bag serien havde tidligere lavet børneserien 'Jenter', der ligesom 'Skam' også bestod af små enkeltstående scener, der blev udgivet drypvis for til sidst på ugen at blive sat sammen til ét helt afsnit.

Karaktererne fra 'Skam' havde blandt andet også rigtige Instagram-profiler i et forsøg på at gøre serien så realistisk og nærværende som muligt. Det lykkedes i den grad og hele verden holder nu vejret, mens vi venter på at finde ud af hvilke revolutionerende serie-ideer 'Skam'-skaberen Julie Andem, kaster sig over nu.

'Skam' er pt. desværre kun tilgængelig på NRK i Norge.

(© Netflix)

Black Mirror

Charlie Brookers mesterlige serie er ikke den første inden for antologi-genren, men det er muligvis den bedste. I 'Black Mirror' er hvert afsnit en komplet selvstændig fortælling som kun hænger sammen med resten af sæsonen via et overliggende tema, nemlig vores digitale fordærv.

Det er både spændende og nervepirrende, at man aldrig ved, hvad der skal til at ske, når et nyt afsnit af 'Black Mirror' starter. Serien er stærkt inspireret af den legendariske serie 'Twilight Zone', og antologi-formen er med garanti, noget vi vil se meget mere til i fremtiden.

'Black Mirror' er tilgængelig på Netflix.

(© HBO Nordic)

Fargo

En anden form for antologi-serie er Noah Hawleys serieversion af filmklassikeren 'Fargo'. Her får vi én selvstændig historie per sæson, men langsomt finder vi ud af, at de tre sæsoner, hænger mere sammen, end hvad vi først troede.

Hawley fortæller bare historien om den lille flække Fargo ukronologisk og med fokus på forskellige hovedpersoner i hver sæson. Det gør serien mere uforudsigelig og det er umuligt at vide, hvor historien tager os hen.

'Fargo' er tilgængelig på HBO Nordic.

(© Getty Images)

Horace and Pete (louisck.net)

Louis CK er en kreativ dynamo og har de seneste år kastet det ene geniale projekt efter det andet af sig. Det mindst kendte af CK’s projekter er den spøjse serie 'Horace and Pete', der bedst kan beskrives som filmet teater i 'Cheers'-lignende baromgivelser.

Stemningen skifter fra comedy til tragedie på et splitsekund, og man har en følelse af, at kunne høre en knappenål falde til gulvet i de dramatiske sekvenser. CK distribuerede selv serien via www.louisck.net og det er tydeligt at mærke at der ikke har været forskellige tv-redaktører inde over serien som er helt sin egen og ikke følger nogen af de traditionelle seriekonventioner.