Advarsel: Denne artikel indeholder enkelte spoilere af handlingen i 'Contagion'. Det ødelægger ikke din filmoplevelse. Men vil du slet intet vide om filmen, så stop med at læse her.
Wow, det er en vild tid at være i live for en film- og serienørd som mig selv. Hver dag med Covid-19 føles mere og mere som et nærmest velkendt, fiktivt scenarie, hvor den kollektive paranoia vokser stødt, samtidig med at alvoren bliver mere og mere håndgribelig. På en måde ligner verden sig selv. På en måde synes den forandret. De dramatiske pressemøder og avisoverskrifter er som taget ud af en science fiction-film. Helt præcis filmen 'Contagion' fra 2011, der mere end nogen anden film afspejler vores nye virkelighed.
Hvordan skal man reagere på det hele, og hvad skal man se derhjemme i sofaen i disse karantænetider? Selv hælder jeg mest til at sætte en 'dum' komedieserie på og for en kort stund glemme den alvorlige situation, vi befinder os i. Sådan må alle da have det – altså behovet for den lette underholdning – havde jeg tænkt.
Men så læste jeg, at filmen 'Contagion' fra 2011 af mesterinstruktøren Steven Soderbergh globalt set er blandt de mest streamede film for tiden. Filmen, der handler om en smitsom sygdom kaldet Mev-1, der dræber mere end 26 millioner mennesker verden over, er faktisk den næstmest sete film fra Warner Bros.' filmkatalog kun overgået af Harry Potter.
Jeg så første gang 'Contagion', da den udkom for cirka ni år siden. Endda på et fly, tror jeg. Den var bestemt god, men den gjorde ikke det helt store følelsesmæssige indtryk. Jeg husker Contagion som værende en anelse for stiv og procesorienteret til egentlig at være rigtig underholdende – og rigtig skræmmende. Ved et gensyn er det ikke længere tilfældet.
Mange vil have eksponeringsterapi
'Contagion', der starter med en hostende, svedende og feberramt Gwyneth Palthrow, der sidder i lufthavnen på vej hjem fra Hong Kong, er nok det mest realistiske eksempel på en fiktiv spillefilm om en voksende smitteepidemi, der nogensinde er lavet.
Vi følger en række personer rundt omkring i verden - fra de første smittede til statens oprydningsarbejde – og den proces, der bliver sat i gang, når en epidemi er på nippet til at blive en pandemi. Kate Winslet prøver i bedste Søren Brostrøm-stil at oplyse myndighederne om smittefaren og det potentielle skrækscenarie, hvis man ikke rykker hurtigt, men andre har mere kommercielle og populistiske bekymringer. Matt Damon som den uheldige familiefar Mitch Emhoff, der både mister sin stedsøn og kone, kæmper forgæves på at få svar på, hvorfor størstedelen af hans familie med et snuptag er blevet taget fra ham.
Og så er der bloggeren Alan Krumwiede eminent spillet af en flabet Jude Law med skæve tandproteser. Han spreder både sandhed og galde i sine rablende updates, der på den ene side kan synes berettigede, fordi der under en epidemi opstår mistro til regeringen, og på den anden side aner man en egoistisk opportunist, der i bedste Alex Jones-stil endelig kan tjene penge på alle sine konspirationsteorier.
Det er en drøj omgang at komme i gennem 'Contagion'. Hvad man tror, er bærende hovedroller, dør inden for filmen første 10 minutter, og hverken børn eller kvinder får særbehandling. Men filmens pludselige succes tyder på, at folk faktisk gerne vil være i selskab med det, de for tiden frygter mest.
Den mentale forberedelse, der ligger i at se film som 'Contagion' (og dens dramatiske fætter 'Outbreak' fra 1995) giver os et hypotetisk svar på, hvordan vi vil reagere, hvis det værst tænkelige scenarie, bliver virkelighed. Nogle vil måske føle sig bedre i stand til at tackle virkeligheden efter to timers benhård virus-drama i stedet for at grine påtaget til et afsnit af Venner, som allerede nu føles så distanceret fra den gravalvorlige virkelighed?
