Katinka scorer hovedrolle i DR-serie – men søger stadig to jobs om ugen

Katinka Lærke Petersen har fået den bedste start som skuespiller. Men Jobcentret kalder på hende endnu. 

(Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

Det er typisk. Først når man har fået iført sig sit vinterovertøj og skal ud ad døren i en hulens fart, tikker den der besked ind, som man har gået og ventet på hele formiddagen.

Det er sådan en formiddag, Katinka Lærke Petersen har haft, da vi skal mødes. Hun går derfor med sin mobiltelefon fremme, da hun ankommer til dette interview på en café i sit nabolag i Københavns nordvest-kvarter en grå forårsdag i starten af marts.

Hun lægger mobilen fra sig på cafébordet, og på skærmen kan man se, at en video er sat på pause.

- Jeg har lige fået tilsendt afsnit syv og kun nået at se de tre minutter, det tog mig at gå herhen, siger hun en smule undskyldende men også begejstret.

Det er forståeligt nok. Det er trods alt en kæmpe ting som skuespiller at debutere med en hovedrolle på tv.

Videoen på hendes skærm er en scene fra DR's aktuelle dramaserie 'Når støvet har lagt sig', hvor Katinka Lærke Petersen spiller den hjemløse Ginger, der er en af de otte hovedroller.

- Jeg skulle lige se, om de havde taget scenen med mig og Henning med i starten eller om de havde klippet i den, siger hun smilende og får lagt mobilen væk.

Det giver god mening, at hun er spændt.

Det er trods alt ikke hver dag, at en nyuddannet får lov til at spille tæt sammen med en af landets mest garvede skuespillere, men sådan var det for Katinka Lærke Petersen, der i serien får et makkerskab med 77-årige Henning Jensens rolle.

- Henning har været den bedste støtte. Vi har haft god kemi fra dag ét, og han har taget så godt imod mig. Han er vitterligt min største fan, tror jeg – udover min mor, siger hun og smiler igen.

- Han tror på mig, og det er sgu stort, siger Katinka Lærke Petersen om sin kollega Henning Jensen, som hun indspillede mange scener med i 'Når støvet har lagt sig'. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

Hjertebanken og svedige håndflader

Man skal ikke have brugt mange minutter sammen med Katinka Lærke Petersen, før man forstår, at starten på hendes karriere som skuespiller har været som en drøm for hende. Når hun fortæller om sit arbejde med 'Når støvet har lagt sig' er hun ét stort smil.

- Når jeg tænker på det, kan jeg stadig helt få hjertebanken og svedige håndflader og knibe mig selv i armen, selvom det er rigtig nok, siger hun.

Men arbejdet som skuespiller kan som bekendt være usikkert for rigtig mange, og Katinka Lærke Petersen har da også haft en tom kalender, siden optagelserne af 'Når støvet har lagt sig' sluttede i oktober.

- Lige nu er det den gode gamle dagpenge-trummerum, hvor jeg skal søge to job om ugen, siger hun lidt ærgerlig.

- Jeg har altid gerne villet lave film og tv, siger Katinka Lærke Petersen. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

Det betyder, at hun også er nødt til at søge andet arbejde end som skuespiller, for lad os være ærlige; hvornår har du sidst set en filmrolle på Jobcentrets hjemmeside? Nej, vel.

- Jeg har primært søgt tjenerjob, for dér har jeg meget erfaring - og receptionistjob. Der skal man være udadvendt, imødekommende og kunne samarbejde, og det lærer man jo da efter fire år på skuespilskolen, siger hun og griner igen.

'Følte, at rollen var skrevet til mig'

Men det er mildt sagt ikke den type job, som Katinka Lærke Petersen længes efter – hun vil arbejde med sit fag, nu hvor hun er færdiguddannet og har fået sit første års erfaring som skuespiller i en stor serie.

Da vi mødes, har hun da også været til en casting på en ny rolle, som hun nu venter svar på.

- Vælger man denne branche, ved man jo godt, at der kan komme perioder med dagpenge, eller at man bliver nødt til at finde et andet job, som man egentlig ikke har lyst til. Men det er det hele værd, når der så endelig kommer et skuespiljob, siger hun.

Katinka Lærke Petersen har næsten julelys i øjnene, da hun siger det, for hun er klar til at kaste sig ud i alverdens roller nu. Siden hun var barn, har der nemlig kun stået én ting på listen over ting, hun ville være, når hun blev voksen: Skuespiller.

