Den her film burde ikke fungere. Den burde bryde sammen. Den burde knække halsen under sine halsbrækkende og modstridende ambitioner.
Den gør grin med en stor del af sine hovedpersoner, faktisk af en hel social klasse i USA, men er alligevel fuldt ud solidarisk med dem. Den indrømmer, at den ikke ved præcist hvad der skete i de afgørende år for dens hovedperson, men den hævder samtidig, at den kommer det nærmeste, man kan komme sandheden.
Det er i princippet noget rod, og alligevel, eller måske netop derfor, er den endt som et af de bedste personportrætter på film i meget lang tid.
Sandheden eksisterer ikke
Allerede fra begyndelsen af, er det noget helt galt – eller helt rigtigt – med 'I, Tonya'.
I forteksterne erklærer filmens instruktør, Craig Gillespie, frejdigt, at filmen ikke er baseret på virkeligheden, men på interview med de utroværdige involverede personer. Manuskriptforfatteren Steven Rogers interviewede både skøjteløberen Tonya Harding og hendes mand og manager, Jeff Gillooly, og måtte konstatere, at deres versioner af virkeligheden havde meget lidt til fælles.
Hvad gør man så, hvis man vil fortælle sandheden? Indrømmer, at den ikke eksisterer og lader tvivlen være motoren.
Og så lader 'I, Tonya' filmens hovedpersoner fortælle historien gennem den type interview, vi kender fra realityshows, hvor de medvirkende udøser af deres hjerte foran kameraet, og dermed seerne. Det virker irriterende overspillet i begyndelsen, men efterhånden finder 'I, Tonya' en finurlig balance, hvor den genskaber de virkelige begivenheder og lader de implicerede kommentere sandfærdigheden.
Verdens bedste kunstskøjteløber
Hovedpersonen Tonya Harding fortæller for eksempel, at hun engang var verdens mest berømte kunstskøjteløber – på godt og ondt. At hendes mand, Jeff, samtidig slog hende hjemme i privaten. Og da vi senere ser Tonya slå tilbage på Jeff, forklarer Margot Robbie, i rollen som Tonya Harding, at det faktisk ikke passede. Hun slog ikke igen.
Det er en kompliceret konstruktion, men den fungerer forbavsende ligetil. Det virker logisk at lade figurerne kommentere den bizarre historie, de medvirker i, den om pigen fra den hvide amerikanske underklasse, det såkaldte white trash, der mod alle odds blev en af verdens bedste kunstskøjteløbere. Indtil hendes største konkurrent i USA, Nancy Kerrigan, fik smadret sit ene knæ i et overfald, som pegede tilbage på Jeff Gillooly og muligvis også Harding.
'I, Tonya' frikender ikke Harding som medskyldig i at udtænke et komplot mod Kerrigan. Det komplot løb bare håbløst løbsk for alle. Men filmen slår samtidig fast, at Tonya var en fattig og uuddannet pige, der ikke fik mange chancer. Skøjteverdenen var ikke begejstret for den uelegante pige, der ikke havde råd til kostumer, men syede sine rædsler selv, og som ikke kom frem i skøjteverdenen fordi hun dansede smukt, men fordi hun kunne de teknisk svære spring.
Filmiske nosser
Ifølge filmen forsøgte de fimsede dommere ved konkurrencerne at holde Tonya nede, hvilket hun, i filmens tone, reagerer på ved at råbe ’suck my dick!’ under en konkurrence. Det skete i øvrigt IKKE i virkeligheden.
Men vreden bag de ord fandtes. I sådan en scene er 'I, Tonya' fuldt ud solidarisk med Tonyas frustrationer. Og den er solidarisk med det amerikanske white trash, der aldrig får en fair chance. Craig Gillespie har endda mod til at lade Tonya Harding henvende sig direkte til publikum og vrisse, at vi også var med til at ødelægge hendes liv. Vi deltog også i at skabe det medie-freakshow, som Harding var midtpunkt i.
Det er uomtvisteligt sandt. Men det kræver filmiske nosser at beskylde det publikum, der har betalt 100 kroner for at gå i biffen, for at være medskyldige.
I modsætning til en anden biografisk film, der får premiere i den her uge, britiske 'Darkest Hour', forsimpler 'I,Tonya' ikke noget, men vedgår at både verden og Tonya Harding er komplekse, endda uoverskuelige, fænomener. De kræver et særligt, vildt og legende og udfordrende sprog. Det har 'I, Tonya' heldigvis skabt.