I år er det 80 år siden, at Batman optrådte i sin første tegneserie.
Derfor gik fans verden over sammen for at ønske den kappeklædte hævner tillykke.
'Bat-signalet' kunne ses på bygninger i blandt andet Melbourne, Sao Paolo, Rom, Berlin og naturligvis superheltens hjemby, Gotham City, altså New York.
Det oplyste omrids af en flagermus er politiets måde at få Batman til at komme dem til undsætning.
Signalet blev ledsaget af folk udklædt som helte og skurke fra Batmans univers, samt femkilometerløb, koncerter og meget mere.
Batmans 'fødselsdag' markeres hvert år den tredje lørdag i september, fordi den første version af hans oprindelseshistorie, en to-siders tegneserie i Detective Comics 33, udkom i september 1939.