Du kan lede lige så tosset, du vil.
Du kan løfte Dumbos enorme ører, du kan forsøge at finde ud af, hvordan Colin Farrell mistede sin ene arm, og du kan barbere skægget af den skæggede dame.
Men du finder aldrig forklaringen på, hvorfor Disney-koncernen har valgt at genoplive den 78 år gamle fortælling om elefanten med de store flyveører, Dumbo.
I hvert fald ikke i filmen.
Der er intet i Tim Burtons og Ehren Krugers omskrivning af den gamle historie, der forklarer, hvorfor den bare skulle fortælles igen.
Ligger der måske en underfundig pointe et sted, som kan graves frem og kædes sammen med politik eller børneopdragelse eller noget tredje, der beskriver vores tid?
Nej, ikke det mindste. Begrundelsen ligger et helt andet sted. Disneys hovedkontor har åbenbart indset, at de ikke kan finde på nye historier.
I stedet er de i fuld gang med omskabe deres klassiske tegnefilm til live action eller realfilm, det vil sige med rigtige mennesker og bunkevis af computereffekter.
Vi har allerede set 'Junglebogen' og 'Skønheden & Udyret', og inden sommeren er omme, har også 'Aladdin' og 'Løvernes konge' fået en omgang i maskinen.
'Junglebogen' blev mere rå og voldsom af at lade 'rigtige' dyr tale og agere – til gengæld mistede den rigtig meget af den oprindelige tegnefilms charme.
Men råstyrken gav i hvert fald filmen noget nyt, og den talende zoologiske have lignede da en kunstnerisk begrundelse, så at sige, for at genindspille 'Junglebogen'.
Hvad skal Dumbo i 2019?
Til gengæld var det sværere at se, hvorfor 'Skønheden & Udyret' skulle genindspilles næsten scene for scene, mens eventyret blev forfladiget til en standardmusical.
Lige så svært er det at se, hvad 'Dumbo' skal i 2019.
Tim Burton, der har stået bag så suverænt selvstændige og originale film som 'Edward Saksehånd', 'Sleepy Hollow' og 'Corpse Bride', gør skam, hvad man kan forvente.
Og flot og overdådigt ser det ud, når en rigtig lille sød elefant flyver rundt i en stor og pompøs cirkusmanege.
Det er selvfølgelig skabt i en bunke computere, men livagtigt ser det ud.
Det giver også god mening at servere slutningen i den oprindelige film efter et kvarters tid, for alle ved jo, at Dumbo endte med at kunne flyve.
Men alt det, der er tilføjet derefter, virker underligt idéforladt.
Eftersom den nye 'Dumbo'-film er set fra menneskenes perspektiv – og altså desværre er uden talende dyr – er musen Timothy, der hjælper Dumbo, pillet ud og erstattet af to søde børn, Milly og Joe, og deres far, der er vendt hjem fra 1. verdenskrig - en arm fattigere.
Da Dumbo viser sig at kunne flyve, dukker storkapitalen naturligt nok op for at score kassen.
Det sker i form af milliardæren Vandevere, der kunne have været en vild og sjov figur i hænderne på Michael Keaton.
Men uvist af hvilken grund er han blevet en underlig standardudgave af hundredevis af onde storkapitalister på film.
Han er ikke sjov, han er ikke fascinerende, han har ingen gode replikker, han er bare grådig.
Dermed repræsenterer han meget fint hele den nye 'Dumbo'.
Der er penge i klassikere
Tim Burton er helt klart skæggest, når han har et dystert og gotisk bagtæppe at fortælle ud fra.
I 'Dumbos' tilforladelige familieunderholdningsunivers falder komikken tungt.
Spændende er det heller ikke, for det er godt nok ikke svært at regne ud, hvordan det hele skal ende.
Og på intet tidspunkt træder Vandevere, Milly, Joe eller deres far i karakter med en spændende personlighed.
Jamen, hvad skal vi så med 'Dumbo' i live action-udgave?
Det er business, min ven.
Der er store penge at hente ved at genoplive klassikerne med computereffekter og 3D og hele gøjemøget.
Og Disney er i fuld gang med at puste sig op og pudse deres brand af, inden streamingtjenesten Disney+ skal tage kampen op med Netflix.
Hovedkontoret i Disney burde måske skele lidt til, hvordan det går Vandevere i 'Dumbo', da han ikke kan styre sin pengetrang. Men det er en helt anden historie...