Jeg er nødt til at sende en tak til Christian Tafdrup. Tak for ikke at gøre det rigtige. Tak for ikke at følge tidens tone. Tak for ikke at nusse fællesskabet i nakken. Tak for den civile ulydighed.
Tak for at jokke os allesammen hårdt over tæerne og minde os om, at verden er mangfoldig, kompleks og umulig at sætte på formel.
Tak, fordi du er til besvær. Tak, fordi du husker os på, at en af kunstens vigtigste opgaver er at drille og udfordre.
Manden er en klovn, og kvinden er en strigle
Den taknemmelighed skal selvfølgelig ikke opfattes som et udfald af anti-feminisme. Det skal heller ikke ses som et bøvet modangreb på #Metoo-kampagnen.
Ej heller som en tredje form for mølædt machismo. Jeg sidder heller ikke og brøler 'ha, der blev kvinderne sat på plads!'.
Rasmus, der bliver så grundigt domineret af sin nye kæreste, Marie, i 'En frygtelig kvinde' er lige så meget en klovn, som Marie er en strigle. Han praler over for sine fodboldvenner med at have knaldet Marie, længe inden han faktisk får lejligheden til det.
Og han laver praktisk talt en scene i et supermarked ved tanken om at spise lasagne uden en ordentlig bunke kød. Man kan sagtens argumentere for, at sådan en drengerøv skal rettes til.
Kvinder der omrokerer tallerkener i opvaskemaskinen
Jeg har oplevet det samme som Rasmus, at blive rettet til og klippet ned af en kvinde, der nogle gange forekommer frygtelig, men som regel er uimodståeligt vidunderlig, og jeg har endnu til gode at møde en mand, der ikke kender fornemmelsen.
At en mand ser sin kæreste eller kone pakke opvaskemaskinen om, når manden lige har sat tallerkener og glas på plads er åbenbart lidt af en universaloplevelse.
At få sat sine cd’er på loftet eller til salg på et loppemarked, fordi de fylder for meget, er også en velkendt situation for en mand i et parforhold. Ligesom at blive beskyldt for 'at ligne Fedtmule', hver gang man bliver talt til.
SJov og provokerende
Det gør ikke 'En frygtelig kvinde' til en 'sandhed om kvinder', for der findes bestemt kvinder derude, der bliver kuet af mænd.
'En frygtelig kvinde' er ikke en omvendt 'Thelma & Louise', der besynger mænds frihedstrang, men en komedie, en satire, over en følelse.
Den sætter forholdet mellem mænd og kvinder på spidsen, fordi komik nu engang altid har fungeret bedst som en tilspidsning og en overdrivelse.
Det er unægtelig sjovere, mere drillende, mere provokerende, at kalde filmen 'En frygtelig kvinde' end 'Sådan er mænd og kvinder nogle gange'.
Det gør naturligvis 'En frygtelig kvinde' til en mindre bombe i de her #Metoo-tider. Og der ligger, absurd nok, et forsvar for Christian Tafdrups ret til at kalde en film 'En frygtelig kvinde' og beskrive en kvinde som en strigle, i den her anmeldelse.
Skildrer vores tåbelige moderne tilværelse
Selvfølgelig er han i sin gode ret til at genfortælle en personlig oplevelse. Det er netop en anden kvalitet ved 'En frygtelig kvinde', at den virker som om, den er rystet ud af ærmet ovenpå en oplevelse.
Den har en 'her er noget, jeg lige oplevede i sidste uge'-enkelhed, hvilket er en sjælden kvalitet ved det tunge og omstændelige filmmedie.
Og ovenpå Tafdrups debutfilm fra sidste år, 'Forældre', er han ved at slå sig fast som en filmmager med et meget skarpt blik for, hvor tåbeligt vi mennesker ofte opfører os i vores moderne tilværelse. For det er ikke mindst det, 'En frygtelig kvinde', handler om.
En sten i skoen, en bombe og en drillepind
Ikke alt ved 'En frygtelig kvinde' fungerer lige godt. Som fortælling virker filmen lovlig styret af en konventionel manuskripttænkning.
Der mangler nogle overraskelser, især hen mod slutningen, der desværre forfalder til at forklare, hvorfor Marie opfører sig, som hun gør. Så er 'En frygtelig kvinde' ikke længere en følelse, som mange mænd – og mange kvinder i øvrigt – kan spejle sig i.
Men i almindelighed er 'En frygtelig kvinde' en forrygende drillepind, en sten i skoen, en bombe, en film, der med humor og overskud hopper lige ud i den danske virkelighed i 2017 og skaber uro.
Det kan man ikke sige om ret mange danske film – eller film i almindelighed. Derfor den her tak til Christian Tafdrup.