Der er nyindkøbte basser og friskbrygget kaffe på bordet i mødelokalet hos instruktør Ole Christian Madsen, men det er ikke en hyggelig film, han har gjort sig klar til at fortælle om.
Det er en tragedie. En af de værste i danmarkshistorien.
'Krudttønden' trækker dig igennem terrorangrebet i København for fem år siden, hvor Finn Nørgaard og Dan Uzan blev dræbt. Førstnævnte på kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Sidstnævnte ved den jødiske synagoge i Københavns indre by.
- Nogle gange håber man bare, at folk har en god oplevelse med ens film. Sådan er det jo ikke her. Men jeg håber, at filmen kan sætte nogle tanker i gang, siger Ole Christian Madsen.
Dr.dk har mødt instruktøren til en snak om, hvorfor der er brug for at rippe op i et så betændt og stadig forholdsvist friskt sår.
'Det må ikke ske igen'
'Krudttønden' er ikke en dokumentarisk gennemgang af Omar el-Husseins forfærdelige handlinger den 14. og 15. februar i 2015, men en fiktionsfilm baseret på virkelig hændelser.
Seeren kommer tæt på de tragiske begivenheder, ofrene og nogle af de pårørende. Der er skruet op for de personlige historier, og filmen er skabt til at vække følelser. Og meget gerne beslutsomhed.
- Det er ofrenes film, og jeg håber, at man kan identificere sig med dem og opleve den grusomhed og voldsomhed, der fandt sted. Og så håber jeg, at det får folk til at tænke: "Det må ikke ske igen", siger Ole Christian Madsen.
For at fremelske den tanke har filminstruktøren valgt en genre, som sjældent bliver brugt til at fortælle om faktiske begivenheder.
I hvert fald ikke så ofte i Norden, hvor fakta traditionelt bliver fortalt i dokumentarer, mens fiktion bruges til at skildre det, som Ole Christian Madsen kalder "de mellemmenneskelige ting".
- Det er en særlig form for puritanisme, der har gjort os lidt fattigere, for igennem fiktionen kan vi identificere nogle følelser, som kan bringe os videre og hjælpe os til at forstå det lidt bedre, siger 'Krudttønden'-instruktøren og uddyber:
- Når det er fiktion, kan du komme i øjenhøjde med seerne på en anden måde.
Filminstruktøren vil vække nogle af de følelser, han selv blev ramt af efter Omar el-Husseins angreb på Krudttønden og den jødiske synagoge.
Var venner med én af de dræbte
Efter det første angreb ramte Krudttønden, holdt Ole Christian Madsen - som mange andre - sig opdateret på TV 2 News fra sin lejlighed i København.
Men angrebet kom tættere på, da en journalist fra Ekstra Bladet ringede for at bede om en kommentar til, at det var den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard, der var blevet dræbt.
Ole Christian Madsen havde tidligere været venner med Finn Nørgaard, som han også have lavet en dokumentarfilm sammen med. Derfor opkaldet fra Ekstra Bladet.
Og ligesom det var sket for Lars K. Andersen, der er medmanuskriptforfatter på 'Krudttønden', var venskabet med Finn Nørgaard sluttet med noget "bøvl", som Ole Christian Madsen formulerer det.
- Der var noget uforløst i, at Finn døde, så Lars og jeg begyndte at skrive til hinanden meget kort tid efter attentatet. I starten fokuserede vi ikke på, hvad det skulle blive til, men vi ville finde ud af, hvor Finn var i sit liv, da han døde, siger Ole Christian Madsen.
- Så det var vores tidligere venskab med Finn, der satte gang i filmen.
Hvad skete der egentlig?
Skriverierne mellem Lars K. Andersen og Ole Christian Madsen fortsatte, og i 2017 blev de enige om, at historien om 'Krudttønden' skulle fortælles. Ikke med en dokumentarfilm eller en bog, som de havde overvejet, men ved hjælp af en spillefilm.
Noget af det, der overbeviste dem om, at det var på tide at fortælle historien, var, at befolkningens viden om angrebene langsomt svandt, i takt med at de to manuskriptforfattere sendte noter til hinanden.
