Ahem. Det er vigtigt at kunne indrømme, når man tager fejl, synes jeg.
Så inden jeg beskriver, hvorfor fængselssagaen 'Orange Is the New Black' er en af de mest banebrydende serier, der nogensinde er lavet, så vil jeg lige dele noget med dig.
Tilbage i 2013, da Netflix udsendte den første sæson, skrev jeg om serien, at jeg ikke kunne lide den, fordi den havde 'en totalt intetsigende hovedperson i en komedieserie, der nærmest aldrig er sjov.'
Siden er jeg kommet til at elske den spraglede historie om fangerne fra kvindefængslet Litchfield, ikke på trods af, men faktisk på grund af de ting, der irriterede mig i starten.
Serien blev et af Netflix' største hits nogensinde og har samtidig skabt masser af debat om fængselssystemet i USA og de indsattes rettigheder.
Her er nogle af de ting, der gør, at vi kommer til at tale om 'Orange Is the New Black' mange år ud i fremtiden. Selvom serien altså slutter endegyldigt med den aktuelle, syvende sæson.
En røvkedelig rambuk
Jeg forelskede mig ikke i den selvoptagede middelklassekvinde Piper Chapman, der tænkte, at indsættelsen nok ville blive en meget spændende oplevelse, fordi hun havde 'læst op på fængsler'. Hun lignede alle andre hovedpersoner i de serier, man kendte.
Men det viste sig at være hele pointen, at hun skulle være en form for gennemsnitlig rambuk for det gennemsnitlige publikums opmærksomhed, så man kunne lokke os ind til et ensemble af kvinder, der ikke ligner noget andet, vi har set.
Det var også et sjovt take på, hvordan man kan lave en enkeltstående biografisk bog til en lang fiktionsserie. At Pipers historie, som beskrevet i Piper Kermans bog, 'My Year in a Women's Prison', bare var startskuddet til et helt univers.
Kvinder i alle former og farver
Altså det er jo ikke fordi, alle skuespillerne er grimme i virkeligheden. I virkeligheden er de bare meget forskellige af udseende.
Men de er iscenesat demonstrativt uforfængeligt uden klassisk filmmakeup, i brutalt lys. De er tykke og tynde, brune og sorte, butch, queer og gamle.
Det er vidunderligt befriende, at man ikke kan aflæse ud fra udseendet, hvem man skal holde med. De larmer, de er sjove, og de har både grim og fræk sex. Og ligesom ingen bliver reduceret til deres forbrydelse, bliver de heller ikke reduceret til deres udseende eller identitet.
'Hvide, djævelske jødekælling'
Modet til at lave en serie, der bryder med så mange regler og forventninger, kommer ikke af sig selv.
Hjernen bag det hele hedder Jenji Kohan, og hun har tidligere skrevet manuskripter til serier som 'Venner', 'Gilmore Girls' og 'Sex and the City'. Hun er en hård negl, der siger, hvad der passer hende, og hun har stået model til et barsk og sexistisk arbejdsmiljø i mange år, før hun begyndte at styre serierne selv.
For eksempel blev hun for sjov kaldt 'White devil jew bitch' som fast kælenavn af kollegerne, da hun skrev for komedieserien 'Rap fyr i L.A.'.
Hendes eget gennembrud blev med hitserien 'Weeds', der handlede om narkosalg i forstæderne, flere år før Walter White overgik succesen i 'Breaking Bad'. Historien går på, at hun pitchede serien med bare fire ord: potsælgende enke og forstadsmor.
Umulig at sætte i bås
Nogle gange, når man ser noget nyt og originalt, så ser det dårligt ud, fordi man ikke kan placere det i de etablerede rammer. Så da jeg i 2013 kaldte 'Orange Is the New Black for 'en komedieserie, der nærmest aldrig er sjov', så var det helt misforstået.
Den har aldrig spillet efter tv-kanalernes regler om serietyper. Det er ikke et tilfælde, at den er på Netflix og ikke en stor, reklamefinansieret broadcaster. Den er så genremæssigt forvirrende, at den både har været nomineret til en Emmy i komedie- og dramagenren, i to forskellige år.
Tidligere var der nærmest vandtætte skodder mellem komedieserier med afsnit på en halv time og dramaserier med afsnit på en time. Men efter 'Orange Is the New Black' føles det næsten som om, alt er muligt, både i forhold til tone og længde.
Syvende og sidste sæson af 'Orange Is the New Black' kan - sammen med de øvrige seks sæsoner - ses på Netflix.