I USA har man i flere år talt om en komikboble, fordi standup-scenen er blevet eksplosivt større, rigere og mere inkluderende.
Boblen sprænger nu ikke foreløbig, for en af de absolutte drivende kræfter er streamingtjenesten Netflix, der siden 2017 har udgivet en special om ugen, altså en liveoptagelse af et standupshow.
Det lader til at være perfekt til at fange os seere, når vi ikke lige kan overskue at investere vores tid og følelser i et nyt film- eller serieunivers. Netflix har i hvert fald satset stort på genren og lavet trecifrede millionaftaler med de største navne som Jerry Seinfeld, Dave Chapelle, Kevin Hart og Amy Schumer.
På den måde er de faktisk ved at vende fuldstændigt op og ned på både distributionen og økonomien i standup. I USA har det længe været HBO og Comedy Central, der har stået for henholdsvis de store og de mindre stjerners shows, og herhjemme TV 2. Men nu svinger Netflix altså den helt store økonomiske hammer og udfordrer dem alle på én gang.
Her er fem af de bedste nye shows, Netflix har betalt spidsen af en jetjager for. Eller vent. Nej, en hel jetjager.
Ricky Gervais: Humanity
Gervais havde sin absolutte storhedstid med pinligheds-komedierne 'The Office' og 'Extras', men de sidste ti år har han kæmpet lidt for at finde sin udtryksform.
Den nye bølge af identitetspolitisk comedy har flyttet fokus i genren fra at gøre grin med andre til at vende blikket mere indad og til politisk oprigtighed.
Det gør, at Gervais virker en lille smule gammeldags, når han insisterer på at bruge Caitlyn Jenners gamle navn, fra før hun skiftede køn, og iscenesætter sig selv som fræk ytringsfrihedskæmper fra sin vanvittige magtposition.
Men efter utallige offentlige, smålige twitterkampe og den pinlige serie 'Derek', er det en fornøjelse at se Gervais i sit es på scenen, især når han vender pilen mod sig selv og sine privilegier og taler om, at han ikke har fået børn, fordi de ville blive nogle utålelige møgunger.
Chris Rock: Tamborine
53-årige Chris Rock med den skingre stemme har fundet ud af at tale som en voksen mand uden at miste sig selv.
Titlen på showet kommer af en eksemplarisk og svær refleksion over hans kuldsejlede ægteskab, hvor han kritiserer sig selv for at ville være forsanger hele tiden og ikke kunne acceptere, at man nogle gange må nøjes med at spille tamburin i parforholdets band.
Han balancerer overlegent og modent mellem privat og politisk materiale, hvor de provokerende udsagn er tankevækkende nok til at blive siddende, efter grinet er slut.
Han forsvarer både mobning i skolen og Donald Trump ved at minde os om, at Obama kom efter George Bush. Derfor må Donald Trump blive efterfulgt af selveste Jesus.
Sarah Silverman: A Speck of Dust
Hun er min ultimative yndlingskomiker, og jeg anbefaler hendes shows til alle. Hun er kendt for at være en af de mest chokerende i den forstand, at de hensynsløst perverse jokes står i skarp kontrast til hendes muntre, naive persona.
I 'A Speck of Dust' er hun nu faktisk modnet en del og har rykket sig med tiden. Ikke at hun er blevet mindre vulgær, tværtimod. Men efter hun kæmpede for Bernie Sanders i valgkampen, er der en tydelig indigneret moralsk rød tråd, når hun joker om abortlovgivning og Barbie-figurens manglende brystvorter.
Michael Schøt: Ulykkeligt vidende
Netflix er begyndt at introducere dansk comedy i større mængder. Det kan bryde TV 2's danske dominans på genren, især hvis de begynder at investere direkte i produktionen og ikke bare som nu købe rettigheder til visning.
Hvis du hører til den generation, der ikke synes, at der har været lavet noget godt politisk komik i Danmark siden Niels Hausgaard, så skal du tage at give Michael Schøt et forsøg. Det skal du nu uanset hvad. Måske lige bortset fra, hvis du er højreorienteret uden selvironi.
Manden er en enmandshær, der har fundet sin helt egen fan-finansierede forretningsmodel for sine shows og Schøtministeriet, du kan se gratis på Facebook, og der er ingen som ham, der kan konstruere energisk satire om EU og landbrugsstøtten.
Tom Segura: Disgraceful
Tom Segura virker som en arrogant drengerøv. Hvis man ikke kender ham på forhånd, så risikerer man at blive afskrækket af de første ti minutter, når han blandt andet taler om, hvor skønt det er at lade en elevatordør lukke for næsen af andre.
Men især i hans længere passager formår han at bruge sin blidt afstumpede machofacon som et brækjern til at ændre publikums perspektiv.
Som når han starter en passage med at sige, at han tror, han er homofob, og det leder ind til en historie om en af hans venner, der overbeviser ham (og seeren) om, at der er et overraskende element af strukturel homofobi i at sige nej tak til et blowjob fra en anden mand, hvis man er heteroseksuel.
Det er bro-humor på et meget højt kunstnerisk niveau.