Robert de Niro. Joe Pesci. Al Pacino. Harvey Keitel. Martin Scorsese. Gangstere! Lejemordere! Korrupte politikere! Korrupte politifolk! Hensynsløse, brutale og rædselsvækkende psykopater med en lille flig af menneskelighed.
Hvis du er i stand til at strikke ovennævnte elementer sammen, når du meget nemt frem til berømte gangsterfilm som 'Godfather', 'Mean Streets', 'Scarface', 'Goodfellas' og 'Casino'.
Tanken om Robert de Niro og Al Pacino som gangstere i en film af Francis Ford Coppola eller Martin Scorsese kan hurtigt bringe tårer frem i øjnene på voksne filmelskere.
De stort opsatte gangsterfilm med italiensk blod rullende i årerne, deres brutale og hensynsløse magtkampe, deres stort opsatte familiesagaer og deres eksplosive energi indeholder alt, hvad et filmhjerte kan begære.
Kan de gamle mænd stadig?
Men hvad med i dag, hvor Scorsese er 77 år, Al Pacino 79 år, både Joe Pesci og Robert de Niro er 76 år og Harvey Keitel er 80 år? Kan de stadig levere den eksplosive energi? Kan Pesci stadig råbe: 'You fucking cocksucker' og bagefter splitte et andet menneske ad i en byge af bly?
Nej. Og det er dét, der er så fantastisk.
'The Irishman', som Scorsese har instrueret for Netflix, har både Pacino, de Niro, Keitel og Pesci på rollelisten, men den ligner på ingen måde Scorsese-klassikere som 'Goodfellas', 'Casino' og 'Mean Streets'.
Scorsese har nemlig set andre muligheder i beretningen om 'Ireren' Frank Sheeran, der fra 1950'erne og op gennem 1970'erne var en højtplaceret medarbejder i fagforeningen The International Brotherhood of Teamsters – hvilket i de dage også betød, at Sheeran var involveret i organiseret kriminalitet.
I sine sene år påstod Sheeran at stå bag likvideringen af den legendariske fagforeningsleder James Riddle Hoffa, der forsvandt sporløst i 1975, og derfor har givet anledning til adskillige konspirationsteorier og gætterier.
Sheerans indrømmelse er muligvis en gammel mands forsøg på at skaffe sig en plads i verdenshistorien, men Scorsese har læst biografien 'I Heard You Paint Houses' og set muligheden for at fortælle en anderledes gangsterhistorie.
Det er en beretning om tid. Om hvordan tidens gang ændrer et menneskes gerninger og beslutninger. Om hvordan noget kan give mening i dag, men virke absurd om 20 år (og endnu mere absurd om 40 år). Og om hvordan tid ikke nødvendigvis læger sår, men kradser hul på dem om og om igen.
En lang film - om et langt liv med vold
Der er skam plads til at skyde folk i hovederne - deraf titlen på Sheerans biografi, 'I Heard You Paint Houses'. En 'husmaler' er nemlig sådan en, der mod betaling skyder folk i hovedet, så blod og hjernemasse farver væggene røde. Og der er plads til Scorseses klassiske dynamik og energi.
Men først og fremmest fortæller Scorsese om Sheerans lange liv med vold, om hans tilfældige vej ind i gangsterverdenen via mafiabossen Russell Buffalino, om hans forbrydelser i Europa under Anden Verdenskrig og om hans rolle som livvagt for James Riddle Hoffa.
Og om hvordan hans ældste datter, Peggy, holdt op med at se en faderskikkelse i Sheeran den dag, han gennembankede den lokale købmand, der havde skældt Peggy ud.
Den fortælling bruger Scorsese tre en halv time på at fortælle.
Det er lang tid, men det giver god mening. Det lange træk giver simpelthen en fornemmelse af tid, der passerer; af et liv, der flytter sig - og af et menneske, der har behov for syndsforladelse, men ikke kan få det, fordi alle omkring ham er afgået ved døden.
'The Irishman' lugter af senile cinema: Af legendariske filmfolk, der gør det, de plejer - bare sløvere og mindre dynamisk - fordi de ikke kan finde ud af andet.
Men det er en gangsterfilm, som vi aldrig har set det før.
Det er en film med et imponerende modent blik ud over amerikansk historie og en sorgfuld beretning om en lille mand, hvis liv blev spundet ind i vold.