Studio Ghiblis anime-tegnefilm kan få voksne mennesker (mig) til at græde og købe plysbamser, plakater og nøgleringe som få andre.
De bliver tit kaldt Japans svar på Disney, men jeg vil være endnu mere specifik og kalde dem Japans svar på Pixar.
For lige som 'Inderst Inde', 'Toy Story' og 'Up' er det her ikke bare film, man elsker i en periode af sit liv, hvor man har den rigtige alder.
Det er film, der bliver med én hele livet, fordi de minder en om, hvordan det føles at være barn.
Den der følelse af, at der ikke er nogen klar adskillelse mellem virkelighed og fantasi, drøm og vågen.
Studiet er grundlagt af legenden Hayao Miyazaki, der også har skrevet og instrueret alle de gode af Ghiblis film. De har prøvet at klare sig uden ham ad flere omgange, men uden held.
Han er 79 år gammel og er gået på pension flere gange end Jay-Z.
I 2013 sagde han på en pressekonference i Venedig:
- Jeg ved godt, at jeg har sagt, at jeg ville gå på pension mange gange før. Mange af jer tænker sikkert, 'Nå, nu igen?' Men denne gang mener jeg det virkelig!
I 2017 annoncerede Studio Ghibli, at Miyazaki var på banen igen og skulle instruere filmen 'How do you live?'
Den nye film kommer formentlig på Netflix engang senere på året, når bagkataloget er rullet ud som introduktion.
Her er et bud på de tre bedste Ghibli-film, du skal nå at se inden Miyazakis comeback - og et overblik over alle hans film.
Min nabo Totoro
Den første gave, jeg købte til mit barn, var en Totoro-bamse. Inden han var kommet ud af maven. Og det er, fordi Totoro er det perfekte fantasivæsen. Stort, rundt og plysset, så man får lyst til at kramme det.
Men den råber også helt vildt og har lange kløer og sin egen mystifystiske vilje, der er totalt umulig at forudsige. Totoro er også maskotten for hele Ghibli.
Ghiblis helt store gennembrudsfilm fra 1988 er det perfekte sted at starte, hvis du aldrig har set nogle af deres film før. Og du kan endda se den sammen med dine børn fra de er helt små, for i modsætning til mange af de andre er den hverken særlig alvorlig eller uhyggelig, og der er næsten hele tiden et eller anden sjovt væsen på skærmen.
Kattebussen for eksempel.
Søstrene Mei og Satsuki flytter til et nyt hus med deres far. Deres mor er på hospitalet med det mest udramatiske sygdomsforløb i et hovedplot nogensinde. Hun er ret syg - måske med tuberkolose - og så bliver hun rask. Men ellers handler filmen mest om, at de to søstre udforsker nærområdet og støder på Totoro i skoven, en kat, der også er en bus, og små støvalfer.
Prinsesse Mononoke
Og når de små er lagt i seng, eller hvis du ikke har nogen, så skal du se 'Prinsesse Mononoke'.
Eller hvis du kender nogen, der har brug for se andre animerede prinsesser end Disney-prinsesser. 'Prinsesse Mononoke' er nemlig opvokset i skoven blandt ulve, hader mennesker og griner, når hun spytter blod ud.
Filmen foregår omkring 1500-tallet i Japan og handler om Ashitaka, der bliver angrebet af en dæmon og får besat sin højre arm.
Det giver ham overmenneskelig styrke, men forbandelsen vil langsomt sprede sig og dræbe ham. Han tager ud for at finde en kur og ender midt i en kamp mellem skovguder og mennesker.
Studio Ghibli er kendt for ikke at lade sine film klippe om. Rygterne vil vide, at Harvey Weinstein ville klippe netop Mononoke om for at tilpasse den det amerikanske marked.
Men han modtog efter sigende en ildevarslende besked fra Ghibli: En stor kasse med et samuraisværd, og en seddel, hvor der bare stod 'No cuts'.
Mononoke blev den bedst sælgende i film i Japan nogensinde, da den udkom i 1997 og beholdt rekorden indtil 2001.
Chihiro og heksene
I 2001 udkom 'Chihiro og heksene' nemlig. Det her er klart den film, der har ramt bredest internationalt og nok også den, der er størst chance for, at du har set eller hørt om.
Den vandt også en Oscar for bedste animerede film 2003.
Den rammer fantastisk mellem uhygge og nuttethed, originalitet og forståelighed, Hollywoods manuskript-konventioner og noget helt andet mytologisk med sine helt egne regler og logikker.
Historien starter ret simpelt fantasy-agtigt med Chihiro, der finder en forladt forlystelsespark med sine forældre. Forældrene bliver under mystiske omstændigheder forvandlet til grise, og pludselig bliver forlystelsesparken vækket til live.
Chihiro må finde en kur mod forældrenes forbandelse i en vidunderlig Shinto-verden befolket af små guder på spa-ophold og andre bizarre væsener. En kæmpestor stinke-ånd, en menneskedrage og den fantastiske heks, Yubaba, der er chef for hele ånde-spaen.
Hvis du kun skal se én Ghibli-film, så skal du helt klart se 'Chihiro og heksene'.