Har jeg ret, når jeg antager, at du helt sikkert har set 'En verden udenfor'?
Du ved nok, filmen om den uskyldige bankmand Andy Dufresne, der bliver dømt for at have myrdet sin hustru og hendes elsker, og som derfor må finde sig til rette blandt hårdkogte forbrydere i et fængsel i 40'ernes USA.
Måske har du endda set filmen flere gange enten på et af dine gamle VHS-bånd, på dvd eller når den er blevet sendt for gud ved hvilken gang på diverse tv-kanaler. Det har jeg i hvert fald.
Denne mandag, den 23. september, er det præcis 25 år siden, at 'En verden udenfor' havde premiere i USA, men selvom der er udkommet utallige store dramafilm siden, er fængselsfilmen stadig et hit hos mange.
Faktisk er 'En verden udenfor' så elsket af mange filmfans, at den stadig her i 2019 formår at sidde tungt på førstepladsen på filmdatabasen IMDb's liste over de 250 film, som sidens millioner af brugere har givet højst karakter.
Serie- og filmekspert Frederik Dirks Gottlieb fra 'Binge' er også en af dem, der blev ramt af filmen tilbage i 90’erne, selvom han kun var 12-13 år gammel.
- Jeg har haft et kæmpe forhold til filmen og havde den på VHS, som jeg så igen og igen og igen. Jeg kender hver eneste scene, og jeg elsker den, selvom den måske er lidt banal og det nok ikke er den mest realistiske skildring af forholdene i et fængsel dengang, siger han.
'Shit, det kunne være mig som voksen'
Okay, så måske får Andy nogle fordele i spjældet, som virker lidt urealistiske, men 'En verden udenfor' er nu engang noget særligt, og det er der flere grunde til, mener Frederik Dirks Gottlieb.
Blandt andet er noget af det, der virkelig løfter filmen op i en helt anden liga end mange andre dramaer, at den indeholder så mange stærke enkeltscener.
- Scenen, hvor Andy ankommer til fængslet første gang, er virkelig én man husker. Så sad man der som en lille hvid dreng og tænkte: 'Shit, det kunne være mig som voksen', mindes Frederik Dirks Gottlieb.
Derudover gjorde hele fortællingen om venskabet mellem den uskyldige Andy og hans afroamerikanske ven ’Red’, der har siddet bag tremmerne i mange år, et stort indtryk. Og det er godt gået, for den slags fortællinger kan nemt blive lidt kvalmende, når de kommer igennem Hollywood-maskinen, mener Frederik Dirks Gottlieb.
- Hollywood har jo lidt en ting for de her venskaber, som man ikke lige så komme. Du ved; 'Se, de er fra forskellige lag i samfundet og ligner ikke hinanden, men de lærer en masse af hinanden'. Det så vi også i 'Green Book' i år, men venskabet er alligevel mindre søgt i 'En verden udenfor', siger serieeksperten.
Skuffede i biograferne
Men selvom filmen både leverer rørende venskaber og masser af scener, der bliver siddende i seernes hoveder, så var det ikke noget, der fængede biografgængere ved første øjekast tilbage i 1994, da filmen udkom.
Faktisk indtjente 'En verden udenfor' kun lidt over 28 millioner dollar i de amerikanske biografer, hvilket på ingen måde er imponerende. I dag kan en populær film snildt indtjene et sådan beløb i løbet af en åbningsweekend.
- Da filmen udkom, klarede den sig ikke særlig godt i biograferne, hvilket var et enorm antiklimaks, og det skuffede mig dybt, fortæller filmens instruktør Frank Darabont til The Hollywood Reporter i anledningen af jubilæet.
Filmen havde nemlig scoret en vurdering på imponerende 97-98 procent under en række testvisninger inden premieren i 1994, så overraskelsen var stor, da folk ikke valfartede til biffen.
- Men vi kunne ikke overbevise folk om faktisk at gå ind og se filmen. Måske fordi, tror jeg, at den virkede til at være en dyster film. Folk troede, at den ville være nedtur at se, fortsætter Frank Darabont.
Sådan fandt filmen sit begejstrede publikum
Videre imponerende var det heller ikke herhjemme.
Da filmen ramte de danske biografer i 1995, købte jeg som en af de få i min provinsby billet til 'En verden udenfor', der - naturligvis, får man lyst til at sige - blev vist i biografens mindste og halvtomme sal.
Til gengæld fik biograffilmen et efterliv, som de færreste havde forudset.
Da 'En verden udenfor' blev sendt rundt til Oscar-akademiets medlemmer, var mange så vilde med historien, at filmen blev nomineret syv gange - heriblandt i kategorierne for bedste film og bedste filmatisering af en bog.
Og selvom 'En verden udenfor' ikke vandt de gyldne statuetter, satte nomineringerne alligevel filmen på verdenskortet.
Nogle af dem, der fik øjnene op for historien om den uskyldigt dømte Andy, var nemlig folkene hos filmkanalen Turner Classic Movies, der købte rettighederne og begyndte at vise filmen 'hvert femte minut', som Frank Darabont selv formulerer det.
- Så den her langsomme start skete netop, som filmen var begyndt at finde sit publikum og tiltrak en form for hengivenhed fra folk. At gå fra at være et flop i biografen til at være den mest lejede video i 1995, var et rigtig godt resultat, siger instruktøren tilfreds.
Hvis du er en af de få, der aldrig har set 'En verden udenfor', findes den blandt andet hos Filmstriben og på Viaplay.