At gå i biffen og se en film af M. Night Shyamalan er lidt som en af de der "prøv lykken-poser", man kunne få hos legetøjsforhandlere engang.
Man risikerer at gå derfra med guld eller gylp.
Jeg har haft nogle af mine skønneste biografoplevelser med hans film, da han peakede i slutningen af 90'erne og begyndelsen af 00'erne, men jeg har også haft nogle af de største skuffelser med hans film.
Faktisk så mange, at mine forventninger til en ny Shyamalan-film efterhånden ligger på et meget lille sted. Alligevel glæder jeg mig hver gang – for måske er det netop denne gang, jeg går derfra med guld i lykkeposen?
I anledning af Shyamalans nye film, 'Old', som jeg endnu ikke har fået bevæget mig ind i biografmørket for at se, har jeg rangeret de fem af hans film, jeg bedst kan lide.
Og til alle tastaturkrigerne derude, hvis pis jeg bringer i kog ved denne liste:
Træk lige vejret helt ned i maven, lav din egen liste, pust luften ud igen! Selv tak!
5. The Visit (2015)
Efter de horrible tåkrummere 'The Last Airbender' og 'After Earth' tænkte jeg, at Shyamalan havde tabt sutten. Der var intet af det tilbage, jeg elskede ham for i storhedstiden.
Shyamalan selv var også på røven – han måtte belåne sit hus for at få penge til 'The Visit', og han rejste Hollywood tyndt med en råklippet udgave, der blev ændret fra at være en arthouse-horror til en komediegyser for at lande et sted midt imellem.
Et søskendepar får kontakt til de bedsteforældre, de aldrig har mødt. De tager af sted for at besøge dem på deres landsted. Men de to gamle nisser gemmer på vanvittige hemmeligheder...
'The Visit' kan lejes hos blandt andet Blockbuster, Viaplay m.fl.
4. Split (2016)
'Split' var netop sådan en film, hvor jeg tænkte: Ha, nu er han tilbage! Endelig!
James McAvoy spiller en personlighedsspaltet med 24 forskellige personligheder. Nogle ufarlige, andre morderiske. Han har afsløret de 23 af personlighederne til sin psykiater, den sidste – dyret – ligger gemt dybt inde.
Filmen ser anderledes ud end de fleste andre Shyamalan-film, der ofte er meget glossede i deres look. 'Split' er mere rå og føltes moderne, da jeg så den. Bevares, den har sine problemer og et temmeligt bagstræberisk syn på psykiske lidelser.
Det allerbedste ved filmen gemmer sig dog i de sidste minutter. Her er en scene, der helt seriøst fik mig til at rejse mig op og klappe!
'Split' kan lejes hos blandt andet Blockbuster, Viaplay m.fl.
3. Signs (2002)
'Signs' var den sidste film i Shyamalans hattrick, der startede med 'Den sjette sans'. Den er ikke helt så stram i fortællestrukturen og har ikke de samme kæberaslende plot-twists, men det er stadig en virkelig god film.
Den er én af de her intense, langsomt glødende film, hvor dramaet ikke ligger i chokeffekter, men nærmere i det psykologiske samspil karaktererne imellem.
I et lille landsbysamfund bor familien Hess. Mel Gibson spiller faren, en desillusioneret præst, der efter sin kones tragiske død har haft svært ved at finde meningen med livet. Joaquin Phoenix spiller hans bror, der er flyttet ind for at hjælpe med børnene og gården.
Da nogle mystiske korncirkler dukker op over hele verden og i netop familien Hess' majsmarker, konfronteres de med spørgsmålet, om der virkelig er mere mellem himmel og jord, og om det, der er, er venligsindet.
'Signs' kan ses på Disney+.
2. Den sjette sans (1999)
Jeg var 21, da 'Den sjette sans' havde biografpremiere herhjemme.
21 år og fuld af alle mulige tanker om spøwelser og genfærd og parallelle universer. Helt seriøst følte jeg, at Shyamalans film var skræddersyet til mig.
Den har en del helt klassiske horrorelementer, men det bliver aldrig en gyserfilm. Det er nemlig i lige så høj grad et drama om en dreng i krise og en mand, der forsøger at hjælpe.
Bruce Willis spiller her over for Haley Joel Osment som henholdsvis børnepsykiateren og en dreng som, viser det sig, kan se døde mennesker alle vegne. Filmen er i sin essens en historie om at lære at lytte rigtigt til sine omgivelser.
Det var med 'Den sjette sans', at Shyamalan fik sit store kommercielle gennembrud, og her kendetegnet med de vilde plot-twists blev etableret. Et varemærke, han flere gange med ringe succes har prøvet at ryste af sig. Nogle gange skal man bare erkende og omfavne dét, man er god til.
'Den sjette sans' kan ses på TV2 PLAY og lejes hos Blockbuster.
1. Unbreakable (2000)
Faktisk er jeg lidt i tvivl om de to øverste pladser på listen, for begge er film, jeg holder meget af.
Jeg har tænkt længe over listens rækkefølge, og nummer et og to har byttet plads mange gange.
'Unbreakable' får lov at toppe listen (i dag), fordi den tager fat på superheltegenren på en original måde, endda inden Marvel og DC gik amok i cinematiske universer.
Bruce Willis spiller David Dunn, en mand, der har mistet sig selv (sådan er det i øvrigt ofte i Shyamalans film). Han og konen er gledet fra hinanden, og separation synes lige om hjørnet.
Men så overlever han mirakuløst – og som den eneste – en togulykke. Han bliver herefter kontaktet af Samuel L. Jacksons formidabelt spillede Elijah Price, en mand med en særlig sygdom, der gør hans knogler porøse og skrøbelige. Price er gigantisk tegneseriefreak og overbevist om, at Dunn har overmenneskelige kræfter.
'Unbreakable' er på én gang en meget stor historie, der graver i en slags ontologi over superhelte. Hvorfor er vi fascinerede af dem, hvorfor er de overhovedet opstået i fiktionen, og hvor hører skurkene hjemme?
Men det er også et meget lille drama om en mand i en midtlivskrise, der skal finde ind til dén mand, han altid har været, men måske også er flygtet fra.
'Unbreakable' kan ses på Disney+.