'Jeg græd, grinede og hoppede i sædet': Her er årets 10 bedste film

- Det er Quentin Tarantinos mest ærlige, mest dybe og mest hjertevarme film til dato - og jeg elsker vel at mærke alle hans film! Jeg var overrasket over filmen, da jeg kom ud af biografen, for det er ikke nogen almindelig Tarantino-film.

- Jeg elsker det tankeeksperiment, som er så fint og skrøbeligt beskrevet i filmen. Det er kropsliggjort af Sharon Tate, som symbolet på Hollywoods uskyld. Hun blev mejet ned af Manson-familien, der markerer uskyldstabet. Men hvad nu, hvis det ikke var gået sådan? Filmen er vokset i mig lige siden, jeg så den første gang.

- Og så stråler det ud af filmen, hvor godt Leonardo DiCaprio og Brad Pitt har det i hinandens selskab. Hvis man ikke aner en skid om Manson-mordene og Hollywood, så kan man også bare se den for deres dialog og samspil.

- Jeg ved nærmest ikke, hvad jeg skal kalde denne her film, der får dansk premiere første juledag. Det er en lillebitte, smal film, men det er også bare en kæmpe must see-film. Den er gået helt vildt godt i USA, hvor den bare bliver ved med at fylde sale.

- Det er en film om en fattig familie, der får job som tjenere hos en meget rig familie. Og de klæber sig fast som parasitter på denne her familie. Den har både noget til dem, der kan lide køkkenvaskrealisme, og noget til dem, der kan lide et helt syret, sorthumoristisk filmunivers. Og så indeholder den også en god gang splat.

- Noah Baumbachs film har Adam Driver og Scarlett Johansson i hovedrollerne som et ægtepar, der går fra hinanden. Den åbner med den fineste scene nogensinde, hvor de har fået at vide af deres parterapeut, at de skal skrive ned, hvad de har elsket ved hinanden. Det er så fint beskrevet og afsindigt velspillet - alle vil kunne genkende sig selv i filmen.

- Og så græd jeg så meget undervejs, at det næsten blev uværdigt. Man skal virkelig have snotkludene parat - og det er måske meget godt, at filmen nu ligger på Netflix, så man kan græde ud for fuld udblæsning hjemme hos sig selv.

- Jeg har fulgt med lige siden den første Marvel-film og er kæmpe fan af universet. Det kan godt blive lidt generisk indimellem, men det her var et helt vidunderligt, eksplosivt punktum for denne her fase af Marvel-universet.

- Jeg græd, grinede og hoppede i sædet undervejs i filmen. Det var en skøn rejse at være med på, og filmen var ikke ét minut for lang - det var som at knipse med fingrene, så var den slut.

- Paul Schraders film har kun kørt i Cinemateket herhjemme, men det er en virkelig, virkelig god film. Den handler om klima, religion og grundangst. Ethan Hawke spiller en martret præst, der har en sygdom, som han aldrig rigtig finder ud af, hvad handler om.

- Religionen kommer til kort i filmen, da den for ham at se er infiltreret af markedskræfter. Han finder ud af, at han bliver nødt til at spejle sig i det mørke, han har i sig selv.

- Den libanesiske film er instrueret af Nadine Labaki og havde premiere forrige år på Cannes, hvor den var talk of the town. Det er en vanvittigt hjerteskærende fortælling om en 12-årig dreng, der sagsøger sine forældre for at have sat ham i verden. Det gør han, fordi de ikke har givet ham den barndom, som ethvert barn har brug for og ret til.

- Den handler dels om et samfund, der ikke er gearet til at sørge for sine landsmænd, men også om voksne mennesker, der ikke ser de små mennesker, som omgiver dem. Det er et sindssygt stærkt persondrama, som også trækker tråde ud til dét, som Mellemøsten er blevet til i dag.

- Det er Hlynur Pálmasons film nummer to - hans første var den roste 'Vinterbrødre'. Det er et meget stærkt stilistisk portræt og en udforskning af, hvad det vil sige at være en mand.

- Filmen foregår på Island, hvor en politimand har mistet sin kone i en ulykke. Han finder så noget, der indikerer, at konen har haft en affære, og så knækker filmen for ham. Pálmason er meget optaget af knudemænd, og hvor svært det er for dem at bryde ud af deres skal. Når de så endelig gør det, føles det som en vulkan, der eksploderer.

- May el-Toukhys 'Dronningen' er klart den bedste danske film i år. Trine Dyrholm spiller rollen som en magtfuld, men søgende kvinde, der indleder et seksuelt forhold til sin stedsøn. Det er et rigtig godt eksempel på en film, der tager en helt masse aktuelle samfundsemner op til debat på en vanvittig velspillet og veloplagt måde.

- Når man ser den, taber man fuldstændig kæben over, hvor godt alle spiller. Og så er det også en billedmæssigt virkelig flot og vellykket film.

- Det er Laurits Flensted-Jensens spillefilmsdebut og et meget fint generationsportræt af de tre unge mennesker, der allesammen er stærke udenpå, men virkeligt skrøbelige indeni - den ene af rollerne spilles af Bodil-vinderen Victoria Carmen Sonne.

- Alle rollerne er helstøbte og super fint beskrevet, og filmen står tilbage som et virkelig fint portræt af en generation, som har skullet stå model til meget, og som bare prøver at blive elsket.

- Det er en sort komedie, der udspiller sig i 1800-tallets England, hvor Olivia Colman spiller dronning Anne, og så er der to kusiner, der kæmper om hendes gunst.

- Det er et fuldstændig gakket trekantsdrama med store kjoler, fed dialog og spændende scener. Filmen er instrueret af græske Yorgos Lanthimos, og det er en stor og virkelig skøn rejse ud i gak-gak-land.