Die Antwoord, Tove Lo og Kim Larsen til Tinderbox 2017

Tinderbox er klar med seks nye navne til næste års festival i Tusindårsskoven.

Publikum kan glæde sig til at opleve sydafrikanske Die Antwoord, svenske Tove Lo og nationalklenodiet Kim Larsen på næste års Tinderbox. (Foto: © Kollage)

Der er blevet spillet med musklerne på landets festivaler i denne uge, hvor både Roskilde Festival og Northside har præsenteret store navne til næste års festival.

Nu er det blevet Fyns tur. Tinderbox føjer i dag seks nye navne til plakaten for næste års festival.

Blandt de nye navne finder man den sydafrikanske hiphop-trio Die Antwoord og den svenske popstjerne Love Lo.

Kim Larsen en af de mest ønskede kunstnere

Tinderbox præsenterer yderligere danske publikumsfavoritter som Kim Larsen& Kjukken, Magtens Korridorer, Suspekt og Thomas Helmig.

Kim Larsen & Kjukken var en af de mest ønskede kunstnere på næste års festival, så pressechef for Tinderbox Morten Hopballe er stolt over dagens offentliggørelse.

- Vi er stolte over at kunne føje de seks nye navne til næste sommers program. Seks navne, der understreger Tinderbox' brede appel, og seks navne, som vi er sikre på, at publikum vil tage rigtig godt imod, siger han og fortsætter.

- Kim Larsen & Kjukken, Magtens Korridorer, Suspekt og Thomas Helmig kræver ikke nogen nærmere introduktion, og vi er virkelig stolte over, at vi nu kan skrive dem på 2017-plakaten.

Tinderbox annoncerede tidligere på året Lukas Graham og Martin Garrix som hovednavne på næste års festival.

Tredje udgave af Tinderbox finder sted 22.-24. juni 2017 i Tusindårsskoven syd for Odense.