Vi kender det fra andre gangsterfilm: Vi møder en sej person første gang, og så fryser billedet, og navnet popper op.
Men i Martin Scorseses nye epos, 'The Irishman', får effekten et bittersødt twist: Efter navnet står den fremtidige (brutale) dødsårsag og en dato.
'Phil Testa - død af en sømbombe under verandaen, 15. marts 1981'.
De bedste gangsterhistorier lykkes med at skabe et univers, der både er eksotisk og spændende, men også lader os føle det moralske fordærv og omkostningerne ved et liv fyldt med vold og kriminalitet.
Det er i hvert fald de film og serier, som jeg husker bedst, fordi jeg mærker spændingen mellem forbrydelsens tiltrækning og samfundets afsky, så det hverken bliver rent martyrportræt eller triviel krimi.
Og det kræver altså lidt plads og tid at få begge sider af sagen med.
Så jeg synes faktisk, at mange af de allerbedste gangsterhistorier er i serieform.
Der er måske også en grund til, at 'The Godfather' blev en hel serie af meget lange film og 'The Irishman' nærmer sig spillelængden på en hel sæson af en tv-serie.
'The Sopranos', 'The Wire' og 'Breaking Bad' viste os på forskellige måder, hvor meget potentiale der var i gangsterhistorier i serieform.
Her var der både plads til terapisessions, samfundsårsager til kriminaliteten og langsomt tikkende, eksplosivt maskulint mindreværd.
Her er de tre gangsterserier, der har gjort allerstørst indtryk på mig de seneste år.
Gomorrah
En mørkere udgave af 'The Sopranos'?
Udtrykket er i hvert fald mere koldt og naturalistisk i denne her italienske serie-ficering af filmen 'Gomorrah', der vandt Grand Prix i Cannes i 2008.
Serien er baseret på journalisten Roberto Savianos grundigt researchede bog af samme navn.
Og forfatteren lever, så vidt jeg ved, stadig i skjul af frygt for repressalier fra Camorra-familien, som historien er baseret på.
Vi følger den fiktive familie Savastano, der regerer i Napoli under Don Pietro, en aldrende boss, der prøver at sikre sin familie for fremtiden.
Det går selvfølgelig hurtigt galt, og masser af problemer skal løses med vold. At serien er italiensk, giver den en ekstra dyb tone af smertefuld realisme, fordi det er et land, der stadig i høj grad er gennemsyret og plaget af mafiaens magt.
Hvor staten ikke er, der er mafiaen, som et gammelt italiensk mundheld lyder.
Som i 'The Sopranos' er der også humor, men den føles ofte mere ubehagelig, fordi den kommer ud af den dybt paradoksale kontrast mellem den stærke, katolske religiøsitet og den amoralske gudløshed, der eksisterer side om side i det italienske mafiamiljø. Af alle de grunde kræver 'Gomorrah' hård hud, for den holder ikke igen eller tager hensyn.
Der er groteske torturscener og flere hovedpersoner, der dør, end i 'Sopranos',' Game of Thrones' og 'Six Feet Under' tilsammen.
Fire sæsoner på HBO Nordic.
McMafia
Jeg ved det godt. Navnet er totalt tåbeligt.
Og jeg har ingen forklaring på, hvorfor de ikke har fundet på noget sejere til en alvorlig miniserie om organiseret kriminalitet. I det mindste glemmer man det ikke.
Og jeg kan garantere dig for, at du bliver positivt overrasket.
For der er intet tåbeligt ved BBC's helt store gangstersatsning fra sidste år.
Ligesom 'Gomorrah' er den baseret på en ekstremt grundigt researchet bog af samme navn - denne gang om russisk gangstervirksomhed.
Heroin-import, trafficking og brutal gangster-kapitalisme som en konsekvens af liberaliseringen af Ruslands infrastruktur efter opløsningen af Sovjetunionen.
En utroligt dyb og kompliceret økonomisk baggrund til en ret glat og sexet overflade i en fascinerende cocktail.
Vi følger Alex Godman - en flot engelsk-russisk rigmand. Hans kamp for at holde sig fri for sin russiske families beskidte penge bliver hurtigt tabt, og han begiver sig ud på mørkere og mørkere kriminelle vande og får smag for magten. 'Breaking Bad' møder Susanne Biers 'Natportieren'.
En sæson på Amazon Prime.
Bedrag
'Bedrags' tredje sæson er det danske tv, der har ramt mig hårdest de sidste mange år.
Og seriøst, hvis du har set noget af første eller anden sæson, så bare glem det.
Jeppe Gjervig Gram rebooter næsten sin serie totalt i sæson tre.
Nogle af rollerne går igen, men historien er fuldstændigt sin egen. Stjernerne står lykkeligvis fuldstændigt rigtigt, og med manuskripter i verdensklasse af Adam August og Jenny Lund Madsen (hold øje med dem!) går 'Bedrag' fra at være en parentes i DR's dramahistorie til en top fem-placering.
Altså i mit hoved.
Den nye, friske stil føres frem af en ny, fantastisk hovedperson, der virkelig fortjener at gå over i seriehistorien: Maria Rich stjæler showet i rollen som den nervøst overkompetente Anna, der bliver overset som bankfunktionær og breaker bad med hvidvaskning.
Med samarbejdet mellem hende og Esben Smeds gangsterboss, Nicky - og alle de kriminelle elementer derimellem - bliver seeren ført igennem et troværdigt, tålmodigt og systematisk tværsnit af Københavns organiserede kriminalitet.
Sæsonen udkom tidligere på året, lige da Danske Bank og Nordeas hvidvasksager fyldte alt i nyhederne. Og det var ikke planlagt.
Men som Jeppe Gjervig Gram overlegent har sagt: 'Hvis man laver sin research godt nok, så skal virkeligheden nok ramme plet'.