OBS! Videoen er fjernet, da DR ikke længere har rettigheder til at vise den på dr.dk.
Han er blevet kaldt en "dragende popkunstner", hvilket ikke kun refererer til den danske sanger Bisses tekster og musik, men også for hans hang til at optræde iført knaldrød neglelak, læbestift og mere eller mindre outrerede sceneoutfits.
Senest er han gået på scenen iført en hvid skjorte, en stor sort og rød fjerbesat maske, hijab og endda iført fiskenet.
Tøjet trækker ligeså meget opmærksomhed som ordene, han synger, men for den 30-årige Thorbjørn Radisch, handler det om at lege.
- Det er fordi, det skal være sjovt. Det er scenen og lyset - og tøjet, som kan sætte sangene i et andet lys, hvis jeg for eksempel har kjole på. Jeg gør det ikke for at provokere, men fordi jeg synes, det er sjovt, siger han.
Præsten prædiker heller ikke uden præstekjole
Der er ikke nødvendigvis de store overvejelser bag tøjet, afhængig af hvor han optræder, bedyrer sangeren, der onsdag aften spillede på årets Smukfest.
- Jeg har optrådt uden makeup om dagen i det fri, men det er jo sjovt at tegne mig lidt op. Det er en kampmaling. Ligesom præsten ikke prædiker uden præstekjole. Det er ikke skønsang, jeg leverer, det handler om livet og om de store følelser, og derfor skal jeg også være lidt højtidelig, siger han.
Tøjet bliver jævnligt udskiftet. Derfor bliver det også snart til et farvel til den hvide skjorte og den store fjerbesatte maske fra Italien.
- Jeg købte den, da vi optrådte til de danske kunstneres reception ved Venedig Biennale. Når vi er færdige med turné her i august, er jeg nødt til at lægge den på hylden, ellers kan det blive lidt plat, selvom det har været vildt sjovt at have den på.
Et højtideligt rum
Han insisterer på, at selvom udklædningen er en vigtig del af sceneshowet, må der aldrig være for mange tøjskift undervejs i et show, for det kan blive for forvirrende.
Og så er vi tilbage ved musikken.
- Det kan godt blive lidt for fest-agtigt. Og jeg kan jo godt lidt den fordybelse, der er i musikken. Det skal være et højtideligt rum.
Han bryder sig ikke om at tale om Bisse som en karakter.
Det er bare noget, han kalder sig. Alligevel medgiver han, at der er en snert af skuespil, når han går på scenen.
Ligesom hans kæreste har gjort ham opmærksom på, at når han tager makeup'en og scenetøjet på, bliver hans stemme en lille smule højere.
- Jeg træder jo i karakter, man jeg skal træde frem på baggrund af et stort tæppe, lys og nogle fantastiske musikere. Så skal jeg træde frem. Det er ligesom, når man lægger makeup på til en fest, så vil man også gerne markere sig, siger han og fortsætter:
- Det er da lidt kedeligt, når man optræder iført "almindeligt" tøj, men jeg har respekt for det. Det er ofte også kunstnere, for hvem det hele handler om musikken. Det handler ikke kun om musikken for mig, det handler også om fortællingen, dramaet musikken skaber, mødet mellem ordene og musikken. Det er hele scenen.
En musicalmand
Ligheden er til at få øje på. Det let teatralske, musikken, sceneshowet, udklædningen, makeup’en og skuespillet.
Er det en forestilling det, du laver?
- Det er det måske. Det er bare ikke…..det der forfærdelige, hvad hedder det nu. Det er ikke en musical, slår Bisse fast.
Men efter nogle minutters refleksion når han alligevel en mindre erkendelse.
For musical kan trods alt være mange ting og svær at definere.
Og egentlig er han også stor fan af den amerikanske karakteristiske hæse sanger og sangskriver Tom Waits' album "Alice", hvoraf de fleste af sangene blev skrevet til teaterstykket af samme navn.
- Det kan sgu godt være, det er en musical, jeg laver. Jeg er nok en musicalmand, jeg kan bare ikke lide dem, siger han og smiler.