DR-skuespiller overmandes af for mange tanker: Jeg savner at kunne være mig selv af og til

Filippa Suenson har fundet løsningen på, hvordan hun kan være mere nærværende i det daglige.

(Foto: © Betina Garcia, Betina Garcia/DR)

Spoilere kan forekomme, hvis du ikke har set det seneste afsnit af 'Når støvet har lagt sig'.

"Gad vide, om jeg kan finde de her sneakers billigere på nettet?"

"Hvad sker der egentlig i byen på lørdag?"

"Vi kunne også se en film. Hvad mon der går i biografen for tiden?"

Du kender det sikkert.

Indimellem kan ens hoved være fyldt op af alle mulige tanker og ideer, der buldrer derudaf. Ofte ekspederes tankerne med en tjep søgning på telefonen, hvilket kun giver dig kortvarig ro, fordi der hurtigt opstår en ny tanke, der skal googles: "Vi kunne jo også gå ud og spise …".

Skuespiller Filippa Suenson kalder sin trang til at tjekke alt muligt på telefonen for "de ti faner".

- Det er som om, at der er en masse åbne faner inde i mit hoved, hvor min opmærksomhed er de her ti steder på én gang i stedet for det ene sted, jeg er lige nu, siger hun.

Den 33-årige skuespiller fra DR's aktuelle dramaserie 'Når støvet har lagt sig' har derfor valgt, at vi skal mødes et sted, der indbyder til nærvær – nemlig ude i naturen. Så hun har fornuftigt iført sig en gammel termokedeldragt og tykke luffer, og vi trodser blæsten og finder en bænk ved en lille sø på Amager Fælled, hvor vi kan snakke.

Det er netop steder som dette, at Filippa Suenson bedst får lukket ned for de der faner oppe i hovedet.

- Naturen minder mig om at trække vejret, og jeg bliver virkelig glad herude. Det er måske lidt klichéfyldt at sige, men det er jeg ligeglad med. For se lige de der små knopper på grenene nu – man bliver sgu da glad, siger hun og peger op på nogle grene, der er ved at gøre sig klar til foråret.

- Bare det at kigge op mod himlen og se grenene oppe mod skyerne… Så får jeg lukket de der ti faner i hovedet ned, fortsætter hun.

Denne termodragt er 20 år gammel og stadig Filippa Suensons foretrukne offline-outfit, som hun kalder dragten. Hun har haft den, siden hun var 14 år, hvor hendes familie i fem år ejede en fritidsgård på Møn. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Slukker mobilen i flere timer

Måske kunne en rask gåtur i kraftig blæst også være god for den enlige mor Louise, som Filippa Suenson spiller i 'Når støvet har lagt sig'.

Hun har nemlig svært ved at være til stede dér, hvor hun er, hvilket skuespilleren udmærket kender fra sit eget liv.

- Louise savner tid for sig selv, og det kan jeg godt genkende, for jeg er også forælder. At være forælder fylder rigtig meget, og man kan godt komme til at drømme lidt om, at børnene kunne blive sendt ud på en ø bare én dag om ugen, så jeg lige kunne være mig selv, sådan som jeg plejede at være det, siger Filippa Suenson ærligt.

I seriens sjette afsnit, der kan ses allerede nu på DRTV og sendes i aften på DR1, får Louise dog mærket på den hårde måde, at hun måske kunne have været lidt mere nærværende over for datteren, Marie, mens tid var.

I sidste afsnit blev Marie nemlig indlagt og var hårdt såret efter terrorangrebet på den restaurant, hvor Louise arbejder.

Det får den enlige mor til at slå sig selv i hovedet over, hvad hun kunne have gjort anderledes.

Det er med andre ord en klassisk reaktion, Louise oplever, og en, som de fleste af os vil kunne relatere til, vurderer Filippa Suenson.

- Louises historie handler om at få øjnene op for, hvad man har, og at man desværre først får øjnene op for det, når man er ved at miste det. Louise er jo en god mor, og hun kan skidegodt lide at være sammen med Marie, men hun går alligevel og drømmer om at være et andet sted, siger hun.

Rollen som Louise i 'Når støvet har lagt sig' er Filippa Suensons første bærende rolle i en tv-serie. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Rollen som Louise og alt det, hun går igennem, har Filippa Suenson da også taget ind.

Hun er for eksempel kommet til at tænke over, om hun selv er nærværende nok i hverdagen. Man kan jo altid være "endnu mere til stede", som hun siger.

- Hvad end jeg laver film, tv eller teater, så flettes en rolle og historie ind i ens eget liv på en måde. Jeg kommer jo til at reflektere over mit eget liv, og hvordan jeg selv er over for mine børn, når jeg ser, hvordan Louise agerer. Og hvordan jeg i det hele taget er over for andre mennesker – både venner og kolleger.

