'Hun bliver altid større end sine film': Sådan sikrede Julia Roberts sig en Oscar for nu glemt perle

Det er 20 år siden, dronningen af 1990'ernes rom-coms fik den ultimative anerkendelse med 'Erin Brockovich'.

(Foto: © GUILLAUME HORCAJUELO, Scanpix)

Hvis jeg fortæller dig, at Hollywood-stjernen Julia Roberts har medvirket i en film, hvor hun som enlig mor tager kampen op mod et stort, forurenende energiselskab, kan du så huske filmen, jeg taler om?

Er svaret "nej", så er du næppe alene.

For selvom Julia Roberts for præcis 20 år siden brillerede i den altoverskyggende hovedrolle som miljøforkæmperen Erin Brockovich i filmen af samme navn, husker de fleste nok stadig Roberts som dronningen af 1990'ernes romantiske komedier som 'Pretty Woman', 'Notting Hill' og 'Runaway Bride'.

Det er synd og skam, mener filmekspert Søren Høy, der selv har haft æren af at interviewe den ærkeamerikanske filmstjerne med det karakteristiske, brede tandpastasmil.

- Jeg synes tit, hun bliver proppet ned i kassen med romantiske komedier, og det skyldes nok, at de er blevet så store kommercielle succeser, men det er ikke, fordi hun bare har lavet et hav af dem. Hun har lavet ligeså meget, der ikke er komedier.

Søren Høy vurderer, at Julia Roberts har kunnet se, at hun med 'Erin Brockovich' fik lov til at spille en substantiel rolle og ikke bare skulle være et sødt smil.

- Hun lagde noget af sin forfængelighed fra sig i 'Erin Brockovich'. Hun viste, at hun sagtens kunne spille en figur fra det usete USA, selvom hendes stjernestatus gør, at hun altid bliver større end de film, hun medvirker i.

Fuld af charme og naturlighed

Og den stjernestatus er da i dén grad også til at tage og føle på.

Efter et par undseelige film i slutfirserne kom Julia Roberts' store gennembrud med hendes blot femte film, det hjerteskærende komediedrama 'Steel Magnolias', hvor hun spiller den diabetesramte Shelby.

Rollen inkasserede hende en Golden Globe for bedste birolle og en billet direkte til den allerøverste del af Hollywoods stjernehimmel.

En tydeligt overvældet og glad Julia Roberts tager imod sin Oscar, som hun fik for rollen i 'Erin Brockovich'. Hun har været nomineret til i alt fire Oscars gennem sin karriere. (Foto: © TIMOTHY A. Clary, Scanpix)

Den billet indløser hun året efter til en medvirken i filmen om den prostituerede Vivian, der er god til at køre biler og ender med at forelske sig i en rig mand, der egentlig har købt hendes krop og selskab i en uge i forbindelse med en forretningsrejse.

Ja, det er selvfølgelig umuligt at tale om Julia Roberts uden at komme ind på den karrieredefinerende rolle i 'Pretty Woman' fra 1990.

- En film som 'Pretty Woman' ville overtage enhvers renommé og karriere, og det er til en vis grad også sket for hende, mener Søren Høy.

- Men vi må ikke underkende, at hun har et stort register og er en begavet skuespiller. Hun har en masse charme og viden, som gør, at hun har søgt mod og er lykkedes med sine skuespilmæssige udfordringer.

Charmen gav hun også smagsprøver på i 'Pretty Woman', mener Søren Høy.

- Det var hende, der stod tilbage, da filmen var slut. Hun havde en charme og naturlighed, verden bare faldt pladask for.

Scenen, hvor Julia Roberts synger højt og umusikalsk med på Princes 'Kiss' i badet, er blot én af de utallige sekvenser fra 'Pretty Woman', der har brændt sig fast på popkulturens kollektive nethinde siden filmens premiere i 1990. (© Touchstone Pictures)

Tager sagen i egen hånd

Det kapitaliserede Julia Roberts, som allerede beskrevet, flittigt på i 1990'erne. Men da vi tog hul på et nyt årtusind, tog hun hul på et helt nyt kapitel i sin karriere.

'Erin Brockovich' endte nemlig med at sikre hende guldrandet skuespiller-kapital i form af både en Oscar, en Bafta, en Golden Globe og en Screen Actors Guild-pris.

Faktisk kan man næsten se 'Erin Brockovich' som en kommentar til Roberts' egen karriere.

Det mener Helle Kannik Haastrup, der er lektor og forsker i film, medier og celebritykultur ved Københavns Universitet.