- Allerede da vi et par år efter tragedien var i gang med vores research til filmen, mødte vi folk, som spurgte, hvad det egentlig var, der skete. De vidste godt, at der havde været et angreb, men havde svært ved at huske detaljerne. For eksempel hvem der blev dræbt, siger Ole Christian Madsen.
- Det er en af grundene til, at jeg laver sådan en film. Vi må ikke glemme, hvad der skete, og vi bliver nødt til at holde hukommelsen i live. Ellers er tragedien glemt i løbet af få år. Det er vigtigt at huske vores historie. Så simpelt er det, fortsætter han.
Hvorfor er det vigtigt?
- Vi skal kende historien om attentaterne mod Krudttønden og synagogen, så vi kan sørge for, at det ikke sker igen. Vi skal forsøge at være bedre mennesker, og vi skal stå mere på mål for vores værdier. Vi skal ikke være bange for at beskytte de sekulære rettigheder, som vi har kæmpet for i så mange år, siger Ole Christian Madsen.
Tyranner og ytringsfrihed
Det var Finn Nørgaard heller ikke, fremgår det af filmen. Blandt andet i en scene omkring et middagsbord, hvor han kaster sig ind i en heftig diskussion med nogle venner.
- Finn havde en meget stor vrede mod undertrykkende tyranner. Det var meget markant hos ham. Den vrede havde han stadig. Og han var meget engageret i tanken om ytringsfrihed, hvilket passer meget godt sammen med hans holdning til tyranner, siger Ole Christian Madsen.
- Hvis der er nogen, der kommer og siger, at du ikke må sige noget, så skal vi sige det og se, hvor grænserne går. Sådan tænkte han. Ved middagsbordet kommer der tre forskellige holdninger frem, som alle har deres berettigelse, som alle er valide, og som vi stadig diskuterer her fem år efter attentaterne.
Det er holdninger, der alle relaterer sig til ytringsfriheden og vores pligt eller mangel på samme til at bruge den nænsomt for ikke at såre andre.
En voldsomt svær film at lave
Filmen taler ind i nogle værdier, som stadig er til voldsom debat, og det skal man være klar til, når man laver sådan en film, pointerer Ole Christian Madsen.
- Man skal ønske at gå ind i den kamp, for det er umuligt at lade være. Angrebene var et angreb på individets ret til at udtrykke sig, siger instruktøren med henvisning til, at det første terrormål var debatmødet 'Kunst, blasfemi og ytringsfrihed' med blandt andre den svenske muhammedtegner Lars Vilks.
Og det har da heller ikke været en helt let film at lave, erkender Ole Christian Madsen.
- Hvis ikke du tvivler i processen med sådan en film her, så er der noget galt. Det er en voldsomt svær film at lave, og der er mange tvivlsspørgsmål.
Blandt andet:
- Gør jeg nogen en tjeneste ved at lave filmen?
Kan bearbejde frygt
Det håber Ole Christian Madsen, for filmen er, som han selv udtrykker det, lavet med de bedste intentioner.
Og med et håb om, at filmen kan være med til at bearbejde den frygt, som terrorangrebet har plantet i ham og formentlig også mange andre.
- Den er med til at bearbejde min egen frygt. Begivenheden var rystende for mig og for mange andre danskere. Jeg tror stadig, der er mange, der går og har det ubehageligt.
- Når du går ned i metroen eller på Hovedbanegården, har du en højnet bevidsthed om, at du kan blive udsat for noget, der er farligt. Du tænker også mere over, hvad du siger, og terrorsikring er blevet et almindeligt begreb. Alt det hænger i høj grad sammen med de angreb, siger Ole Christian Madsen.
- Jeg vil ikke overvurdere filmen, men man kan med en fiktionsfilm gennemgå nogle følelser og bearbejde en angst, man kan have. Så kan man forhåbentlig tænke mere klart bagefter og se tingene i det rette perspektiv.
Terroristen
Følelserne i filmen er mest knyttet til ofrene og deres pårørende. Ikke til terroristen Omar el-Hussein. Eller bare Omar?
