Det er en mærkelig følelse når fremtiden føles nostalgisk. Når cyborgs og cyberpunks og andre mennesker med kunstige lemmer og øjne minder dig om Poul Nyrup Rasmussen eller Kurt Cobain eller snefyldte vintre eller en eller anden du engang var forelsket i gennem et par uger, men som du siden har glemt.
Sådan er det med det nye blockbustereffektdrøn 'Ghost in the Shell'. Det præsenterer os for en ikke så fjern fremtid, hvor storbyskylinen er oplyst af kæmpefarvestrålende 3D-reklamer, nogen steder er selve 3D-reklamerne endda på højde med skyskraberne.
Store verdensomspændende firmaer har mindst ligeså meget magt som politikerne, og på gaderne blandes robotter med mennesker og alt det, der er midt imellem, kød og hjernemasse blandet med plastik og metal og ledninger.
Sexede og melankolske Major
Det er fremtid, men vi har set den før. Den var på mode i 1980'erne og op gennem 1990'erne, inden den ligeså stille døde ud og blev overtaget af en andre modeluner indenfor science fiction.
I 1980'erne legede først 'Bladerunner', siden 'RoboCop' og 'Total Recall' med idéen om menneskelige maskiner og maskinelle mennesker blandt os.
Senere, i 1989 i Japan, tegnede og skrev Masamune Shirow mangaen 'Ghost in the Shell' om Major, en cyborg bestående af en menneskehjerne og en kunstig skal. I 1995 blev den til en anime, japansk for tegnefilm, instrueret af Mamoru Oshii.
Den fik straks stor betydning i populærkulturen med sine billeder af den sexede, melankolske Major, der bekæmper luskede typer i et på én gang futuristisk og nedslidt Tokyo. Wachowski-søstrenes 'The Matrix' fra 1999 var for eksempel stærkt inspireret af Oshiis univers.
Som Frankensteins monster
Og her er vi så, 18 år efter 'The Matrix', i 2017, med Scarlett Johansson som Major og danske Pilou Asbæk som hendes følgesvend, Batou. Der er afgjort noget nostalgisk over Rupert Sanders nye ’Ghost in the Shell’, især fordi den følger Oshiis film meget tæt.
Major er stadig resterne af en ung flygtningekvinde, hvis krop var smadret til det ubrugelige – uden nærmere forklaring.
Takket være firmaet Hanka Robotics bliver hendes hjerne pakket ind i sexet højteknologisk isenkram, der ikke alene giver hende nyt liv, som Frankensteins monster, men også superkræfter. Og ganske hurtigt er Major en del af anti-terror-enheden Section 9 – alt imens hun forsøger at finde ud af, hvem og hvad hun egentlig er.
Sjasker sig gennem nøglescener
Det er naturligvis de vilde actionsekvenser i en vild visuel kulisse, der skal sælge 'Ghost in the Shell' – hvilket i øvrigt ikke er gået helt så godt som forventet. Men under den futuristiske skal gemmer spøgelset sig.
Hvor er mennesket i Major? Hvor stammer hun fra? Og på et højere filosofisk plan: Hvad vil det sige at være menneske?
De spørgsmål var Oshiis tegnefilm ikke bange for at stille – det er japanerne sjældent i deres tegnefilm. Men amerikanerne bag 2017-versionen har tydeligvis været nervøse for ikke at fange deres publikum i øjenhøjde.
Bortset fra flotte actionsekvenser og effekter er der skruet ned for ambitionerne mange steder. Filmen drøner afsted gennem de utrolige kulisser, i stedet for at give os tid til at dvæle ved storheden, ved det næsten guddommelige i det univers, hvor menneskets natur skal defineres.
I det hele taget japper og sjasker Sanders sig gennem mange af historiens nøglescener.
Sjælen har haft det bedre
Derfor ender der med at være noget halvkvalt, noget halvfærdigt over 2017-versionen. Den tør ikke gå linen ud, med tid og plads til store tanker, sådan som 'Blade Runner', Oshiis film og 'The Matrix' gjorde – og netop med stor succes.
Den har ikke modet til at opskrive historien med nutidens forskning inden for kunstig intelligens. Det ender med at være det visuelle der skal sælge Sanders’ version. Og det gør det. Det er ganske enkelt fantastisk at se på.
Men sjælen derinde – den det hele handler om – har haft det bedre.