L.O.C: Jeg er træt af pik og patter

Rapperen Liam O'Connor vil skrive mere meningsfulde sange - men forsikrer fans om, at han ikke ender som Rasmus Seebach.

(Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR Kultur)

Han var lige så rå og beskidt i munden, som han plejer.

- Du gør det til en bitch at være farveblind, sang rapperen Liam O'Connor, som optræder under navnet L.O.C.

- Selv før vi kendte hinanden, var du fræk i sengen.

Liam O'Connor spillede onsdag aften på en pakket Bøgescene på Smukfest 2017. Her sang han hittet 'Du Gør Mig' foran tusindvis af fan, som sædvanlig også blev taget med på en tur tilbage til Aarhus V's hårde miljø, hvor han voksede op.

Fremover bliver der dog skruet ned for "blær" og "hule ord", når fans gennem hans sange får indblik i Liam O'Connors liv.

- Hvis jeg skal skrive noget nyt, skal det give mere mening, fortæller Liam O'Connor til DR, et par timer før han indtager Bøgescenen.

Her optrådte han med numre fra opsamlingsalbummet 'Anno XV'. Det blev udgivet sidste for at markere, at det var 15 år siden, at L.O.C udgav sit første soloalbum, 'Dominologi'.

- Når jeg hører det nu, synes jeg, det er fedt, men det er ”bare” raptekster med lidt blær. Det giver sgu ingen mening for mig. Lige nu gider jeg faktisk ikke at spilde tid på at sidde og skrive en tekst for sjov, siger Liam O'Connor.

L.O.C indtog Bøgescenen på Smukfest onsdag aften. Her fik han en kæmpe velkomst i skoven.. (Foto: Helle Arensbak/Scanpix 2017) (Foto: © Helle Arensbak, Scanpix)

Mindre pik og patter?

Sagen er den, at Liam O'Connor sidste år blev far. Sammen med kæresten Christiane Schaumburg-Müller fik han i september sønnen Constantin, og den nye rolle som far har ifølge rapperen ændret på hans tilgang til musik.

- Skal jeg være ham, der står og synger om pik og patter? Hvordan skal jeg forklare min dreng det, når han begynder i børnehaven."Hvad er det, far siger?", siger den 38-årige rapper.

Liam O'Connor fortæller, at han fortsat vil blive ved med at skrive om hans erfaringer, indre konflikter og alt det, der ligger ham nært. Forskellen er bare, at indholdet fremover skal være mere meningsfuldt - på samme måde, som når han skriver sange til sin snart etårige søn.

- Jeg skriver numre til min søn. Men jeg skriver jo ikke om bleskift og sådan noget. De handler om kulturarv, familiens historie og nogle ting, som jeg selv har fået fra min far. Det er ting, som jeg synes, at min søn skal have med fra mig, siger Liam O'Connor.

Sangene til sønnen vil rapperen dog skåne sin fans for.

- Hvis jeg udgav det, ville folk nok lytte til det og tænke: 'Hvad fanden er det?', siger han.

- Jeg skal sgu ikke lave sådan en ’L.O.C synger for de små’. Det vil jeg lade Rasmus Seebach om. Han har melodierne og poprytmerne til det. Det vil virke for akavet, hvis jeg skulle lave det.

Tanja Møller (tv) og Rikke Lykke Kor (th) var blandt de tusindvis af fans, der hørte L.O.C på Smukfest 2017. De er kommet for at høre rapperen bande. (Foto: © Troels Karlskov, DR Kultur)

Fans: Nej tak til følelsesporno

Den melding er et par L.O.C-fans glade for.

- Det er ok, hvis han synger til sin søn. Men han skal holde følelseporno ud af det. Han skal ikke ud i Rasmus Seebach-genren, siger Rikke Lykke Kor på 22 år, som er mødt op for at høre L.O.C på Bøgescenen.

Hun er på Smukfest sammen veninden Tanja Møller på samme alder.

- Han skal holde fast i sin Aarhus V-stil. Han er 'gangsta', og han udtrykker sin livsstil og barndom.

- Det er den, han er, og det skal han blive ved med, siger hun.

Anders Holk (tv) og Nicklas Bang (th) synes kun det er fedt, hvis L.O.C bliver lidt mere "sofistikeret". (Foto: © Troels Karlskov, DR Nyheder)

"Han må gerne udvikle sig"

Ifølge Nicklas Bang på 27 år og Anders Holk på 30 år, som er til samme koncert, må Liam O'Connor gerne skrue op for følelserne og det meningsfulde i hans sange.

- Han er gået fra pik, patter og stoffer til noget, der er mere gennemtænkt. Han har udviklet sig meget over de seneste 10 år, siger Nicklas Bang, der gerne lytter med på L.O.C's nye sange.

Det gør Anders Holk også gerne.

- Jeg er selv Aarhus-dreng og har hørt hans musik hele livet. Uanset hvad han laver, om det var så sammen med symfoniorkestret, synes jeg, at det er fedt.

- Det fede ved L.O.C er, at han udvikler sig hele tiden. Hans musik bliver bedre og bedre, og det har udviklet sig i en naturlig retning, siger Anders Holk.