Bonnie besøger sit tidligere bordel: Deroppe er bollerummet

Bonnie har arbejdet som prostitueret i mere end 20 år - et livsfarligt og vanedannende erhverv.

- Det var forfærdeligt den første gang. Jeg tudede og tudede og tudede, kan jeg huske.. og kørte direkte på bodega og fik mig en bajer.

Sådan fortæller Bonnie om første gang, hun solgte sin krop.

- Jeg vidste jo slet ikke... bare det der med at sætte gummi på.

DR1 har fulgt den prostituerede Bonnie gennem to år. Det er blevet til DR 1 Dokumentaren 'Bonnie og de tusinde mænd'.

Kunderne holder i kø

Bonnie tager imod sine kunder på sit bordel på Sjælland under dæknavnet ’Patricia’.

Seerne er med, når Bonnie arbejder, når sms’erne vælter ind med kundehenvendelser, når bilerne holder i kø ude foran bordellet, når væmmelsen tager over, og når det hele bliver alt for meget.

Hun var kun 18 år gammel, da hun prostituerede sig første gang. I dag bor Bonnie med sine tre børn i et rækkehus i provinsen, hun lider af en spiseforstyrrelse og har svært ved at spise, fordi hun har smerter i hals og tænder, og hendes krop siger fra.

Selvom Bonnie ved, at arbejdet forværrer lidelsen, så kan hun alligevel ikke stoppe.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved. Måske er det bare lettere ikke at være Bonnie, siger hun.

Internationalt kendt

I dokumentaren tager Bonnie os blandt andet med til et bordel, hvor hun tidligere har arbejdet.

- Det er det værste lort at komme ned til og tænk sig, at jeg har arbejdet der.

- Det vindue deroppe er det eneste vindue ind til bollerummet, forklarer hun, mens hun viser bordellet frem.

Se situationen i dokumentaren søndag aften kl. 20.00 på DR1. Efterfølgende er der mulighed for live-chat med blandt andre dokumentaristen bag dokumentaren Mette Korsgaard.

Bonnie blev et internationalt kendt ansigt i 2013, da fotojournalist Marie Hald vandt World Press Photo Award med sit portræt af hende.

OPDATERET: Tidligere indeholdt denne artikel et klip fra dokumentaren 'Bonnie og de tusinde mænd', men det indeholdt personfølsomme oplysninger og er derfor blevet fjernet.