- Omar? Du kalder da heller ikke Anders Breivik for Anders, svarer Ole Christian Madsen kontant, da jeg spørger filminstruktøren ind til overvejelserne om, hvordan man skildrer en terrorist i en film, der er dedikeret til ofrene.
For vi kommer ikke så meget tættere på Omar el-Hussein, der var 22 år, da han dræbte Finn Nørgaard og Dan Uzan, i 'Krudttønden'.
- Vi har heller ikke haft som intention at lave et dybt karakterportræt af Omar el-Hussein, for det er ikke det, filmen handler om. Den handler om Finn og Dan. Det er ofrenes film, gentager Ole Christian Madsen.
- Omar el-Hussein er det, han gør. Han er sine handlinger.
Der er ifølge instruktøren ikke en lige vej til at afkode en person som Omar el-Hussein. Selvom han har forsøgt at finde ud af, hvad der drev gerningsmanden.
- Der er stadig ingen, der ved præcist, hvorfor han gjorde det. Vi ved, at han var voldsomt inspireret af Charlie Hebdo-angrebene, og der var et voldsomt politisk engagement i forhold til Mellemøsten og Palæstina, som var meget udtalt. Ligesom hans dybe sympati for Islamisk Stat var. Men det forklarer ikke helt nøjagtigt, hvorfor han gjorde det, da han gjorde det, siger Ole Christian Madsen.
Og instruktøren er ikke blevet mødt med åbne arme, når han har spurgt til Omar el-Hussein.
- Der er ikke mange, der har lyst til at blive nævnt i den sammenhæng.
Kritik fra søster og overlevende
Lidt lettere har det været at få de pårørende til ofrene, Dan Uzan og Finn Nørgaard, i tale, fortæller Ole Christian Madsen.
Men det er ikke alle, der er lige tilfredse med, at filminstruktøren har valgt at filmatisere attentaterne mod Krudttønden og synagogen. Da nyheden om, at filmen skulle laves, kom ud, følte flere af dem, der havde været tæt på begivenhederne eller ofrene, at de ikke var blevet informeret, og at nyheden om filmen var med til at rippe op i såret igen. En af kritikerne er Finn Nørgaards søster, Helle Nørgaard, der til Ekko siger, at hun helst ville have været filmen foruden.
Til den kritik siger Ole Christian Madsen til dr.dk:
- Vi har haft en lang dialog med Helle Nørgaard, som desværre endte med, at Helle trak sig i starten af 2019. Hun har heller ikke ønsket at se den færdige film. Efter nøje overvejelse besluttede vi at gå videre med filmen, ikke mindst fordi der var forståelse for filmen i andre af Finns nære relationer.
Om de generelle overvejelser i forhold til at inddrage pårørende og overlevende siger instruktøren:
- Vi har ikke talt med alle. Det er der for mange involverede til. Vi har talt med nok til at danne os et billede af personerne og det, der skete. Der var nogle enkelte, jeg gerne ville have haft med, men som ikke var interesserede.
For tidligt?
Ole Christian Madsen understreger, at det primære fokus for ham og skuespillerne har været at fremstille ofrene med respekt, så den ærer dem og deres livssyn.
- Jeg har et ansvar for, at det bliver værdigt. Det er meget sensitivt for mange mennesker, så når man laver sådan en film, kræver det en tro på, at det kan gøres sobert og lødigt, mens man samtidig fortæller en vigtig historie, siger Ole Christian Madsen.
Og filminstruktøren holder fast i, at tiden er moden til en film om attentaterne. Også selv om det kommer til at gøre ondt på mange mennesker at se den.
Ole Christian Madsen pointerer, at han har mødt forståelse for den holdning i blandt andet synagogen, hvor Dan Uzan blev dræbt, mens Det Jødiske Samfund i TV Avisen den 13. februar gav udtryk for, at filmen kommer for tidligt, og at den unødigt vil rippe op i det åbne sår, som terrorangrebet efterlod hos mange.
Det sår vil nok aldrig hele fuldstændig, siger Ole Christian Madsen.
- Måske bliver det aldrig det rigtige tidspunkt for en film, hvis man har været meget tæt på det her, siger Ole Christian Madsen.