For tiden kan man opleve et særsyn; nemlig den flystribefri, blå himmel. Lufthavne verden over er lukket ned, påskeferien til Paris er aflyst for længst, og coronaens klaustrofobiske, klamme greb har vi efterhånden allesammen mærket.
Vi trænger til at komme ud!
Men fortvivl ikke. Dokumentarerne er allerede lavet, så du behøver kun ét hjørne for at se alle verdens hjørner; dit sofahjørne.
Lige nu har dokumentarfestivalen CPH:DOX endda gjort en stor del af sit program tilgængeligt online, så jeg har både valgt et par stykker derfra plus en ny og en gammel klassiker, så du kan komme vidt omkring i verden.
Fra lavbudget-datingkrydstogt på Ruslands floder med en spåkone ombord til verdens bedste sushikok på en station i Tokyo til en familie med ni børn, der vokser op i en naturpark i Rumænien.
Kinesisk kulturclash i 'American Factory'
'American Factory' vandt tidligere på året en Oscar-statuette for 'Bedste dokumentarfilm'. Det er bemærkelsesværdigt, fordi den er ret politisk farvet: Dens fagforeningspositive budskab er ikke ukontroversielt i USA, og så er den medproduceret af tidligere præsident Barack Obama.
Kæmpefirmaet Fuyao genåbner en forladt General Motors fabrik i Ohio med en blanding af kinesisk og amerikansk arbejdskraft.
I filmen kommer vi helt tæt på den kinesiske supermilliardærchef, der er et vidunderligt grotesk bekendtskab. Han tror så meget på sin egen autoritet, at han nægter at anerkende muligheden for, at det kan blive dårligt vejr til åbningen af fabrikken.
"Nej", siger han til forslaget om en overdækning. "Vejret bliver fuldstændig som i dag", fortsætter han, selvom åbningen ligger mange uger ud i fremtiden. Han får uhyggeligt nok ret.
Scenerne, hvor de kinesiske medarbejdere bliver undervist i amerikansk kultur er også fuldstændig ubetalelige: "Amerikanerne er meget dovne og sjusket klædt. Og så bliver de rost hele tiden af deres forældre, så de har urimeligt høje tanker om sig selv", forklarer underviseren. "Aha, okay", lyder modtagelsen fra folk, der nikker og tager noter.
'American Factory' kan ses på Netflix.
Russisk kærlighedscruise i 'Bitter Love'
Ikoniske løgkupler og dybgrønne skove glider forbi, mens vi ombord på et lille – og ikke synderligt eksklusivt – krydstogtskib driver langs Ruslands smukke kyster.
Her kommer vi helt tæt på en ensom, temperamentsfuld spåkone, en skaldet troubadour med Leonard Cohen-klang og et par, der har været sammen i 22 år, og som håber at kunne redde det stormomsuste parforhold, hvor der gives lussinger det ene sekund og bliver grædt glædestårer det næste.
Alle har de købt billet til netop dette krydstogt i inderligt håb om at finde den ægte kærlighed – men den lader sig ikke lige finde, den fordømte kærlighed.
I de mikroskopiske kahytter opstår til gengæld nye, virkelig rørende venskaber mellem de fremmede passagerer, hvor kvaler og fortidens kærlighedsmønstre deles hudløst ærligt over en vodkasjus eller en skriggul tequila sunrise med rødt plastikhjerte på pind.
Af alle de fantastiske personer på båden var min absolutte yndling Oksana. Den dybt deprimerede litterat, der konstant revurderer sin egen eksistens gennem Tjekhov og Tolstoj og uden et gran af ironi udtrykker sin frustration med sætninger som; "hvilken mening har dette liv overhovedet?".
'Bitter Love' kan ses på cphdox.dk.
Japansk sushi-filosofi i 'Jiro Dreams of Sushi'
Denne film har nogle år på bagen, men jeg elsker den bare så meget. Hver uge er der en eller anden situation, der får mig til at tænke på den. Selvfølgelig hver gang jeg spiser sushi, fordi jeg tænker, at det nok aldrig er helt lige så fantastisk som de hjernedødt smukke nigirier, man kan få på den lillebitte restaurant, Jiro Sukiyabashi Honten, i Tokyo.
Men filmen dukker også op på alle mulige andre tidspunkter, der intet har med sushi at gøre. For eksempel hvis jeg bliver flov over, at jeg godt kan lide rutiner i min hverdag og føler mig kedelig, så tænker jeg på Jiro. Hans filosofi er, at det højeste, man kan opnå i livet, er at gøre det samme hver dag og så håbe på at være en lille bitte smule bedre til det, inden man dør.
Det er et sjovt og kærligt portræt af verdens nok bedste sushikok, men filmen er heldigvis overhovedet ikke bleg for at se på omkostningerne ved hans intense tro på sin egen filosofi.
Hans to sønner, der begge vil lave sushi, lever totalt i skyggen af deres far. Og hans anerkendelseshungrende ansatte, der bliver sat til at koge ris i årevis, før de får lov til så meget som at nærme sig en omelet og ALDRIG får ros.
Jiro har siden filmen mistet sine tre Michelin-stjerner – ikke på grund af maden, men fordi det er blevet umuligt at få plads. Honten-afdelingen med sine kun ti pladser er simpelthen blevet for eksklusiv. Heldigvis vil vi altid have filmen.
'Jiro Dreams of Sushi' kan ses på Filmstriben.
Virkelighedens Captain Fantastic i 'Acasa, My Home'
Klos op ad den rumænske hovedstad, Bukarest, ligger et enormt stort stykke vild natur. På et tidspunkt zoomer kameraet ud, ud, ud, og man ser skillelinjen mellem by og natur så tydeligt, som var den tegnet med en stor tusch.
På den ene side står byen, tætpakket med gråhvide højhuse, på den anden side grønt, tæt buskads. Dybt derinde bor en romafamilie bestående af to forældre og deres ni børn i et selvgjort hus, lavet af papplader og stof med roser. De fanger vilde, hylende grise og fisk (imponerende fanget med munden!) for at få mad på bordet, når ikke de gemmer sig i det høje græs for myndighedernes uanmeldte besøg.
En dag varsler gravkøers larm, at familiens bolig er truet. Den vilde natur skal forvandles til Europas største nationalpark, og familien tvangsflyttes til en lejlighed i et af Bukarests fattigste kvarterer.
Her er der brusebad, børnene starter i skole og teenagesønnen får kæreste – men det er også her, at faren med det viltre temperament bliver desperat og deprimeret over at have mistet sin frihed, at politiet slår den mellemste søn i leveren for at have fanget fisk i byens centrum og kiloene rasler af morens indsunkne krop. Kort sagt er filmen et dybt fascinerende perspektiv på skellet mellem civilisation og vildmark.
'Acasa, My Home' kan ses på cphdox.dk.