DR’s brugere er ikke i tvivl: Her er den nye hovedrolle i ’Skam’

Der kommer en fjerde sæson af den norske netsucces ’Skam’ til foråret.

Ifølge en afstemning på dr.dk er det 'Sana', som skal have hovedrollen i sæson fire af 'Skam'. (Foto: © NRK, Type 2)

Den norske netserie ’Skam’ har i den grad taget danskerne med storm, og hver uge følger titusindvis med, når det nyeste afsnit bliver lagt online på nrk.no.

Serien følger en flok gymnasieteenagere fra Oslo, og de tre første sæsoner har haft hver sin hovedperson. I sæson 1 fulgte man karakteren ”Eva”, i anden sæson var det ”Noora”, som var hovedperson, og i den tredje og igangværende sæson er det ”Isak”, man følger.

I går bekræftede NRK, at der kommer en fjerde sæson til foråret. Men Håkon Moslet, der er redaktionschef på NRK P3, ville dog ikke sige noget om, hvem fra gymnasieflokken der bliver den nye hovedperson.

Men hvis man spørger brugerne på dr.dk, er der ingen tvivl:

”Sana” skal være den næste hovedperson.

Vanskeligt, men interessant

Af de mere end 7.700 personer, som har stemt i dr.dk’s afstemning, mener næsten hver tredje, at vi næste gang skal følge den norske jente med de mellemøstlige rødder.

- Sana ville være vanskelig, men også potentielt meget, meget interessant, skriver Skam-fan Marie Boesgaard Bendtsen på DR’s Facebook-side.

Graver man sig ned i undertallene, er "Sana" både mændenes og kvindernes favorit. Det samme gør sig gældende, når man ser på de forskellige aldersgrupper, der har stemt.

På en andenplads i dr.dk’s afstemning kommer ”Vilde” ind med 1.308 stemmer. En af dem, der har stemt på hende, er Nadja Baun.

- Vil gerne vide mere om, hvor al hendes energi kommer fra, skriver hun på dr.dk’s Facebook-side.

På tredjepladsen finder man afstemningens wildcard, ”William”. Skuespilleren bag, Thomas Hayes, meddelte efter sæson to, at han var færdig med serien.

Men spørger man dr.dk’s brugere, bør han vende tilbage. Det er især de kvindelige brugere, der gerne ser ham som den næste hovedperson. Og det er også de unge brugere mellem 13 og 17 år, der gerne vil have ham tilbage på skærmen.

”Penetrator-Chris” kommer ind på en fjerdeplads med 13 procent af stemmerne, mens blot fire procent af brugerne ønsker at se ”Chris” som fjerde sæsons hovedrolle.

Flere af brugerne på dr.dk ser dog også gerne, at ”Noora” får lov til at få endnu en tur som seriens hovedrolle.

- Håber Noora og William, så man kan se, hvordan det går med dem, skriver Julie Hansen på dr.dk’s Facebook.

Du kan se første sæson af 'Skam' på dr.dk - og med danske undertekster - her. Hvis du vil se sæson to og tre, kan du se den med norske undertekster her.

Sådan har dr.dk's brugere stemt lørdag den 10. december klokken 16.30:

  1. 1

    Sana - 2.371 stemmer (30 procent).

  2. 2

    Vilde - 1.318 stemmer (17 procent).

  3. 3

    William - 1.186 stemmer (15 procent).

  4. 4

    Penetrator-Chris - 1.010 stemmer (13 procent).

  5. 5

    Jonas - 442 (6 procent).

  6. 6

    Magnus - 349 stemmer (4 procent).

  7. 7

    Chris - 309 stemmer (4 procent).

  8. 8

    Even - 306 stemmer (4 procent).

  9. 9

    Eskild - 153 stemmer (2 procent).

  10. 10

    Emma - 139 stemmer (2 procent).

  11. 11

    Ingrid - 128 stemmer (2 procent).

  12. 12

    Mahdi - 111 stemmer (1 procent).