En flyvende muskelmand med underbukserne uden på tøjet. En knægt, der kan skyde edderkoppespind ud af håndfladerne. En overmenneskeligt stærk amazone, som kan flyve og se det på dig, hvis du lyver.
Det er hovedkaraktererne fra nogle af de helt store, traditionelle superheltehistorier, som filmstudiet Marvel hyppigt filmatiserer i alle mulige afskygninger.
Den første Marvel-film om superhelte til det mere voksne publikum var 'Iron Man', som udkom i 2008.
Siden da er studiet nærmest gået amok i superheltefilm, som hvert år lokker tusindvis af mennesker i biografen og er en indbringende forretning for filmstudiet.
I denne uge har endnu en superheltefilm premiere.
Men den adskiller sig markant fra de mange film om heltmodige supermennesker med overnaturlige kræfter.
For det første er det ikke en Marvel-film. Og for det andet er heltenes superkræfter måske ikke helt så super, som de går og bilder sig selv og omverdenen ind.
Forud for sin tid
Vi spoler lige tiden 19 år tilbage.
For mens vi alle sammen sprang ind i det nye årtusind, stod filmskaberen M. Night Shyamalan midt i en kæmpe professionel succes.
Hans film 'Den sjette sans', som han både havde skrevet og instrueret, havde haft premiere i det forgangne år, og både publikum og anmeldere var stærkt begejstrede for filmen om den lille dreng, der ser døde mennesker.
Midt i opturen syntes M. Night Shyamalan selv, at han havde en genial idé til sit næste filmprojekt: Tre vaskeægte superheltefilm med store mængder kapow og tegneseriestemning.
Den første film fik navnet 'Unbreakable' og handler om David Dunn med superheltenavnet The Overseer. En sikkerhedsvagt, som opdager, at han er usårlig, har overmenneskelig styrke og kan se skurkenes ugerninger, bare ved at røre ved dem.
Shyamalan hyrede Bruce Willis til hovedrollen og Samuel L. Jackson til rollen som den hyperintelligente Elijah Price med aliasset Mr. Glass og yderst skrøbelige knogler. Hvad kunne gå galt?
Det kunne timingen.
For M. Night Shyamalan var lige lovligt tidligt ude med sin første superheltefilm i år 2000.
På daværende tidspunkt forventede publikum noget mere i retningen af 'Den sjette sans', når de købte billetter til en M. Night Shyamalan-film, end en film, som baserede sig på superhelte.
Medierne gav den lunkne anmeldelser, og i en af de mest negative anmeldelser blev filmen nærmest kaldt en dårlig kopi af 'Den sjette sans'.
'Unbreakable' viste sig at blive en mavepuster for dens skaber, fortæller M. Night Shyamalan selv i dag.
- Det var kujonagtigt af mig ikke at kæmpe for individualiteten af den historie. Jeg ville gerne lave en film om tegneserier, som jeg tænkte, at folk ville kunne skabe sig et forhold til. Men alle sagde, at sådan var det ikke. Det var et lille nichemarked, siger han.
- Det havde været bedre, hvis jeg havde sagt til folk, at det her er ikke en gyser. At jeg kommer til at fortælle en historie om tegneserier.
Konfronteret i trafikken
Den skuffede instruktør havde altså taget hul på en trilogi, men han var ikke længere motiveret til at skrive de næste film i serien.
Derfor lagde han The Overseer og Mr. Glass på hylden for i stedet at kaste sig over andre projekter.
Men der var én, som ikke havde glemt M. Night Shyamalans løfte om flere superheltefilm – nemlig skuespilleren Samuel L. Jackson.
Han forstod ikke, hvorfor de ikke bare lavede en film til, som de havde aftalt.
- Engang stødte jeg på ham på en parkeringsplads. Han rullede vinduet ned og sagde 'Hvornår laver vi den efterfølger, mother fucker?' Jeg sagde 'Jeg arbejder på det'. Men jeg arbejdede ikke på det, fortæller M. Night Shyamalan.
- Et par år senere holdt jeg for rødt lys et sted i Beverly Hills. Han kørte op på siden af mig, rullede igen vinduet ned og sagde 'Hvornår laver vi den efterfølger, mother fucker?'.
- Vi laver filmen, mother fucker
Der gik 15 år, før der begyndte at ske noget. En dag ringede M. Night Shyamalan til Samuel L. Jackson med en hemmelighedsfuld besked.
Shyamalan havde booket en biograf og ville invitere sin tidligere skuespiller ind for at se sin nyeste film 'Split'. Uden at fortælle ham hvorfor.
Filmen handler om Kevin Wendell Crumb. En heftigt personlighedsspaltet mand, som kidnapper tre piger og udsætter dem for alle de mange, vidt forskellige karakterer, han rummer.
Først i filmens allersidste scene røbes det, at 'Split' hænger sammen med 'Unbreakable'. At Kevin Wendell Crumb befinder sig i superhelteuniverset, og at M. Night Shyamalan altså omsider havde lagt i kakkelovnen til endnu en film med Samuel L. Jackons og Bruce Willis' karakterer.
- Efter screeningen kom Sam ud og mødte mig på parkeringspladsen og sagde 'What? Hvad betyder det her?' Så sagde jeg 'Vi laver filmen, mother fucker'.
Har fundet sin indre ro
Og det er netop det, der nu er sket.
I 'Glass', som altså er tredje og sidste film i M. Night Shyamalans trilogi, er det tid til den sidste 'showdown'. Vi skal finde ud af, hvordan det slutter for de tre hovedkarakterer fra de to foregående film.
Denne gang er David Dunn, Elijah Price og Kevin Wendell Crumb blevet indespærret på en psykiatrisk institution og kommer i behandling hos en psykiater med speciale i mennesker, der selv tror, de er superhelte.
For måske er deres superkræfter ikke så super alligevel. Måske kan alt det overnaturlige forklares med en psykisk diagnose og naturens love.
Vi røber selvfølgelig ikke, hvordan filmen slutter.
Men vi kan godt fortælle, hvordan slutningen på så mange års arbejde føles for instruktøren selv. For selvom M. Night Shyamalan har produceret mange andre film, mens de tre superheltefilm er blevet til, skræmmer det ham, at 'Glass' føles som et punktum.
Hvad tænker du, når du ser tilbage på de sidste 20 år?
- Det er et godt spørgsmål. Lige nu, når du spørger, har jeg et meget konkret svar: Jeg er meget modsætningsfuld. For jeg er en striks, uafhængig filmskaber, og emnerne, som jeg laver film om, er utrolig tilgængelige. Så jeg står altid mellem de to ting, siger M. Night Shyamalan.
- Når alt det er sagt, så har jeg haft den allermest fantastiske karriere, man kan forestille sig. Jeg er så taknemmelig. Men jeg har også fundet min egen indre ro. Med 'Unbreakable' blev jeg så såret over, at folk ikke forstod, hvad jeg prøvede at gøre. Så jeg har prøvet at blive okay med mig selv. Jo mere okay, man kan blive med sig selv, jo mere fucking lykkelig bliver man også.