Hvad skal man stille op, når man sidder der, til sidst i Tobias Lindholms ’Krigen’, i noget nær samme situation som filmens hovedperson, kompagnichef Claus Michael Pedersen?
Hvad skal man stille op når man sidder der i mørket og ikke får nogen hjælp?
Er danske soldater dygtige?
Vi er blevet vænnet til at historier, især på film, fortæller os hvad vi skal føle, hvornår vi skal føle det vi skal føle, hvem vi skal holde med og hvem vi skal hade. Hvis vi er en lille smule i tvivl, er der altid noget følelsesladt musik til at lede os på rette vej.
Den luksus tilbyder Tobias Lindholm ikke med ’Krigen’. Det er dybt frustrerende.
Som tilskuer tigger man efter klare svar på den konflikt, ’Krigen’ beskriver, den danske indsats i ’Afghanistan’.
Har de danske soldater haft en betydning? Var det godt, at Danmark gik ind i den krig? Er danske soldater dygtige? Er de alle ødelagte indeni når de kommer hjem? Kan man stole på afghanere?
Hvorfor har vi danskere været så immune overfor det faktum, at vi har været i krig i Langtbortistan?
Frustrerende – på den inspirerende måde
Tobias Lindholm og ’Krigen’ har ikke noget svar. Eller mere præcist: Dens klare svar er, at der ikke findes svar på de spørgsmål. Og endnu mere præcist: ’Krigen’s store kvalitet er, at den så overbevisende understreger, at de presserende spørgsmål om Danmarks indsats i Afghanistan IKKE har nogen klare svar.
Det er frustrerende – på den inspirerende måde – at være vidne til.
Lindholm giver sit anti-svar gennem den kernedanske kompagnichef Claus Michael Pedersen, en dygtig soldat, der uforvarende bringer sig selv i et stort moralsk dilemma.
Hvem er vigtigst? Hans egne mænds liv? Eller Geneve-konventionens retningslinjer for ordentlig, dannet krigsførelse?
Bare det, at vi mennesker har siddet i pænt tøj på pæne nyrengjorte kontorer og nedfældet pæne paragraffer for noget så møgbeskidt og dyrisk som krig, er et underliggende paradoks i ’Krigen’ – og i øvrigt et paradoks, krigsfilm meget sjældent har beskæftiget sig med.
Handler pr instinkt
I et forsøg på at redde en såret soldat tager Kompagnichef Pedersen, som altid troværdigt spillet af Pilou Asbæk, en hurtig beslutning i kampens hede.
Hvad han ved og tænker og føler i det øjeblik, er i princippet ligegyldigt. Han handler pr instinkt.
Men hans beslutning har fatale konsekvenser for andre end den sårede soldat, hvilket stiller ham for en krigsret i Danmark. Sådan SKAL det være, synes Tobias Lindholm at konkludere. Men samtidig er det rent vanvid, at det skal være sådan.
En moderne soldat i en moderne krig har ikke en chance – hvis soldater altså i øvrigt nogen sinde har haft en chance for at handle ’rigtigt’.
Falder i tre dele
Det paradoks understreger Tobias Lindholm i en historie, der falder i tre dele, med et ønske om at ’menneskeliggøre de umenneskeliggjorte’, som Lindholm har udtrykt det. At gøre soldater, der optræder som potentielle forbrydere i avisnotitser, til levende mennesker.
Den mindste del foregår hos kompagnichefens kone og tre børn hjemme i Danmark. Den kan virke forstyrrende, men som filmen skrider frem, beskriver den en vigtig side af kompagnichef Pedersen, hans forankring i Danmark, hans menneskelige side.
Den anden del er selve krigshandlingen i Afghanistan, hvor Pedersen først mister en soldat og siden forsøger at redde en anden, med drastiske følger.
Det er ikke filmhistoriens mest ekvilibristiske slagscener, men de er sjældent realistiske. Som tilskuer har man lyst til at rejse sig og skride fra det fordi man VED at noget virkelig ubehageligt er undervejs.
Det Danmark, der har været i krig …
Og den tredje del foregår i Danmark, da Pedersen er vendt hjem og bliver stillet for en krigsret.
Netop den sidste del er filmens ’bløde punkt’. Fra amerikanske retssalsdramaer er vi vant til at se sandheden blive fremmanet i et oppisket klimaks. I ’Krigen’ er sandheden … ja, hvad er den egentlig? Det er op til dig som publikum.
Til at begynde med, mens man sidder der i mørket og ser på kompagnichef Pedersen, kan det virke tyndt og pjevset af Tobias Lindholm at han ikke tager stilling og skærer igennem med et bastant ’sådan er krig’ og ’sådan er danskere i krig’.
Men det er netop i den tvivl, det åbne spørgsmål, ’Krigen’ gør så stort indtryk. Ikke med det samme, men med tiden, efterhånden som man forlader kompagnichef Pedersen og sniger sig ud af biografmørket, ud i et andet mørke, det Danmark, der har været i krig …
'Krigen' har netop haft verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. Den er i de danske biografer fra den 10. september