15-årige Frederik og Christian er ikke i tvivl: 'Kim Larsen er jo legenden!'

Kim Larsen fik torsdag aften fat i det unge publikum foran Store Scene på Vig Festival.

  • 15-årige Frederik Christensen og vennen Christian Keis stod på forreste række, da Kim Larsen spillede torsdag aften. (Foto: © Claudia Pérez Tidmand, DR)
  • Kim Larsen på Vigs Store Scene. (Foto: © Claudia Pérez Tidmand, DR)
  • Selvom Kim Larsen blev siddende under hele koncerten, så det ikke ud til at påvirke publikum. (Foto: © Claudia Pérez Tidmand, DR)
  • En mor sidder på skuldrerne af sin mand med sit barn på armen, for bedre at kunne se koncerten. (Foto: © Claudia Pérez Tidmand, DR)
  • De unge stod forrest, da Kim Larsen gav koncert. (Foto: © Claudia Pérez Tidmand, DR)
  • Kim Larsen var akkompagneret af sit band 'Kjukken'. (Foto: © Claudia Pérez Tidmand, DR)
  • Nogen havde taget skilte med, da Kim Larsen spillede op til dans på Vig Festivals Store Scene. (Foto: © Claudia Pérez Tidmand, DR)
1 / 7

Hele Danmarks Kim Larsen spillede torsdag aften hele Vig op til dans.

Selvom Kim Larsen under hele koncerten sad placeret på en stol med sin guitar, så det ikke ud til at påvirke den brogede flok af glade festivalgæster, der dansede og sang med på hits som ’Sirenesang’ og ’Midt om natten'.

Da den 71-årige nationalskjald sammen med bandet Kjukken indtog Vig Festivals ’Store Scene’, var det ikke kun voksne, der udgjorde den brogede flok. Også en lang række unge mennesker var mødt op til danske folkefest.

'Det var den fedeste koncert'

Vennerne Frederik og Christian er vilde med Kim Larsen, også selvom alderen kun siger 15. (Foto: © Claudia Pérez Tidmand, DR)

- Den var bare fucking fed! Kim Larsen er jo ’legenden’, fortæller 15-årige Frederik Christensen der sammen med vennen Christian Keis stod på forreste række, da Kim Larsen sammen med Kjukken spillede sine kendte viser på Vigs Store Scene.

De to venner var klædt på til festen med hvide trøjer og 'Kim Larsen' skrevet med rødt på ryggen. De ville nemlig gøre oplevelsen til noget helt særligt:

- Kim Larsen er bare helt speciel, du ser ikke en anden sanger, der kan det, han kan. Han er sin egen, siger Christian Theis og peger på sin trøje.

- Vi har hørt hans musik, siden vi var helt små, og vores forældre sang hans sange til fester og spillede dem for os, uddyber Christian Keis.

Drengene er ikke i tvivl om, at Kim Larsen er for alle aldersgrupper:

-Det er den fedeste koncert, der nogensinde har været her på Vig Festival, fortæller Christian Keis.

Frederik Christensen nikker samtykkende og tilføjer:

- Jeg ved faktisk ikke, præcis hvad det er, han kan, men det er da ret fedt, at man kan samle børn fra 10 års alderen til voksne pensionister

'Vi kan alle synge med'

Vennerne Kristine og og Simon er 19 år gamle og er glade for at have hørt Kim Larsen på Vig Festival. (Foto: © Claudia Pérez Tidmand, DR)

På samme måde som de 15-årige Kim Larsen-fans, er vennerne Simon Ølholm og Kristine Jacobsgaard også enige om, at Kim Larsen formår at samle folk på tværs af aldersgrupper.

- Han formår at få alle med, fortæller den 19-årige Kristine Jacobsgaard.

- Det er sjovt at være til hans koncert, for altså hele Danmark kender jo hans sange, og vi kan alle synge med, tilføjer Simon Ølholm og fortsætter:

- Musikken gør en glad, og den indeholder bare en masse minder.

- Jeg blev glad, da jeg så, han skulle spille, og jeg var ikke i tvivl om, at det var en koncert, jeg skulle høre, så da han spillede ’Joanna’ og alle sang med, kunne jeg ikke andet end at blive glad, siger Kristine Jacobsgaard.

'Det er noget alle er vokset op med'

René Hellemann og Carina Abrahamsen var begejstrede for Kim Larsens optræden på Vig Festival (Foto: © Claudia Pérez Tidmand, DR)

- Kim Larsen har været en del af min barndom, men han formår samtidig at forny sig selv, og jeg tror det er derfor, at han kan holde fast i publikum, lyder det fra den 34-årige René Hellemann, der sammen med veninden Carina Abrahamsen kan nikke genkende til det, de unge fans også nævner.

- Er der nogen, der kan skabe en folkestemning, så er det Kim Larsen. Det er noget, alle er vokset op med, fortæller 39-årige Carina Abrahamsen.

- Om vi var i 70'erne, 90'erne eller nu her, så er hans tekster noget, man kan forholde sig til, forklarer Carina Abrahamsen, der sammen med René Hellemann ikke er overasket over det unge publikums fremmøde.

- Det er jo det, de kender!, lyder det fra René Hellemann og Carina Abrahamsen tilføjer:

- Det så fedt, især når han så rocker hele pladsen, selvom han sidder ned. Total legendarisk koncert!

Se billederne fra koncerten øverst i artiklen.