Det står nogle mænd og trækker i min højre arm. Den ene af dem er død og tyndhåret med en særlig evne til at virke på én gang lille, spinkel og kraftigt bygget. Han råber højt og er meget insisterende.
Den anden er en lille og lidt højere herre på omkring 60 år. Han ser betydningsfuld ud og stråler på en eller anden måde af drama, som om han døgnet rundt befinder sig på en teaterscene. Og den tredje og fjerde er et par betydeligt, mere forsigtige typer i midten af 40'erne. Det er ikke lige til at se det, men det er faktisk dem, der hiver hårdest i min arm.
Til venstre for mig står noget, jeg, i mangel af bedre, vil kalde for 'min sunde fornuft' eller 'min tvivl' og trækker mindst lige så hårdt i min anden arm. Den arm vender jeg tilbage til.
Et heltekvad
Den lille, tyndhårede og afdøde mand er Winston Leonard Spencer Churchill. Den britiske premierminister og landsfader under 2. verdenskrig. Han er nærmest blevet et billede på britisk standhaftighed, primært fordi, han smed sin forgænger, Neville Chamberlain, og forhandlingspolitikken til siden og insisterede på, at det britiske folk måtte kæmpe til sidste blodsdråbe mod de tyske nazister.
'Vi skal kæmpe på kysterne, vi skal kæmpe på landingsbanerne, vi skal kæmpe på markerne og i gaderne, vi skal kæmpe på vores høje og vi skal aldrig overgive os,' lød et af hans mest berømte kald til krig i det britiske parlament.
Og det britiske folk fulgte som bekendt Churchill i krig – og vandt med lidt hjælp fra amerikanerne. Hvis krigen var endt anderledes, havde 'Darkest Hour' været en betydeligt mere kompleks film. Nu er den i stedet et heltekvad om en politiker, der først sloges for at skubbe sine magtfulde politiske modstandere til side og derefter insisterede på at kæmpe mod Hitler med alt, hvad de britiske øer kunne mobilisere. Også selvom det så håbløst ud.
Forfatteren Anthony McCarten og instruktør Joe Wright giver den vinkel alt, hvad de kan. Churchill er ganske vist en brølende og brovtende overklasse-orangutang, der behandler sine omgivelser som kvæg. Men det er kun fordi, han brænder så stærkt og passioneret, fornemmer man på 'Darkest Hour'. Og så er han et kærligt familiemenneske, der ikke er mere selvfed, end at han kan grine af sig selv – og han har tilmed respekt for den jævne, almindelige englænders holdning.
Flot men banal Churchill
Den beundringsværdige politiker maler skuespilleren Gary Oldman frem, så man næsten må gnide sig selv i øjnene. Oldmans mimik sprudler af liv hele filmen igennem. Det er de mest utrolige muskler, han kan mobilisere. På et tidspunkt blævrer hans ene øje endda i bevægelse. I de fleste andre sammenhænge ville Oldman blive beskyldt for overspil, men ikke når han portrættere det menneske, der mest af alle gik op mod Adolf Hitlers krigsmaskine.
Derudover leverer Joe Wright, der kan orkestrere en filmscene som få andre, hvilket han især demonstrerede i 'Soning', nogle fantastiske billedkompositioner. Filmteknisk er 'Darkest Hour' ren nydelse. Men der er altså noget, der hiver i den venstre arm, en uro over, at en film så utvivlende hylder en politiker, hvis insisteren på at kæmpe kostede mange millioner menneskeliv.
Hvordan skal nutiden fortolke den hyldest? Skal man altid gå i krig for det, man tror på? Kan kompromiset ikke være noget værd?
Med nutidens øjne placeret i bakspejlet er det gratis at få Churchill til at ligne en idealist, der gik op mod den rene ondskab mens andre tøvede. Men det er noget helt andet at insistere på at gå i krig, mens man befinder sig midt i kaos. Den vinkel havde slet ikke været dum at hive frem i en imponerende flot film, vildt flot film, som i stedet ender ærgerligt én-dimensionel. Og i stedet for at gøre Winston Churchill til et komplekst menneske, bliver han banal. Vildt flot spillet, men banal.