Det er årstid for dystopiske fremtidsfortællinger på tv.
Sammen med på robotternes retfærdige hævn i 'Westworld', er der nu premiere på anden sæson af Golden Globe- og Emmy-vinderen, 'The Handmaid’s Tale'.
Filmatiseringen af Margaret Atwoods klassiker fra 1985 er ikke for sarte sjæle, og her kommer en lille gennemgang af nogle af de mest uhyggelige scener fra første sæson.
De kan både tjene som en lille opfriskning af plottet, inden det går løs igen, og en påmindelse om, at du lige sørger for ikke at være i dit allermest skrøbelige hjørne, når du går i gang med den nye sæson.
For hvis man skal tro den ildevarslende trailer, så kommer den nye sæson til at byde på masser af tortur, massehængninger og besøg i Gileads frygtede kolonier, hvor hyggen formentlig ikke er i højsædet.
Ritualiseret, stilfærdig voldtægt
Vi har selvfølgelig hurtigt på fornemmelsen, at der ikke er superrart i teokratiet Gilead, hvor alle navne og idéer er baseret på en perverteret læsning af Biblen.
Men det første ægte, stille chok kommer en halv time inde, hvor hovedpersonen Offred skal igennem den ritualiserede voldtægt, eller Ceremonien, som de så henkastet kalder det.
I seriens fremtid er der meget få kvinder, der kan blive gravide, og statens løsning har været at gøre alle frugtbare kvinder til 'tjenerinder' eller 'handmaids', navnløse neo-kristne sexslaver.
De bliver så sendt fra hus til hus og får navn efter herren i huset, i dette tilfælde Fred.
Voldtægten foregår stille, mens manden i huset læser op af Biblen, tjenerinden ligger med hovedet i skødet på hustruen, og naturligvis uden unødig berøring. Jesus.
Fælleshenrettelse
Tjenerinderne bliver kaldt sammen på en plæne og præsenteret for en voldtægtsforbryder.
Som seer er man splittet, for det er da altid noget, at man fanger voldtægtsforbrydere i en stat, der ellers er pænt begejstret for voldtægt.
Men tjenerindernes meget nedladende chef, Tante Lydia, er som regel ikke til at stole på, så der er en god chance for, at den dømte snarere havde et forhold til en af tjenerinderne.
Men da hun giver ordre til at henrette den dømte, kan vi se i Offreds øjne, at hun vælger at leve sig ind i fiktionen for at kunne rase ud.
En ret avanceret og nådesløst deprimerende psykologisk pointe om, at et i liv i total undertrykkelse kan tvinge mennesker til at gribe de muligheder for afløb, som undertrykkelsen tilbyder.
Uanset hvor fornedrende og uretfærdige de måtte være. Dårligt afløb for følelserne er bedre end intet afløb i Gilead.
Uhyggelige flashbacks
Flashbacks i serier plejer at være tegn på en doven forfatter, men i ’The Handmaid’s Tale’, er det noget af det bedste, og på en afdæmpet måde det mest uhyggelige.
Glimtene, vi får af tiden før ’Jakobs sønner’ stifter det mareridtsagtige patriarkat Gilead, står stilistisk i skarp kontrast til seriens nutid. Farverne er varmere og lyset mere naturligt, kameraet mere håndholdt og afslappet.
Det gør også, at de små overgreb bliver ekstra foruroligende. Vi kender jo allerede til de store, de peger henimod.
Så da Junes kort pludselig ikke virker i en automat og kvinderne bliver smidt hjem fra arbejde og udsat for henkastet, ondskabsfuld sexisme i caféer, er det små næsten-genkendelige grænseoverskridelser, der får en enorm vægt og vækker gru.
Ofglen bliver omskåret som straf
Homoseksualitet er ikke populært i Gilead.
Junes veninde Ofglen bliver straffet for at have et forhold til en anden kvinde i en grotesk dobbeltscene. Efter dommen bliver afsagt i en 'retssag', der minder påfaldende om tidligere tiders heksesager, bliver hun kørt direkte hen for at se sin kæreste blive hængt i en kran.
Fordi hun kan få børn, bliver hendes liv skånet (sikken velsignelse), men hun vågner op på hospitalet med sine nedre regioner forbundet.
Tante Lydia kommenterer blidt: 'Det hele bliver meget nemmere for dig nu. Du vil ikke begære det, du ikke kan få.'
Serena besøger Junes datter som psykisk tortur
Hen imod slutningen af første sæson bliver June endelig gravid og for at sikre sig, at hun passer på barnet, tager Serena, kvinden i huset, hende med ud at køre en tur.
Hun låser dørene og kører hen til Junes tidligere tvangsbortadopterede datter Hannah og lader June se, at hun snakker med hende.
June skriger og råber i bilen men kan intet gøre.
'Så længe mit barn har det godt, så har dit det også,' siger Serena iskoldt bagefter.
Elisabeth Moss, som spiller June, har sagt, at graviditeten bliver central i sæson to: “Vi har talt meget om at barnet, der vokser, er som en tikkende bombe. Komplikationerne bliver virkelig spændende at udforske!”
Som altid med ’The Handmaid’s Tale’ er det svært at vide, om man skal græde eller glæde sig.
Anden sæson af'The Handmaid's Tale' har premiere på HBO Nordic d. 26. april.