Dansk computerspil nomineret til 'computerspillenes Oscar'

Spilfirmaet Playdead kan blive ’Game of the Year’ ved dette års Game Awards for spillet ’Inside’. I alt er spillet nomineret i fem kategorier.

The Game Awards 2016 kan ses live fra Los Angeles i Microsoft Theater fra kl. 02.30 dansk tid fredag 2. december på thegameawards.com (© Playdead Studio)

Endnu en gang har det danske spilfirma Playdead Studios imponeret spilverdenen.

Deres første spil 'Limbo', som de udgav i 2010, var nomineret til et rekordstort antal priser ved det årlige 'Game Developers Choice Awards’.

Spillet, hvor man i et dunkelt univers følger en dreng på jagt efter sin forsvundne søster, endte med at vinde en enkelt pris for bedste visuelt design.

Og 2016 tegner sig også godt for det danske firma. Deres blot andet spil 'Inside' er i år blevet nomineret i hovedkategorien 'Game of the Year' ved computerspillenes fornemste show 'The Game Awards', der afholdes i Los Angeles fredag 2. december fra klokken 02.30 dansk tid.

Playdead: Vi er meget stolte

Udover nomineringen i kategorien for årets 'bedste spil', er computerfirmaet med spillet 'Inside' også blandt de nominerede i kategorierne 'bedste fortælling', 'bedste lyddesign', 'bedste uafhængige spil' og 'bedste scenografi'.

Dermed udfordrer 'Inside' store spilproduktioner som 'Uncharted 4', der har kostet det samme som en Hollywoodfilm.

- Vi er meget stolte over, at 'Inside' er nomineret til The Game Awards 2016 sammen med titler, som har 20 gange så store budgetter. Det har stor betydning for et uafhængigt studie som os at få den opmærksomhed. Det betyder, at mange flere får kendskab til spillet, som vi har brugt seks år på at lave, skriver spilfirmaet Playdead i en pressemeddelelse.

'Inside', der spiller på en række mystiske og indtryksfulde scenarier, blev udgivet i sommer.

The Game Awards kan ses direkte via et onlinestream fra blandt andet showets egen hjemmeside.

Det vil blive den største digitalt distribuerede begivenhed nogensinde, da også lande som Kina vil have mulighed for at se showet.