Der er ikke nogen pæn måde at sige det på: Spil-filmatiseringer er notorisk dårlige.
Som spilanmeldere for Troldspejlet (siden henholdsvis ’99 og ’06) har det været hårdt at iagttage et Hollywood, der konsekvent har taget det, vi elsker allermest og misforstået det på et helt grundlæggende plan og smidt det i biffen.
Nej, der findes ikke mange gode - faktisk ingen - filmatiseringer af computerspil; kun enkelte, som er mindre dårlige end de andre.
Heriblandt Christophe Gans’ hæderlige 'Silent Hill' fra 2006, som lader til at være den, der har forstået mest af originalproduktet.
Til gengæld er der en hel del af dem, der er så ringe, at de er sjove at se. Og hér kommer en liste over nogle af dem, som er oplagt til at 'hate-watche' - i anledning af det nyeste skud på stammen: 'Tomb Raider'.
Mortal Kombat (1995)
Mortal Kombat-filmen fra 1995 er en sær størrelse, fordi den har forstået en vigtig ting, som mange computerspils-filmatiseringer ikke forstår:
Det der gør spillet underholdende, og det er slåskampene. Og dem er der rigeligt af i filmudgaven. Det starter relativt tidligt, og så ser den sig ellers ikke tilbage. Til gengæld misforstår den noget andet ret vigtigt ved 'Mortal Kombat'-spillene; at det skal være møghamrende blodigt.
Og det får man bare ikke fra filmen, der desværre er PG-13. Så en blodfattig omgang af et af verdens mest voldelige og udskældte og kontroversielle spil fremstår en smule tam.
Til gengæld får du masser af dårligt skuespil, masser af fejl-casts (Christopher Lambert som den japanske tordengud, Raiden, er fremragende overspil) masser af nævekampe og ret dårlige effekter, og... Verdens. Bedste. Soundtrack. En rigtigt god, dårlig b-film.
Doom (2005)
'Doom'-spillet er blevet kaldt 'the game that spawned everything', og selvom det statement er diskutabelt, så ændrede Doom-filmen fra 2005 til gengæld intet.
En lam, tynd Aliens-kopi, sat på en rumstation på Mars med en masse rummarinesoldtager, hvor dæmonerne fra spillet er skiftet ud med zombie-væsner, og tempoet fra spillet er skiftet ud med det fra en Kieslowski-film…
Hvordan man kan misforstå den simple hårdtpumpede, højoktan-prægede præmis fra 'Doom'-spillene (marine, våben, dæmoner, skyd!) er uden for vores fatteevne. Til gengæld kan man opleve Karl Urban, som altid er en fryd, en ond Dwayne 'The Rock' Johnson og en førstepersons-sekvens, som er okay vellykket.
Og så er der i det mindste en BFG (Big Fucking Gun) med.
Er tilgængelig på stream.
Lara Croft: Tomb Raider (2001)
Vi ved godt at dette er en liste over filmatiseringer, der er så dårlige, at de er lidt fede. Men selvom den første Tomb Raider-film fra 2001 langt fra er et mesterværk, så er den stadig unødvendigt udskældt.
Den store forskel er at Lara Croft her virker som en determineret, stærk karakter, og så at Angelina Jolies præstation virkelig stjæler hele filmen.
Og så er der en sans for globetrotteri og eventyr og gravkamre, som slet ikke er tilstede i hverken efterfølgeren, 'The Cradle of Life' eller den nye skændsel med Alicia Vikander i titelrollen.
Effekterne er bestemt ikke ældet med ynde, men Angelina Jolie er en fryd. Så se den for hende.
Er tilgængelig på stream.
Resident Evil (2002)
Udover 'Mortal Kombat', så er der faktisk endnu en titel fra b-filmenes svar på Paul Thomas Anderson på listen her: Nemlig Paul W.S. Anderson.
'Resident Evil'-filmen udmærker sig ved at have nærmest ingenting med det oprindelige spil fra ’96 at gøre – det kom først senere.
Sidenhen blev det til fem efterfølgere og et hav af penge, men den første film er nu engang den mest underholdende, fordi den rammer en ret god belejrings-stemning og effekter, der ikke altid bare forfalder til dårlig computergrafik.
Og så var hovedpersonen endnu ikke blevet til en superhelt, som kunne klare alt.
Er tilgængelig på stream.
Street Fighter (1994)
En af de første computerspils-filmatiseringer nogensinde (den første er vel teknisk set 'Super Mario Bros.' fra 1993) er stadig en af de absolut værste på den fede måde: 'Street Fighter' med Van Damme i hovedrollen.
En film, der er brygget på så dårlig smag, at 'Mortal Kombat' til sammenligning fremstår som en film af Kubrick. Street Fighter er baseret på kampspillet af samme navn, hvor belgiske Van Damme (naturligvis) spiller den ærkeamerikanske, Oberst Guile, og man har aldrig troet mindre på en skuespiller.
Filmen er ét stort clusterfuck af dårlige beslutninger både på manus og et skuespilmæssigt plan, hvor man dog kan mærke at Raúl Juliá (i en af sine sidste roller) virkeligt nyder at spille skurk på en rigtig teatralsk måde.