Efter sidste års racisme-kritik: Oscar er ikke så hvid længere

Årets bedste film er meget mere mangfoldige sammenlignet med sidste år, siger filmredaktør.

Sidste år prægede #OscarsSoWhite i høj grad Oscar-uddelingen. I år ser det anderledes ud, siger Informations filmredaktør. (Foto: © DON Emmert, Scanpix)

Det er ikke unormalt, at Oscar-nomineringerne trækker overskrifter verden over, når de hvert år bliver offentliggjort.

Det gjorde de bestemt også sidste år. Men det skyldtes ikke alene de filmpræstationer, der var blevet udvalgt til at kæmpe om verdens mest prestigefyldte filmpris.

Her var der nemlig få ikke-hvide filmkunstnere blandt de nominerede. Alle de 20 nominerede skuespillere var eksempelvis hvide, og det førte til en ophedet debat om racisme i Hollywood.

Flere sorte skuespillere valgte ligefrem at boykotte uddelingen, og hashtagget #OscarsSoWhite (Oscar er så hvid, red.) blev symbolet på den hårde kritik filmbyens manglende mangfoldighed.

Anderledes ser det dog ud med årets Oscar-nomineringer, der blev offentliggjort tidligere på dagen. De er nemlig meget mere mangfoldige end sidste år, fortæller Christian Monggaard, der er filmredaktør og anmelder på Dagbladet Information.

- Det skyldes for det første, at der har været stor opmærksomhed på emnet. Men det skyldes også, at årets bedste film har været meget mere mangfoldige end sidste år, siger han.

Ekstra opmærksomhed på mangfoldighed

Seks af de nominerede skuespillere er i år sorte. Derudover er britiske Dev Patel, som har indiske rødder, blevet nomineret i kategorien ”bedste mandlige hovedrolle” for sin rolle som indisk adoptivbarn i filmen ”Lion”. Det er det højeste antal ikke-hvide skuespillere, der er blevet nomineret til en Oscar, siden 2007.

Derudover er den afroamerikanske instruktør Berry Jenkins blevet nomineret i kategorien ”bedste instruktør” for filmen ”Moonlight”.

Og fire af de i alt ni film, der kæmper om hovedprisen som ”bedste film”, har et ikke-hvidt hovedcast.

Ifølge Christian Monggaard er der ingen tvivl om, at de mere end 7.000 medlemmer af Oscar-akademiet, der står for at nominere årets bedste filmpræstationer, har været ekstra opmærksom på sikre en større mangfoldighed blandt de nominerede.

- Akademimedlemmerne har overvejende været hvide mænd, men det har den nuværende formand (Cheryl Boone Isaacs, red.) gjort meget for at ændre ved eksempelvis at invitere folk med andre hudfarver ind. Det kan godt have haft en effekt allerede nu, siger han.

Pissegode film

Men derudover er kvaliteten af de film, som eksempelvis har sorte skuespillere på rollelisten eller er instrueret af afroamerikanere, højere i år end sidste år, understreger han.

- Sidste år var der også masser af mangfoldige film. Kvalitetsmæssigt var de bare ikke på det niveau, som de skal have for at blive nomineret til en Oscar. Det har de været i år. Det er pissegode film og præstationer, siger han og peger på filmen ”Hidden Figures”, der handler om tre afroafroamerikansk kvinder, der arbejdede for Nasa i 1960’erne.

De var en af årsagerne til, at USA vandt rumkapløbet over Sovjetunionen, og filmen er blevet nomineret til tre priser, heriblandt ”bedste film” og ”bedste kvindelige birolle”.

- Det er fuldt ud fortjent, siger Christian Monggard og understreger, at noget tyder på, at Hollywood gerne vil satse på mangfoldige film i disse år.

- Mange af de film, der er blevet udgivet, har tydeligere holdninger om mangfoldighed og åbenhed end tidligere. I Hollywood har man også kunnet se, hvordan verden er blevet mere intolerant i de seneste år, og man kunne godt forestille sig, at producenterne vil tænke endnu mere mangfoldigt, når de i fremtiden udvælger deres film, siger filmredaktøren.