Den amerikanske tv-kanal FX laver stort set alle mine yndlingsserier.
Koldkrigsthrilleren 'The Americans', den artsy hiphopkomedie 'Atlanta', det impressionistiske forældredrama 'Better Things' og den altid overraskende antologiserie 'American Crime Story'.
Deres slagord er 'fearless' - frygtløs - med tanke på, at de laver serier, der ikke behøver at have skyhøje seertal, hvis bare de er modige og vigtige.
Med serien 'Pose', hvis anden sæson lige er slut, har de mere end nogensinde bevist, at de mener det.
Der er ikke mange andre serier, der i så høj grad kan bryste sig af at få noget så smalt til at have mainstream-gennemslagskraft.
Den er fyldt med transpersoner, både foran og bag kameraet, og handler om noget så specifikt som Ballroom-scenen i New York i slutningen af firserne.
Ballerne er den konkurrenceprægede showkultur, der blev et frirum for marginaliserede minoriteter, og som man kan få et eksotisk glimt af i den legendariske dokumentarfilm 'Paris Is Burning' fra 1990.
Men 'Pose' er et af de tilfælde, hvor jo mere specifik historien bliver, jo mere universelt vedkommende føles den.
Serien rammer først og fremmest seeren som en farverig eksplosion af energiske undergrundskonkurrencer, pailletter, fjer og hatte,aids-krise og fattigdom i storbyen.
Men ud af støvet træder langsomt, men sikkert, en dybt rørende historie om betydningen af venskaber og muligheden for at skabe sin egen familie, når oddsene er imod en, og samfundet vender en ryggen.
'Pose' er vedkommende, underholdende og banebrydende tv.
Her er et par af grundene til, at 'Pose' har udvidet vores serieverden, både på skærmen og udenfor.
En helt ny slags hovedpersoner
Vi er så vant til, at hovedrollerne i vores serier er hvide og cis-kønnede, at det føltes som en regulær revolution, da Jill Soloway lavede den ekstremt vellykkede 'Transparent'.
Endda selvom Jeffrey Tambor, der spillede titelrollen som transforælder, er en helt almindelig, midaldrende mand.
'Pose' går skridtet videre og har to hovedroller, Billy Porter og MJ Rodriguez, der er henholdsvis homoseksuel og transkvinde, også når kameraet er slukket.
Billy Porter, der spiller den flamboyante ballroom-konferencier, Pray Tell, fortæller, at han ikke kunne tro på det, da han blev nomineret til en Emmy for bedste mandlige hovedrolle.
Han så bare sig selv som en lille del af et ensemble, men seriemogulen Ryan Murphy, der står bag serien, overbeviste ham om, at det handlede om mere end bare hans egen præstation.
- Han forklarede mig, at det handler om positionering. At køre mig i stilling som en larmende, sort, homoseksuel skuespiller, der er ude af skabet og spiller hovedroller. Og nu har jeg forstået betydningen af det, har Billy Porter fortalt til Hollywood Reporter.
Billy Porter har skabt opmærksomhed med sine gallaoptrædener i blandt andet fuldt Cleopatra-kostume og den fantastiske Christian Siriano-kreation, der vendte op og ned på vores ideer om kjole og hvidt.
Vor tids mest visionære serieskaber
Ryan Murphy, der står bag 'Pose', og som overbeviste Billy Porter om betydningen af hans position som hovedrolleindehaver, er ikke hr. hvemsomhelst.
Faktisk er han nok den mindst hr. hvemsomhelst-agtige serieskaber, vi har lige nu.
Han satte hele filmindustrien på den anden ende sidste år, da streaminggiganten Netflix gav ham to milliarder kroner for at lave serier for dem i fem år.
En fuldstændig uhyrlig sum, selv efter Hollywood-standarder. Men hov, tænker den opmærksomme læser, i introen stod der da, at 'Pose' blev lavet af en tv-kanal, der hedder FX?
Jeps, det mest vanvittige ved hans aftale med Netflix er, at han endda har fået lov til at fortsætte sine serieprojekter for sit oprindelige hjem, FX, blandt andet 'Pose', ved siden af.
'Pose' er på den måde en del af en kæmpestor, visionær pakke, der er ved at forandre serieverdenen gennemgribende.
Ryan Murphy har stiftet initiativet 'Half', der arbejder på at forpligte filmindustrien på, at mindst halvdelen af de ansatte er kvinder, racegjorte eller repræsenterer LGBTQIA+-minoriteter.
Der er ingen andre serieskabere, der lykkes med at arbejde med så stort et politisk perspektiv og have så ekstremt mange forskellige succeser, både hos kritikere og seere.
Murphy står bag serier så forskellige som musicalserien 'Glee', plastikkirurgkomedien 'Nip/Tuck', gyserserien 'American Horror Story' og antologien 'American Crime Story'. Men hans engagement i minoritetsperspektiver skinner igennem i alle serierne.
Trans-talent
En del af forklaringen på, hvordan Murphy kan gabe over så mange serier på en gang, er, at han er mester i at dele sin magt ud.
Instruktøren Janet Mock, der også er en central del af 'Pose'-holdet, fortæller, hvordan Murphy satte sig ned med hende og lavede en plan for hendes fremtid.
Den præsenterede hun for Netflix og gik ud fra mødet med en flere-årig kontrakt på mange millioner og som den første transkvinde med magten til selv at sætte serier i søen for et stort selskab.
Mange film- og serieskabere føler sig presset til at forsvare sig, når de bliver gået på klingen med deres ansvar for at inkludere minoriteter i deres projekter.
Især når det handler om at fortælle historier om de samme minoriteters kamp for anerkendelse.
Instruktøren Jean-Marc Vallée kom alvorligt på glatis, da han sagde, at han aldrig havde overvejet at hyre en transperson til at spille Jared Letos Oscar-vindende rolle som transkvinde i 'Dallas Buyers Club'.
Filmen, der ligesom 'Pose' finder sted under aids-krisen i 80’erne.
Det er befriende med Ryan Muphy at se en serieskaber, der går i en helt anden retning og ser tidsånden som en mulighed for at skabe nye typer af talent og fortælle historier på en ny måde og fra andre perspektiver.
Og 'Pose' er på alle måder et totalt originalt serieværk, der sjovt nok handler om fortiden, er indbegrebet af nutidens politiske diskussioner om repræsentation og viser mange af de skuespillere og historiefortællere frem, som vi kommer til at følge i fremtiden.
Begge sæsoner af 'Pose' kan ses HBO Nordic, mens første sæson også kan ses på Netflix.