- 'Erin Brockovich' bliver næsten en meta-kommentar til Roberts' eget star brand. Hun har været luderen med et hjerte af guld i 'Pretty Woman' og er efterfølgende blevet den store rom-com-dronning. Her træder hun igen frem i en dramatisk rolle med en tydelig seksualitet. Karakteren, som Roberts spiller i 'Erin Brockovich', er fandenivoldsk, samfundsengageret og mere aktivt handlende, end hun var i 'Pretty Woman'.

Hvor 'Pretty Woman' ifølge Helle Kannik Haastrup er en Askepot-historie, så tager Roberts' karakter nemlig sagen i egen hånd i 'Erin Brockovich'.

- Vivian er meget seksuelt eksplicit i starten af 'Pretty Woman' på den helt klassiske Hollywood-måde, hvor den udfordrende påklædning i 'Erin Brockovich' derimod bruges som en form for empowerment. På den måde vender hun lidt tilbage til udgangspunktet, men her bliver de nedringede bluser og korte nederdele i stedet hendes styrke.

- I 'Erin Brockovich' insisterer hun på at blive ved med at se ud, som hun vil – i modsætning til den store forvandling i 'Pretty Woman'.

Julia Roberts sammen med skuespillerkollegaen Albert Finney i 'Erin Brockovich'. - Det er en erkendelse for Erin Brockovich-karakteren, at hun kan noget andet end at være skønhedsdronning, og det bliver det på en måde også for filmstjernen Julia Roberts, der ender med vinde en Oscar for filmen, mener Helle Kannik Haastrup. (© Universal Pictures)

Den perfekte Oscar-vinder

Ud over meta-kommentaren til Roberts' egen karriere indeholder 'Erin Brockovich' også en hel række andre komponenter, der gennem filmhistorien ofte har ført til det slutresultat, at der står en overvældet skuespiller på scenen og takker for sin guldglitrende filmpris.

I filmen personificerer Julia Roberts den lille kvindes kamp mod den store modstander – i filmen i form af The Pacific Gas and Electric Company, der forurener i nærområdet. Den slags plejer at falde i god jord hos Oscar-akademiet.

Herudover er filmen baseret på en virkelig person og en virkelig historie – hvilket også er en "Oscar-specialitet" ifølge Helle Kannik Haastrup. Inden for de sidste tre år er priserne for 'Bedste mandlige hovedrolle' og 'Bedste kvindelige hovedrolle' da også gået til skuespilpræstationer baseret på virkelige personer hele to ud af tre gange i hver kategori.

- Produktionsselskabet bag filmen har uden tvivl gjort sig umage både for at få hende nomineret, men også i forhold til at forsøge at charmere akademiets medlemmer til at give hende sejren. Der er alle mulige strategiske dispositioner i Hollywood, vi som publikum ikke ved noget om, mener Helle Kannik Haastrup.

Hun medgiver dog, at Julia Roberts leverer en god skuespilpræstation i filmen:

- Hun viser, at hun virkelig kan kombinere det komiske og det dramatiske i den rolle.

Det er Søren Høy enig i:

- Hun var stadig midt i sin karriere dengang, og prisen var super velfortjent. Der var på ingen måde tale om, at: "Nu var det også hendes tur".

- Men hvis man skal være streng, så kan man sige, at der ikke kom skidemeget ud af den Oscar efterfølgende. Hun har spillet sine kort sikkert – og lidt kedeligt – efter hun vandt den.

Julia Roberts og Meryl Streep til premieren på 'August: Osage County' i 2013. De var begge nomineret til en Oscar for deres roller i filmen. (Foto: © Mario Anzuoni, Scanpix)

Slipper aldrig af med 'Pretty Woman'

Efter Oscar-guldet har Julia Roberts blandt andet medvirket i 'Ocean's'-filmene, 'Eat, Pray, Love' og 'August: Osage County'. Der har dog været stille omkring hende på både film- og tv-fronten siden 2018.

Og uanset hvad den feterede filmdiva vælger at kaste sig over som sit næste projekt, er det nok for meget at håbe på, at hun igen kan levere noget, der er på højde med det, vi allerede kender og elsker hende for, mener Helle Kannik Haastrup:

- Hun slipper aldrig af med sit 'Pretty Woman'-stjerneimage. Hun er først og fremmest en filmstjerne, selvom hun også leverede en super præstation for 'Erin Brockovich'. Hun er en habil skuespiller, men ingen Meryl Streep.

Julia Roberts sammen med Richard Gere i den karrieredefinerende rolle som Vivian i 'Pretty Woman'. - Jeg kunne godt tænke mig snart at se hende i en modig rolle igen, siger filmekspert Søren Høy. (Foto: © American Pictorial Collection, Touchstone Pictures)