Det tager fusen på os hver eneste gang.
Her har vi gået og opfattet en eller anden berømthed som en halvgud og et næsten uopnåeligt væsen, der var i kontakt med en ophøjet tilstand – og så viser det sig at vedkommende havde et par forældre, gik i skole, blev større og større i sin barndom og baksede med præcis de samme problemer med selvværd som alle vi andre.
Det burde ikke overraske os. Men det gør det.
Det kommer som et lille chok for os hver gang, ligesom det kom bag på os, at David Bowie overhovedet kunne dø, og at Robin Williams ofte var godt gammeldags deprimeret.
Det er den følelse af forundring over at hilse på et menneske, der gør Torben Skjødt Jensens dokumentar ’Væbnet med ord og vinger’ til så varm og frydefuld en oplevelse.
Det er ikke mennesket Michael Strunge, der er interessant. Det er kunstneren og digteren Strunge. Men ved at få foldet mennesket ud, opstår der et nyt lys på kunstneren og hans kunst.
Skyllede medicin ud i lokumment
Der er ikke en eneste analyse af Michael Strunges digte i ’Væbnet med ord og vinger’, der er ingen ekspertvurdering om hans betydning og hans eftermæle, men derimod vidnesbyrd fra en lang række mennesker, der kendte Strunge, voksede op sammen med ham, trådte deres digterbarnesko i hans selskab, var kæreste med ham, ven eller kollega til ham osv.
Og ud fra deres beretning opstår et billede af en ung mand, der skrev digte, ikke en digter, der for resten også var en ung mand.
Vi får at vide, at han voksede op i en helt almindelig arbejderboligblok i Hvidovre, at han var begavet i skolen, at han drillede lærerne, faldt for David Bowie og senere for punken.
Vi får at vide, at han købte så mange plader med den nye punkmusik under en skoleudflugt til London, at han ikke havde råd til at købe mad, at han forsøgte at gå imod sin bipolare lidelse ved at holde sig vågen i mange timer, og at det var under de søvnløse forløb, han skrev sine mange digte.
Vi får at vide, at han skyllede sin medicin ud i lokummet, fordi den kvalte hans kreativitet, at han var en damernes ven, at visse kredse i punkmiljøet blev sure på ham, fordi han gjorde sig til talsmand for miljøet og meget mere.
Føler man har kendt ham
Det forunderlige er, at venner og kolleger som Søren Ulrik Thomsen, Klaus Lynggaard, Bo Green Jensen, Gorm Henrik Rasmussen, Pia Tafdrup og Lars Schwander tegner så klart et billede af Michael Strunge, at man næsten har en fornemmelse af at have kendt ham.
Man ender med at føle, at man har hørt ham formulere stemningen i et digt, at man har hængt ud med ham på en bar i det indre København, og at man har set ham fyre den af som manisk verdensmand.
Og vennerne tager os med, når de bliver ringet op midt om natten for endnu engang at høre ham rable løs af strøtanker i en bundløs depression og videre med til begravelsen ovenpå Strunges psykotiske spring ud af vinduet på Webersgade i København den 9. marts 1986.
Musikken hænger og svæver
Som kunstnerisk modvægt til de vennesæle beretninger har Torben Skjødt Jensen håndplukket en række digte, som Strunge selv læste op, tilsat musik af Povl Kristian og Peter Peter, og instrueret dem som små musikvideoer.
De fungerer ikke helt så upåklageligt som portrættet af mennesket Strunge, primært fordi de hænger og svæver et sted mellem Strunges 80’er-poesi og en ubestemmelig 2017-fornemmelse.
Der er ikke noget i vejen med hverken musikken eller billeder, men sat sammen med Strunges digte virker de præget af en kunstnerisk ubeslutsomhed og hjemløshed.
Men uden dem, uden et forsøg på at give Strunge en ny kunstnerisk kant i et 2017-portræt, havde ’Væbnet med ord og vinger’ været tæt på et overhyggeligt ’Her er dit liv’-lignende portræt, som på ingen måde havde været i den gamle punkers ånd.