Se og Hør-journalist Jacob Heinel Jensen ved, hvor han skal gå hen for at finde stjernerne før og efter Oscar-showet.
Men han ved også, hvordan man får et personligt interview med den danske kulturminister, der er i byen sammen med de nominerede danskere.
Og netop ministeren har været en af de bedste oplevelser under dette års Oscar-dækning i Los Angeles, fortæller Jacob Heinel Jensen, der i flere år har boet og arbejdet i den californiske filmglade by.
Tog minister med på nostalgisk turisttur
Noget af det sjoveste under årets Oscar-dækning var faktisk ikke at jagte stjerner, men at møde Bertel Haarder.
- Måske tænker man, at en minister er meget grå i det, men Bertel Haarder er en virkelig sjov mand, siger Jakob Heinel Jensen og fortsætter:
- Jeg brugte to timer med ham forleden og tog ham simpelthen med på en sentimental turisttur for at tale med ham om hans forhold til USA, hvor han har været udvekslingsstuderende.
Faktisk ramte Jacob Heinel Jensens rundvisning så meget plet hos ministeren, at Bertel Haarder tog sin kone med på samme tur dagen efter.
- Personligt var jeg utroligt glad for at møde ham, fortæller den kendis-vante journalist.
USA har fået øje på Pilou Asbæk
Men minister med frue er naturligvis ikke de eneste danskere i Los Angeles lige nu.
- Jeg har fulgt det danske hold rundt hele dagen, fortæller Jacob Heinel Jensen om de to danske filmhold, der i nat missede hver sin Oscar.
Allerede sent søndag publicerede han en artikel til Se og Hørs hjemmeside om de feststemte og velklædte mænd, der repræsenterer den danske Oscar-nominerede film ’Krigen’.
- Man bliver nødt til at vælge til og fra. Måske står du med en dygtigt instruktør fra et eller andet land, men det gælder om at få skuespillerne. Det er jo dem, vores læsere kender og vil læse om.
I år er danske Pilou Asbæk, der spiller hovedrollen i ’Krigen’, en af de stjerner.
- Han er en meget efterspurgt skuespiller herovre og et godt navn. Den lokale CBS-kanal i Los Angeles viser da også ’Borgen’ hver mandag aften, fortæller Jacob Heinel Jensen.
Hvordan var showet, Angelina?
I flere år har de danske filmhold spist på en af restauranterne på den fashionable gade Melrose Avenue efter showet.
- Det er en af de der klassiske celebrity-restauranter, og det er blevet en tradition, at Kim Magnusson (filmproducer og Oscar-vinder, red.), der styrer det danske hold, bestiller bord der, fortæller Se og Hør-reporteren.
Men det er ikke kun de danske filmfolk, der nyder et måltid der. Stedet er i høj grad også populært blandt dem, der for alvor får fotografernes blitz til at oplyse den røde løber.
2016 kunne dog ikke toppe den oplevelse, som Jacob Heinel Jensen havde på restauranten i 2014.
- Mens jeg står og interviewer en eller anden dansker – jeg tror, det var Mads Mikkelsen – ser jeg pludselig Angelina Jolie og Brad Pitt komme ind, fortæller Se og Hør-journalisten og fortsætter:
- Der blev helt stille, og så råbte jeg bare til dem: ”How was the show?”, hvorefter Angelina svarer ”fine”.
Men sådan et møde blev det altså ikke til i år. Nu skal journalisten til gengæld have kigget nærmere på aftenens kjoler og skrevet flere historier.