- Jeg har altid sagt, at jeg vil være skuespiller. Jeg har aldrig været bange for at sige det højt, selvom jeg fornemmer, at folk er bange for, at det så ikke sker. Men jeg har det helt modsat – jeg har råbt det ud til alle: "Jeg vil være skuespiller, og det kommer til at ske!".

Og sådan gik det jo også.

Den dag, Katinka Lærke Petersen blev optaget på skuespilskolen, er derfor den ene ud af de to bedste dage i hendes liv. Den anden er ikke overraskende den dag, hun fik rollen som den hjemløse Ginger i 'Når støvet har lagt sig'.

- Allerede da jeg læste manuskriptet, følte jeg bare, at rollen var skrevet til mig. Det lyder måske lidt arrogant, men det er ikke ment sådan – jeg kunne bare genkende mine følelser i den rolle, siger hun.

Ginger har nemlig fået nogle knubs i livet og haft sin del af nedture, forklarer Katinka Lærke Petersen – og "det har vi vel alle, når det kommer til stykket", tilføjer hun.

- Det kan jeg da genkende lidt fra mig selv, for jeg har også haft nedture i mit liv, som har været afgørende for, hvordan jeg er endt med at være i dag. Og det er jeg glad for. Man bliver jo stærkere, hver gang man møder modstand.

Katinka Lærke Petersen havde kun været færdiguddannet i et par måneder, da hun fik en af hovedrollerne i DR-serien 'Når støvet har lagt sig'. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

'Please, lad os lave otte sæsoner til!'

Forhåbentlig venter der ikke mere modstand forude. Og selvom det næste drømmejob endnu ikke har vist sig, er Katinka Lærke Petersen fortrøstningsfuld. Det skal nok komme.

Der er i hvert fald allerede en del skulderklap og rosende beskeder fra hendes skuespilkolleger – også fra dem, der ikke kender hende personligt.

- Det er næsten det, man bliver mest glad for – når ens kolleger synes, man er dygtig. De ved sgu, hvad de snakker om, og de behøver jo ikke gøre den søde gerning at skrive til mig. Men de må jo mene det, for de får ikke noget ud af det andet end god karma, siger Katinka Lærke Petersen.

Og de kolleger, der er imponeret over Katinka Lærke Petersen, kan godt glæde sig til at se nye sider af hendes talent i de sidste afsnit af serien. Her sker der nemlig nye ting for Ginger, der viser, hvad Katinka Lærke Petersen også kan som skuespiller.

- Man ser nye sider af Ginger. Indtil nu har det det mest bare været hårdt for hende, men nu kommer der noget luft, lidt humor og hjertevarme i hendes rolle.

Der er ofte en uvished i skuespilfaget, og den kan være hård, mener Katinka Lærke Petersen: "Man ved nemlig sjældent, hvornår man får sit næste job", siger hun. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

Katinka Lærke Petersen kan i det hele taget se tilbage på sin første hovedrolle som en lærerig tid. Hvis der var en usikkerhed før, så er den i hvert fald mindre nu.

- Man lærer meget af at kaste sig ud i noget og stole på, at det, man laver, er okay. Jeg kunne godt mærke, hvor meget, der var sket med mig fra den første til sidste optagedag. Der var kommet en ro i mig.

Derfor var det også en tårernes dag, da optagelserne af 'Når støvet har lagt sig' sluttede, fortæller hun:

- Den sidste optagedag græd jeg. Det var så nostalgisk at slutte. De andre grinede lidt af mig og tænkte sikkert bare, at nu skulle de endelig slappe af. Men jeg tænkte: "Please, lad os fortsætte og lave otte sæsoner til!". Det kunne have været så fedt, siger hun.

Men det kommer ikke til at ske, så hvad håber Katinka Lærke Petersen i stedet, at den nærmeste fremtid byder på?

- Jeg har overvejet at blive receptionist, siger hun med en alvorlig mine og bryder så ud i et grin.

- Nej, jeg vil naturligvis lave mere af det her, for det er min passion. Selvom jeg spiller en anden person, er det som skuespiller, jeg mest er mig selv. Jeg er lykkeligst, når jeg arbejder, for det er jo min drøm.

Men inden noget andet skal Katinka Lærke Petersen lige have set resten af det afsnit, som hun ikke nåede at se ret meget af på mobilen på vejen til interview.

Katinka Lærke Petersen håber, at hendes 'Når støvet har lagt sig' kan åbne nogle døre. Og hvis hun skal drømme om udlandet, er hendes øjne rettet mod England, hvor "de laver de vildeste produktioner". (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)