'Du kan ikke optræde, medmindre du taber dig': Flere k-pop-stjerner fortæller om kæmpe pres for at se slanke ud

Fem koreanske popmusikere fortæller om daglig vægtkontrol for at kunne slå igennem.

Hwasa (tv.) og Han Seung-yeon (th.) er to af de k-popstjerner, der har valgt at stille op i dokumentaren. (Foto: © Lee Jin-Man/Piovanotto Marco, Kollage: Søren Winther Nørbæk/Ritzau Scanpix)

Hun spiste i skjul en enkelt sort sesam-riskage, men fik med det samme så dårlig samvittighed, at hun tvang sig selv til at kaste op.

Sådan fortæller den 29-årige Hwasa, der er med i k-pop-gruppen Mamamoo, om startskuddet på sin kamp mod anoreksi og depression.

Hun er en af de fem kendte popstjerner, der i dokumentaren 'Bodymentary' står frem og fortæller om daglige vægtkontroller og regler, kvinderne fik besked om at følge, hvis de skulle slå igennem.

Dokumentaren har ifølge flere medier – heriblandt den engelsksprogede avis The Korea Times, fået seere til at rose kvinderne for at stå frem.

Kvinderne fortæller, at de allerede inden deres gennembrud får en enkelt formel, som de skal forsøge at gå efter, hvis de skal blive slanke nok til at slå igennem.

Formlen hedder højden i centimeter minus 120. Resultatet af det regnestykke er så den vægt, kvinderne skal have. Hvis man følger regnestykket, betyder det, at en kvinde med en højde på 165 centimeter forventes at veje 45 kilo.

Mange af kvinderne fortæller, at deres agenter pressede dem med sætninger som, "du kan ikke optræde, medmindre du taber dig", skriver The Korea Times.

Slankekure gjorde dem syge

Flere af de medvirkende fortæller, at deres kure har ført til, at de er blevet syge. Han Seung-yeon, der er 36 år og tidligere var med i bandet Kara, fortæller i dokumentaren, at hendes læge bad hende om at tage syv kilo på.

Sangeren Soyou, der tidligere var medlem i Sistar, fortæller, at hun kom på hospitalet, efter hun kollapsede på gaden. Under hospitalsopholdet fortæller hun, at hendes største frygt var, at lægerne ville give hende behandling.

Det sydkoreanske band Kara, som Han Seung-yeon var medlem af. Hun står yderst til højre. (Foto: © Lee Jin-man, Associated Press)

De andre medvirkende fortæller, at deres spiseforstyrrelser førte til selvhad.

Skaberen bag dokumentaren, Chung Jae-won, fortæller til The Korea Times, at han har forsøgt at få flere af de helt unge kvinder med i dokumentaren, men presset fra branchen har betydet, at de ikke havde lyst til at stille op.

Tidligere har der også været historier om, at k-popstjerner er blevet kontrolleret i en sådan grad, at en af dem måtte undskylde sine fans, fordi hun havde fået en kæreste.

Årelange træningsforløb

Historierne fra 'Bodymentary' kommer ikke som nogen overraskelse for Anders Reuter. Han er musikforsker ved Lunds Universitet, hvor han også forsker i k-pop.

- Det er desværre stadig ret udbredt i en del af k-popkulturen. Der er ret mange rigide træningsprogrammer, som typisk varer mange år. Her rekrutterer man unge teenagere og træner dem i sang og dans og fortæller dem, hvilke kropsidealer de skal leve op til, siger Anders Reuter.

Han synes dog, at der er ved at ske en bevægelse i k-popkulturen, hvor ældre sangere i deres voksenliv er begyndt at sige fra. Men han vurderer også, at reglerne er ved at bløde op, i takt med at k-popkulturen bliver mere vestliggjort.

- Det er ved at blive blødt op, fordi k-pop efterhånden er grundigt infiltreret i den globale popmusik. Derfor begynder artisterne også mere at opføre sig, som vestlige artister gør, siger Anders Reuter.

Han minder dog om, at kulturelle forskelle også spiller ind. En ting er, at den sydkoreanske kultur er mere autoritetstro. En anden er, at presset på artisterne i Sydkorea bliver mere italesat, mens idealerne i Vesten er integreret i vores kultur, og dermed er noget, vi vokser op med.

Anders Reuter mener, at presset også eksisterer i de vestlige lande, men blot er mindre italesat end i Sydkorea. Han peger på, at mange yngre kunstnere er tragisk er døde i en alder af 27. En af dem er Amy Winehouse. (Arkivfoto). (Foto: © Shaun Curry, Scanpix Denmark)

- Presset i Sydkorea er mere direkte, og der bliver sat ord på presset, mens artister i den vestlige kultur selv har lært, hvad der kræves af dem. Der er jo desværre en grund til, at vi i vores verdensdel har en klub 27 (gruppe af kunstnere, der døde som 27-årige, red.), som i flere tilfælde også blev udsat for pres, siger Anders Reuter.

Skaberen bag dokumentaren, Chung Jae-won, håber, at dokumentaren kan være med til at sætte gang i en større debat om kropsidealer. The Korea Times skriver, at dokumentaren har ført til debat på sociale medier om kropsidealer.