'Det kræver ikke en Sherlock Holmes eller Eugene O'Neill at udtænke det her', vrisser livredderen Mickey hen mod slutningen af Woody Allens nye film, 'Wonder Wheel'.
Mickey er først og fremmest sur over, at nogen har forsøgt at snyde ham eller vikle sig ud af den åbenlyse sandhed, der ligger for næsen af ham, men Mickeys ord er også rettet mod manden, der har skrevet dem, Woody Allen.
Den nu 82-årige filmmager er tydeligvis klar over, at han ikke har opfundet den dybe dramatallerken med 'Wonder Wheel'. Uanset at han har skabt film som 'Mig & Annie', 'Stardust Memories', 'Zelig' og 'Match Point', der snildt kan hævdes at have sat store fingeraftryk på filmhistorien, stiller han sig ydmygt på skuldrene af giganter, især de græske tragediedigtere, og så førnævnte Eugene O'Neill, en af USA's mest berømmede dramatikere, og manden bag teaterstykker som 'Lang dags rejse mod nat' og 'The Iceman Cometh'.
En intens historie om tabte drømme
’Wonder Wheel’ er åbenlyst kommet til verden ved at skule til Eugene O'Neill og en anden berømt amerikansk dramatiker med sans for store tragedier blandt små amerikanere, Tennessee Williams. Ham med 'Omstigning til Paradis' og 'Kat på et varmt bliktag'.
Uanset at Woody Allen og hans næsten jævnaldrende fotograf Vittorio Storaro gør fremragende brug af farverne i det sommerklædte Coney Island ved New York i 1930'erne, er der en klar fornemmelse af kammerspil over 'Wonder Wheel'.
Det er intens historie om tabte drømme og kuldsejlede skæbner bredt ud mellem Kate Winslets Ginny, der så gerne ville have været skuespiller, men nu bestyrer en muslingerestaurant blandt forlystelserne på Coney Island, hendes fedladne og fiskeglade mand Humpty, spillet af Jim Belushi. Humptys datter, Carolina, spillet af Juno Temple, der netop er stukket af fra sin voldelige gangstermand, Justin Timberlakes livredder Mickey, der har en affære med Ginny. Og endelig Ginnys 11-årige søn, Richie, der har en uheldig vane med at søsætte brande overalt, hvor han færdes.
Larmende forlystelser og fiskehørm
Omdrejningspunktet er Ginny, der er ved at blive kvalt i fiskehørm, larmende forlystelser og konstante hovedpiner, og som drømmer om at unge Mickey tager hende med væk fra Coney Island.
I virkeligheden er Ginny nok så utilpasset i tilværelsen, at hun ikke er i stand til nogensinde at blive tilfreds. Og Mickeys egen drøm om at blive en feteret dramatiker, er nok også dømt til at kuldsejle, ligesom Carolinas ægteskab med den gangster, som hun forelskede sig i på et tidspunkt, hvor hun ikke drømte om sund fornuft i en pæn forstad, men om fuld fart og luksus.
Stramt og konsekvent fortalt af Woody Allen
Det er en lille historie, og det er i bund grund set før, som Mickey slår fast hen mod slutningen af filmen. Men på sine ældre dage har Woody Allen fået en melankolsk og tragisk tone, for eksempel i film som 'Café Society' og i 'Blue Jasmine', der antyder, at han ikke selv synes, livet har givet ham det, han ønskede.
Han har ofte givet udtryk for, at filmmediet var et tilflugtssted fra det liv, som er fyldt med mismod og melankoli, men det er næsten som om, mismodet og melankolien også er søgt ind i Allens film.
I hvert fald er der ikke mange grin i den her tragedie, måske bortset fra Richies absurde trang til at sætte ild til alting. Til gengæld er 'Wonder Wheel’'usædvanlig stramt og konsekvent fortalt af Allen, der ofte har virket noget slasket og tøffende på sine ældre dage.
Ginny er måske ikke ligefrem Kate Winslets bedste rolle, og til tider virker hun næsten forjaget i sit skuespil, men Winslet, der formentlig ikke er stand til at spille dårligt, når i hvert fald i mål med det, 'Wonder Wheel', lægger op til: at tegne et gribende billede af en af mange fortabte amerikanske drømmere.