Vi nærmest vader i genfortællinger fra 2. Verdenskrig.
Vi har lige set 'Kongens valg' fra Norge. Inden da så vi 'Fuglene over sundet' fra Danmark. Om lidt kommer Lone Scherfigs ærkebritiske 'Their Finest Hour' fra England. Og inden da var der danske '9. april' og 'Under Sandet'.
Fænomenet er endda så udtalt, at de eneste tyske film, der ankommer til de danske biografer, er dem, der omhandler 2. Verdenskrig.
Film om 2. Verdenskrig går ganske enkelt godt i de danske biografer.
Puster til dommedagsprofetierne
Hvorfor? Hvad skal vi med alle de genfortællinger og rekonstruktioner af 75 år gamle begivenheder?
Svaret er muligvis indlysende.
Fornyelig mente en svensk historiker, at tredje verdenskrig allerede er begyndt. Og han er langtfra den eneste, der puster til dommedagsprofetierne. Overalt i medierne bliver der meldt om tilspidsninger af forhold, om fjendebilleder og om samme nationalistiske vinde, som vi så i årene op til 2. verdenskrig.
Noget tyder på, at vi har brug for at spejle os i den seneste store europæiske krig, for at forstå hvem vi er, hvorfor vi tænker, som vi gør – og ikke mindst for at huske hinanden på, hvad krig gør ved folk.
Fordrev otte mio. mennesker
Franske ’Frantz’, der fik dansk premiere i sidste uge, lignede en opfordring til at huske på, at vores fjender ligner os selv. De vil det samme som os - spise, elske og drømme med dem, de holder af.
Ugens franske anti-krigsfilm, ’Dengang i maj’, er inde i samme spor. Ifølge filmens fortekster fortæller den om en af det 20. århundredes største masseflugter, om dagene omkring den 10. maj 1940 da tyskernes invasion af Frankrig fordrev otte mio. mennesker fra deres hjem.
'Baseret på beretninger fra dem, der forlod alt for at leve et andet sted', meddeler filmen tilsidst. Og ikke meget af det, der foregår i filmen, er overraskende.
Folk smed, hvad de havde i hænderne, alt det, de havde bygget op i generationer. Nogle mistede familiemedlemmer i tilfældige træfninger – andre steder blev hele konvojer af flygtninge mejet ned af tyske jagerpiloter, der åbenbart savnede spænding. Undervejs opstår der slagsmål om mad og drikke og et sted at bo.
Mildt sagt ikke meget nyt
Alle de oplevelser garnerer forfatteren og instruktøren Christian Carion med en række opdigtede skæbner, som en fremskridtsivrig borgmester og hans kone, en tysk modstandskæmper på flugt med sin søn, en smuk skolelærerinde, en bonde med en imponerende vinsamling i kælderen og en strandet skotsk officer.
Det er klassisk krigsfilm som vi kender det helt tilbage fra ’Den længste dag’ og ’Battle of Britain’ fra henholdsvis 1962 og ’69, med en håndfuld dramatiske skæbner, der bliver foldet følelsesladt ud med det store historiske vingesus og smukke forårslandskaber som baggrund.
Der er mildt sagt ikke meget nyt i ’Dengang i maj’. Men lige fra begyndelsen lykkes det Christian Carion at skabe en ubehageligt klar fornemmelse af hvad det vil sige at føle sit truet på livet og forlade sit hjem og sine drømme for at drage mod et fremmed sted.
En pointe ulmer under det hele
Det er en håbløs opgave i en moderne verden, hvor folk forbinder en pakket kuffert med afslapning og luksus, ikke lidelse og flugt.
Men Carion har held med projektet, måske især takket være den enlige bonde, Paul, der sidder i sin vinkælder og smånipper til alle de lækre og fine rødvine, hans familie har samlet sammen, og som han ikke kan få sig selv til at vinke farvel til. Så kan vi se hvilken familiehistorie en flygtning vinker farvel til.
Under det hele ulmer naturligvis en anden pointe i ’Dengang i maj’. Den er jo ’baseret på beretninger fra dem, der forlod alt for at leve et andet sted’. Underforstået: Vi europæere har selv været i samme situation som flygtningene fra bl.a. Syrien.
Det er endda ikke så mange år siden. Den slags fællestanker har man også film fra 2. verdenskrig til.