Denne form for eksponeringsterapi gennem film og serier har vi også set i forbindelse med andre tragiske hændelser, blandt andet filmatiserede terrorangreb såsom den aktuelle 'Når støvet har lagt sig' på DR1, den norske '22. Juli' og biograffilmen 'Krudttønden'.
Hvor rammer Contagion helt rigtigt?
En anden grund til at se en film som 'Contagion' er for at dykke ned i den altid interessante disciplin med fact checking. Hvor ramte Soderbergh rigtigt, og hvor er hans version af virkeligheden helt ved siden af.
Generelt er jeg efter at have genset 'Contagion' målløs over, hvor tæt op af virkeligheden filmen ligger. Steven Soderbergh, manuskriptforfatteren Scott Burns og de konsulenter, der hjalp dem, har tydeligvis lavet deres research ordentligt.
'Den skulle ikke kun være underholdning – den skulle faktisk oplyse om folkesundhed',har en af konsulenterne udtalt, og en af bevæggrundene for at lave filmen var også, at vores moderne samfund slet ikke aner, hvordan en ægte pandemi ser ud.
Filmen beskriver til perfektion de mest spændende områder i samfundet, når en epidemi vokser sig stor. Med et imponerende og bredt cast, der inkluderer nogle af Hollywoods største navne, fletter den alle de vigtigste spillere sammen i en dramatisk og oplysende pakke. Men hvor præcis er den?
Der er én grundlæggende forskel på 'Contagion' og vores nuværende situation med Covid-19. Måden hvorpå virus påvirker mennesker. I 'Contagion' dør stort set alle – unge såvel som gamle – et par dage efter at være blevet smittet. Men bortset fra den ene, grundlæggende forskel, så er lighederne slående:
Asiatisk oprindelse
Covid-19 stammer med al sandsynlighed fra Wuhan i Kina og i Contagion kommer smitten fra Hong Kong – kun 900 km fra Wuhan. Yderligere forsøger den kinesiske regering at bremse opklaringen af, hvor virussen stammer fra. Selvsamme kritik er blevet rettet mod den kinesiske regering i virkeligheden.
Stammer fra dyr
Ligesom det formentlig er tilfældet med Covid-19, tyder alt på, at sygdommen Mev-1 fra Contagion stammer fra dyr. Som Dr. Ally Hextall (Jennifer Ehle) siger i filmen: 'Et eller andet sted i verden mødtes den forkerte gris med den forkerte flagermus.'
Mennesker, der spiser fisk, bliver også nævnt i filmen, og der er endda en scene, hvor en af de tidligste ofre for Mev-1 vælter igennem et fyldt madmarked, og hvor det med close-ups af råt kød impliceres, at det kunne være oprindelsesstedet for mødet mellem Mev-1 og mennesker.
Til sidst i filmen får vi i en fremragende sekvens bekræftet, at det hele startede med en flagermus, der via en grisestald fandt vej til en madret, som et menneske satte tænderne i. Et scenarie så realistisk konstrueret, at eksperter har brugt den i universitetsundervisningen i USA.
Årsager til smitte
Som i virkeligheden er både spytpartikler og berøring af overflader såsom dørhåndtag og andre dagligdags-objekter årsag til smitte. I 'Contagion' ser vi i flere scene, smittede personer, der rører ved alt omkring dem fra håndtag i bussen til kokke, der forbereder mad. Og som Dr. Erin Mears (Kate Winslet) skræmmende nok pointerer i 'Contagion', så 'rører vi i gennemsnit vores ansigt mellem 2.000 og 3.000 gange i døgnet.' Ad!
Vaccine
'Contagion' slutter heldigvis så godt, som den nu kan under omstændighederne. Selvom myndighederne var for langsomme til at 'isolere de syge og sætte de udsatte i karantæne', som strategien beskrives i 'Contagion', så bliver redningen en vaccine i 11. time. Vaccinen bliver udviklet og testet af forskeren Dr. Hextall selv, og heldigvis virker den.
Det betyder, at verden bliver normaliseret igen og selvom store tab af menneskeliv er en realitet, så overvinder menneskeheden endnu engang en gigantisk trussel.
Måske forstår jeg alligevel godt, hvorfor 'Contagion' er så populær en film for tiden.
'Contagion' kan lejes på Blockbuster, iTunes, SF Anytime og Viaplay