Den sydkoreanske film 'Parasite' skrev ved årets Oscar-uddeling filmhistorie, da den som den første ikke-engelsksprogede film nogensinde vandt prisen for 'Bedste film'.
Derudover vandt filmen også i kategorierne 'Bedste instruktør', 'Bedste manuskript' og 'Bedste internationale film'.
I den anledning bringer vi her Per Juul Carlsens anmeldelse fra slutningen af december 2019, hvor filmen udkom i de danske biografer.
Hold kæft, den slutning, altså!
Alt det andet er godt nok også på et virkelig højt plan, men den slutning er så velorkestreret, at man taber kæben ned under biografsæderne. Man kan næsten høre den halve verden sukke…
Nogle øjeblikke tidligere ser det ellers ud som om, at sydkoreanske Bong Joon-Ho har trukket tæppet væk under sig selv.
Men så retter han skuden op og viser, hvordan man kan bruge legende humor, spraglet fantasi, virtuos action og intens spænding til at skabe en suverænt underholdende fortælling ud af en af klodens helt store politiske udfordringer.
Bong Joon-Ho gør det, som sydkoreanerne elsker – han giver fanden i genrerne og blander det hele sammen efter behag.
Det gjorde han også i sin monsterfilm 'The Host', der var både virkelig sjov og virkelig uhyggelig, mens den langede ud efter både forurening og amerikansk imperialisme.
Han gjorde det også i 'Okja', der angreb dyremishandling og natursvineri i en blanding af action, crazy komik og satire.
Et slag mod klodens stigende økonomiske ulighed
Da Bong Joon-Ho retter op på 'Parasite', får han samtidig sendt et virkeligt præcist slag mod klodens stigende økonomiske ulighed, der efterhånden er blevet så grotesk, at de otte rigeste mænd i verden ejer lige så meget som halvdelen af klodens fattigste.
Han kunne ellers snildt have fortalt en historie om realistiske, fattige mennesker, der kæmper for at overleve i udkantsasien, mens rigmænd presser dem længere ud i elendighed.
Han kunne også, som britiske Ken Loach, researche virkelig grundigt i virkelige forhold og forsøge at ramme virkeligheden så præcist som muligt i en socialrealistisk film.
Så ville Bong Joon-Ho uden tvivl kun have kommunikeret med dem, der allerede mener, at verden er grundigt på skideren – men her rammer han uden tvivl meget bredere.
For da Bong Joon-Ho sætter sit afgørende stød ind i slutningen af 'Parasite', fuldbyrder han en helt anden type politisk film – nemlig en satirisk allegori, hvor verdenssituationen er kogt ned til to familier, den fattige Kim-familie, der bor i en gennemsnasket kælder for enden af en gyde i en sydkoreansk storby, og den rige Park-ditto, der har en ualmindelig smuk arkitekttegnet villa på toppen af byen.
Kim ejer kun affald, mens Park har alt.
Derfor giver det god mening, at teenagesønnen i Kim-familien snører sig inden for i Park-familien som engelsklærer for deres datter. Og at resten af Kim-familien derefter snylter sig inden for som henholdsvis kunstlærer for Park-familiens søn, som husholderske og som chauffør.
Viser overskud på alle leder og kanter
Da Bong Joon-Ho retter op på 'Parasite', viser han, hvor formidabel en filmmager, han er.
Netop som han i glimt har vist det med det besynderligt og fantastisk anderledes affaldsmonster i 'The Host', og med de aparte og fjollede politifolk, der bare ikke kan afsløre en brutal seriekvindemorder i 'Memories of Murder', og med den charmerende kæmpegris Okja i filmen af samme navn.
Da den 50-årige sydkoreanske instruktør spænder både den politiske og den følelsesladede skrue til sidst, serverer han en fortælling med et enormt overskud på alle tænkelige ledder og kanter. Fra satiren over rige koreanere, der svælger i alt, der har med USA at gøre, over den helt formidabelt tænkte brug af lugten af mug som det, der adskiller rig og fattig.
For ikke at tale om den pludselige vold, der rammer én lige i panden, over det helt igennem sublime lydarbejde, de elegante kamerature, den overraskende brug af musik og det virkeligt grundige arbejde med at give de otte hovedpersoner hver deres tydelige identitet.
Men det mest imponerende, da Bong Joon-Ho lader alle enderne mødes, er, at han formår at bruge den fulde palet og hele krydderihylden. Endda uden at mudre retten til med for meget af hverken komik, action, spænding eller dramatik.
'Parasite' står forbavsende skarpt til sidst. Man kan faktisk høre den halve verden sukke…