Vi kender historien om Den grimme Ælling, der opdagede, at den var en smuk svane, og alt var helt cool alligevel.
Men her er beretningen om en grim ælling, der drømmer om at være en smuk svane, men ender med at blive en grim and, som understreger at grimme ænder også kan være så særprægede, at der er noget smukt ved det. Eller noget i den stil.
Det er fortællingen om Tommy Wiseau, der påstår at være født og opvokset i New Orleans, selvom hans tykke accent lyder mere af Østeuropa – og som opfører sig så aparte, at han virker til at være fra en anden planet.
Han drømmer om at gøre karriere som skuespiller i Hollywood. Men det er svært, når man taler gebrokkent, og i øvrigt har meget lidt talent for skuespil.
Usædvanligt elendig film
Så langt, så godt er der ikke noget usædvanligt ved vores historie om den grimme and. Men så sker der noget.
I frustration beslutter Wiseau sig for at skrive et manuskript og filmatisere det for en formue, han på mystisk vis har stående på sin bankkonto.
Kærlighedsdramaet ’The Room’, der har Wiseau selv i hovedrollen, får efterhånden ry for at være en usædvanligt elendig film.
Klichéfyldt historie med besynderlige valg, elendigt skuespil og endnu mere horribel dialog. Figurer dukker vilkårligt op og forsvinder ud af historien. Og et sted meddeler en af karaktererne, at hun er dødsmærket af kræft - og så hører vi ellers ikke mere til det.
Og nu begynder eventyret om den grimme and at ta’ fart. Hurtigt får ’The Room’ ry for at være ’den dårligste film nogensinde’.
Den er så dårlig, at den næsten er en magisk oplevelse. Flere stjerner fra Hollywood – den slags, Tommy Wiseau gerne ville være en del af – begynder at hylde ’The Room’, og da Wiseaus ven, Greg Sestero, der spiller en af hovedrollerne, skriver bogen ’The Disaster Artist’ om sine oplevelser med filmen, bliver der straks spekuleret i en filmatisering.
I hænderne på Franco
Den havner i hænderne på den myreflittige stjerne James Franco, der selv er en særpræget personage med roller i dramaer som ’127 timer’ og fjollede komedier som ’This is the End’ og som tilmed har udgivet musik og instrueret dystre filmatiseringer af seriøs litteratur af Cormac McCarthy og William Faulkner.
Franco elsker muligheden for at optræde som Tommy Wiseau og genskabe scenerne i ’The Room’. Og han skynder sig at gøre opmærksom på, at der er tale om en hyldest ved at lade kolleger som J. J. Abrams og Kevin Smith rose ’The Room’ i begyndelsen af filmen.
Sådan en hengivenhed er helt usædvanlig i betragtning af, at Tommy Wiseau forsøgte at skabe et seriøst drama med ’The Room’, men fejlede med et brag.
Han endte med at blive udsat for latter, hvilket i den her sammenhæng slet ikke er det samme som at blive til grin.
Magiske talentløshed
Der er en utrolig respekt for Wiseaus magiske talentløshed, og med hjælp fra forfatterne Scott Neustadter og Michael H. Weber bliver ’The Disaster Artist’ til den flinkest mulige historie, man kan fortælle på den baggrund, en klassisk beretning om to gode venner, der går gennem tyndt og især tykt for at skabe en film sammen og ender med – temmelig bagvendt – at blive stjerner.
Det piller afgjort meget af magien af fænomenet Wiseau og hans magisk dårlige film at gøre den til en klichéfyldt venskabshistorie. ’The Room’ er klart renere uden at hele dens tilblivelse skal forklares og forklejnes. Og det bliver aldrig forståeligt, hvorfor Greg Sestero er blevet gjort til en forfjamsket bifigur, der i øvrigt bliver irriterende overspillet af Francos lillebror, David.
Men skidt, James Franco er uimodståeligt skideskæg som Wiseau. Intet kan virke nemmere for en komiker end at rende rundt med en absurd paryk og sige sine replikker utydeligt og gebrokkent.
Men det lykkes også filuren Franco at gøre et rørende menneske ud af Tommy Wiseau – den grimme ælling, der faktisk var en grim and, men en helt speciel af slagsen.