Der er almindelig enighed om at kunst ikke kan måles og omregnes i kolde fakta og facitlister, men det forhindrer ikke konkurrencer i at fylde mere og mere i kulturverdenen. Og ingen af dem er større og stoltere end den amerikanske filmbranches Oscars (i hård konkurrence med Den Gyldne Palme i Cannes).
Hvem vinder?
Både filmbranchen, bookmakerne og medierne går bersærk i forudsigelser og forskræp op til Oscar-uddelingen.
Vinder Leonardo DiCaprio endelig en Oscar for bedste skuespil? Slår Alejandro Gonzalez Iñárritus ’The Revenant’ endnu engang stakkels Todd Haynes’ ’Carol’? Vinder danske Tobias Lindholm en Oscar for bedste ikke-amerikanske film og Joshua Oppenheimer og Signe Byrge Sørensen for bedste dokumentar med ’The Look of Silence’?
Hvad betyder det alt sammen?
Det er der ikke nogen, der ved. Kun de færreste aner hvad The Academy of Motion Arts and Sciences, som uddeler Oscar-statuetterne, er for noget. Og meget meget få ved hvor mange stemmer, der bliver afgivet blandt akademiets omkring 6000 medlemmer – og hvorfor.
Flere skuespillere, fx Hillary Swank og Halle Berry, har set deres karriere gå i stå efter at have vundet en Oscar. Alligevel er der en udtalt enighed om at alle fandengaleme da skal gå amok over de små statuettedimser.
En nominering åbner massevis af døre
Lige nu er både Tobias Lindholm, Joshua Oppenheimer og Signe Byrge Sørensen sikkert skuffede over ikke at have en Oscar med hjem i kufferten fra Los Angeles. ’Krigen’ og ’The Look of Silence’ blev slået af henholdsvis ungarske ’Sauls søn’ og ’Amy’.
Men hvis de læner sig tilbage i flysædet, lukker øjnene og lader sjælen falde til ro, vil de formentlig – forhåbentlig – komme til den konklusion, at det var stort bare at deltage. Det er helt op til dem selv at afgøre. Vi andre kan konstatere på deres vegne, at det er omtrent lige så fint at deltage som at vinde.
Der er en god grund til at Oscar-akademiet udvidede antallet af nominerede fra 5 til 10 i 2009. Oscar-uddelingen handler mere end noget andet om opmærksomhed og PR, til filmbranchen og til de enkelte film. Jo flere film, der kan hjælpes, jo bedre.
Såvel ’Krigen’ som ’The Look of Silence’ har fået al den opmærksomhed, de kunne drømme om med Oscar-nomineringen. Og i filmbranchen, hvor der er en indædt rift om penge, der kan finansiere den næste film, handler det om at åbne døre til filminstitutter, tv-stationer, EU-kontorer og andre pengekasser.
I den sammenhæng er et kvalitetsstempel fra Oscar-komiteen yderst vigtigt. Der blev jublet i alle afkroge af den danske filmbranche over Oscar-nomineringen, lidt af stolthed, men mest fordi nomineringen åbner døre.
Succesen burde måles på andre parametre
Ligesom en Gylden Palme i Cannes trækker det en hel national filmbranche med sig. De internationale branchemagasiner som Variety, The Hollywood Reporter og Screen elsker fx at ta’ temperaturen på filmlande. Fine priser, nomineringer og deltagelser på store festivaler gør et stort indtryk i den sammenhæng. Og branchen hører efter. Det skaber interesse og opmærksomhed. ’Krigen’ og ’The Look of Silence’ vandt altså i det øjeblik de blev nomineret.
Det danske dokumentarmiljø kan endnu engang ’bevise’ at det hører til i verdenseliten med nomineringen til ’The Look of Silence’. Og efter nogle magre år, hvor Det danske Filminstitut har skelet misundeligt til Sverige, har ’Krigen’s Oscar-nominering og ’Kollektivet’s deltagelse på Berlinalen rettet op på selvtilliden blandt danske spillefilm.
Er det så den rette måde at måle sin succes? Vil der ikke være langt større perspektiver i at analysere hvor stor betydning film som ’Krigen’ og ’The Look of Silence’ har haft i den kollektive opfattelse af krig og folkedrab? Jo, absolut.