Når der ikke lige er plads til en lang travetur på Amager Fælled sammen med de små i en travl hverdag, er det oplagt at skrue på nogle andre nærværs-knapper.

For nylig er Filippa Suenson derfor begyndt at sætte sin mobil på fly-tilstand indimellem. Faktisk kan hun endda finde på at slukke den helt i flere timer.

Naturen tilbyder en ro, som kan være meget svær at finde, når man fræser af sted sammen med alle de andre cyklister på H.C. Andersens Boulevard i København. Derfor er Filippa Suenson flyttet tættere på naturen med sin familie. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Det lyder måske fjollet, at det fremstilles som en vild ting, men hvornår har du egentlig sidst selv prøvet at slukke mobilen en aften? For Filippa Suenson har det i hvert fald været en øjenåbner.

- Jeg synes egentlig ikke, at jeg glor meget på min telefon. Jeg er nærmest ikke på sociale medier, og jeg synes ikke, at jeg sidder og læser mange nyheder. Men alligevel kan jeg godt se, at hvis jeg slukker den, så føler jeg pludselig, at der mangler noget i min hånd.

- Man tænker jo hele tiden: "Aj, jeg kunne da lige google det der, og man kunne jo også lige …", tilføjer hun.

Håber, at mange vil kunne spejle sig i hendes rolle

Et andepar har indfundet sig ved søen.

Den ene and bevæger sig pludselig tæt på bænken, hvor vi sidder, og snadrer i den regnvåde jord, hvor den hapser en regnorm. Den er heldig med ikke at have gang i alle mulige faner oppe i dens hoved, bliver vi enige om og griner.

At Filippa Suenson skulle blive så vild med at komme ud i den stride blæst, kigge på dyr og mærke kulden i kinderne, lå ellers ikke i kortene. Som barn var hun udpræget bymenneske, og hun er da også opvokset i en lejlighed uden for København.

Som voksen har hun derfor nydt at bo på den befærdede Nørrebrogade på Nørrebro, hvor den lange allé på Assistens Kirkegård var hendes nærmeste natur-fix.

Heldigvis holdt det nogenlunde tørt under vores gåtur på Amager Fælled – selvom Filippa Suenson faktisk havde håbet på en god regnbyge. Hun lader sig ikke skræmme af lidt regn og blæst. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Men med årene har noget ændret sig.

Naturen er blevet vigtigere for hende, og derfor er hun for nylig flyttet med sin mand og sine to børn til en haveforening på Amager – tættere på alt det grønne – og så har de fået sat en elmotor på deres gamle ladcykel, så de stadig kan komme hurtigt ind til byen.

Filippa Suenson arbejder altså aktivt på at skrue op for nærværet i sin hverdag og ned for fanerne i hovedet. Men ingen er perfekt, understreger hun.

- Jeg håber, at mange vil kunne spejle sig i Louise som "uperfekt" forælder og som et menneske, der så gerne vil gøre tingene på én bestemt måde. Men ingen er perfekt. Det har jeg i hvert fald glædet mig til at vise med denne serie, siger Filippa Suenson.

Filippa Suenson er glad for rollen som Louise i DR-dramaserien. Rollen betyder nok også helt konkret, at hun får mulighed for at spille nogle andre, spændende roller – for "sådan fungerer denne branche jo", som hun siger. (Foto: © Betina Garcia, DR)

For ja, vi kommer alle til at sidde med hovedet i mobilen lidt for meget indimellem, råbe ad mennesker, vi elsker, og til at træffe dumme beslutninger, påpeger hun. Så hvorfor gå og slå sig selv i hovedet med alt det svære?

- Vi ved jo godt, at der kommer til at ske ting, og at livet har svære perioder, men jeg skal da ikke spilde mit liv på at tænke over det og være bange. Lad mig da hellere nyde den tid, jeg har.

Og noget af den tid nydes altså blandt andet mellem grusstier og mudret jord på Amager Fælled iført den gamle termodragt, som hun har haft, siden hun var 14 år.

- Det er derfor, at det her er mit offline-outfit, siger Filippa Suenson om sin kedeldragt, da vi går tilbage mod byens mylder af mennesker.

Hvorfor slå sig selv i hovedet med alle de ting, der er svære her i livet, spørger Filippa Suenson. Det gider hun i hvert fald ikke bruge krudt på, for i morgen kan det hele blive revet væk fra én, eller man kan selv blive ramt af en bil eller alvorlig sygdom. (Foto: © Betina Garcia, DR)