- Jeg ved ikke hvad folk tænker, når de går ud af biografen efter at have set ’Krigen’, men jeg kan fortælle dig, hvad jeg selv oplevede, begynder den danske skuespiller, Pilou Asbæk.
Han er tændt. Filmholdet bag ’Krigen’ var i byen i Venedig aftenen forinden, efter filmens verdenspremiere på festivalen, hvilket præger Pilou Asbæks kropssprog og ordvalg.
Men det er tydeligt at arbejdet med instruktør Tobias Lindholms ’Krigen’ har gjort et særligt indtryk på Asbæk. Han har hovedrollen som kompagnichef Claus Michael Pedersen, der overtræder moderne krigs regler og forskrifter, da han forsøger at redde en af sine sårede soldater og derfor vender hjem til en retssag i Danmark.
Forvirring og irritation
- Jeg oplevede en kolossal frustration, da jeg så den første gang, på trods af at jeg selv spiller hovedrollen - en forvirring og irritation over historiens kompleksitet, forklarer Pilou Asbæk.
- Det lyder absurd og abstrakt, men jeg var vred. Jeg var vred på filmen, jeg var vred på Tobias, jeg var vred på vegne af min karakter, over at han skulle opleve den her uretfærdighed. Han handler jo menneskeligt. Problemet er bare, at det ikke harmonerer med vores idé om at være professional soldat.
Det paradoks er udgangspunkt for ’Krigen’, både som film og som idé i Tobias Lindholms hjerne. Filmen begyndte så småt at ulme i Lindholm, da han så en dansk soldat erklære, at han ikke var bange for at dø i krig i Afghanistan. Han var til gengæld bange for at blive retsforfulgt i Danmark, når han vendte hjem.
Dermed lyder det som om Lindholm er ligeså utilfreds med Geneve-koncentionens kontante regler for moderne krigsførelse som Dansk Folkepartis Marie Krarup, der vil have krigens love skrevet om.
Men det er ikke Tobias Lindholms ærinde. Geneve-konventionens krav om god og moralsk opførsel på slagmarken skal være der, ifølge Tobias Lindholm:
- Det meget komplicerede ved den virkelighed, vi har beskrevet, er jo at reglerne er skrevet langt fra slagmarken, men skal efterleves med kuglerne flyvene om ørerne. Vi skal lave de regler, men spørgsmålet er om det er menneskeligt muligt at efterleve dem.
Tættere på virkeligheden end dokumentarer
Ifølge Pilou Asbæk er ’Krigen’ et stykke fiktion, der er tættere på virkeligheden end dokumentarer.
Han har selv tilbragt adskillige uger sammen med danske soldater, og lyser af både iver og stolthed, da han fortæller, at filmholdet både har fået store roser af soldater og af deres koner og kærester, der har passet hjem og børn, sådan som kompagnichefens kone i ’Krigen’.
Men på det punkt, hvor ’Krigen’ kommer tættest på en realisme, er i dens manglende lyst til at give klar svar og ta’ standpunkter.
- Opfattelsen af at der er nogen skurke og nogen helte, og at noget er godt og noget er ondt, og sort og hvidt, er for simpelt, forklarer Tobias Lindholm.
- Vi lever desværre i en tid, hvor der er en tendens til at forsimple alting for at kommunikere så rent som muligt. Man skal kunne koge det ned til noget. man kan sige i meget få sætninger. Det betyder at verden mister sin værdi, det at den netop er kompleks og ubegribelig.
- Jeg havde brug for at menneskeliggøre soldaterne og de pårørende og afghanerne i en grad så vi kan tale om krigen i Afghanistan på en måde hvor det ikke er sort og hvidt, ikke er forsimplet, hvor man forstår kompleksiteten, og forhåbentlig er i stand til at forstå hver eneste aktør.
- Jeg synes, vi har en stor forpligtelse til at tale om det her. Ikke diskutere for og imod, men at tale om hvad det er vi har været med til og dermed kunne leve videre og genopfange soldaterne i vores samfund.
Alt er sort og hvidt
Og Pilou Asbæk supplerer:
- Lige nu er der nogle strømninger i de danske samfund, hvor alt er sort og hvidt. Er du for eller imod flygtninge? Vi taler om mennesker fra et land, der er i total anarki og i borgerkrig og om vi vil have dem eller ej. Enten kan du lide flygtninge eller også kan du ikke lide flygtninge.
- Hvis man sætter sig lidt ind i, hvad der foregår i lande i krig, i Afghanistan eller Syrien, ved man, at det er meget meget meget komplekst stof. Der findes ikke entydige svar.
En af Tobias Lindholms tanker med ’Krigen’ var at fjerne det tykke lag af vat, der har omgivet danskernes forhold til at være en krigsførende nation langt borte.
- Jeg tænker ofte på, når jeg ser på Skandinavien, på pingviner, der står i en stor cirkel, når det er rigtig koldt, og hvis der er nogen, der træder udenfor, så de er lukket ude med det samme. Så lukker vi os sammen igen, ind mod midten, og kigger og taler i samme retning.
- Forhåbentlig kan ’Krigen’ være en invitation til at vende rundt og turde kigge på hvad vi har været en del af.
https://www.youtube.com/watch?v=Ay97SOH235I
Det, jeg gør, er aldrig godt nok
Og lad os slutte af med Pilou Asbæk, der er i Venedig med et flot engelsk herremands-skæg af den slags englænderne kalder lambchop. Det skal bruges til den danske skuespillers rolle i den kommende sjette sæson af tv-serien ’Game of Thrones’.
Egentlig må Asbæk ikke udtale sig om sin rolle i den populære serie, men det gør ikke spor. Han har rigeligt at sige om arbejdet med ’Krigen’, der tydeligvis ikke var en almindelig rolle. Han er stolt af den, men den gjorde også nas:
- Jeg synes jo, det er frustrerende hver eneste gang, jeg arbejder med Tobias. Han er et frustrerende menneske fordi han er så kompromisløs. Det, jeg gør, er aldrig godt nok. Det er jo pissehårdt at leve op til hans idé om virkeligheden. For helvede, jeg er jo bare skuespiller.
- Han sætter baren så højt, at jeg bliver nødt til at skubbe mig selv steder hen, hvor jeg ikke har været før. Set i bakspejlet, professionelt og karrieremæssigt er jeg ham evigt taknemmelig, men når vi optager, er vi ikke venner, overhovedet.
- Han er smårriteret på mig og vil have at jeg skal være i karakter 24 timer i døgnet i de to-tre måneder vi optager en film og jeg har jo for helvede brug for at se en fodboldkamp eller drikke en øl engang imellem, eller en skulder at græde ved. Det stiller han også til rådighed, men det irriterer ham ad helvede til, når jeg træder ud af rollen og bryder illusionen. Det gør det. Jeg kan se det på ham.
'Krigen' er i de danske biografer fra den 10. september.