- De er ekstremt velorganiserede. Så hvis du nogensinde var i tvivl om det man siger med, at svenskerne er tyskere forklædt som mennesker, forsvinder tvivlen her. Når det kommer til at sælge krimier, er de uovertrufne.
Sådan siger litteraturkritiker og krimi-ekspert Bo Tao Michaëlis. Til daglig anmelder for Politiken, indgående kender af krimiens udvikling og en af dem, der hvert år kårer de bedste nordiske bøger indenfor genren.
DR Krimiklubben læser i maj måned den svenske forfatter Christoffer Carlssons bog 'Den usynlige mand fra Salem', og har i den forbindelse bedt Bo Tao Michaëlis om at give et svar på, om svenskerne stadig er verdensmestre i krimier.
En status, de opnåede tilbage i tresserne og halvfjerdserne, da forfatterparret Sjøwall og Wahlöö buldrede derudaf med deres samfundskritiske opklaringshistorier.
Forfatteren baner vejen for butikker
- Svenskerne har stået øverst på skammelen lige siden, og det mener de også selv, at de gør i dag. Det er ikke et beskedent folkefærd, men jeg må give dem ret. De er i høj grad stadig førende, siger Bo Tao Michaëlis.
Men, men, men. Førertrøjen handler ikke om bøgernes litterære kvaliteter og banebrydende afprøvninger af genren. De er simpelt hen enormt dygtige købmænd.
- Den svenske stat sender deres krimiforfattere ud i verden. De giver dem penge til at rejse til Amerika, hvor de læser op på svensk, og så er der en, der har oversat til engelsk. Når forfatteren har været der, kommer der sjovt nok en H&M-butik lige i hælene, og salget af Volvo-biler stiger.
Bøgerne sælger landskab og livsstil
- Det er skidesmart. Man kan sige meget om krimiens litterære værdier, men ud fra et købmandssyn er der penge i lortet. Det irriterer mig voldsomt, at det danske kultur- eller udenrigsministerium ikke kan se, at de også skal bakke op om vores forfattere, lyder opsangen fra Bo Tao Michaelis.
Når markedsføringen lykkes for svenskerne, handler det i høj grad om, at de kobler krimierne sammen med det svenske landskab og livsstil. Hvis man plotter krimiserierne ind på landkortet, findes der ikke det område, som ikke har sin egen detektiv-serie.
- De har dækket landet fra Kiruna til Ystad, fra Åsa Larsson til Henning Mankell. Selv på Gotland har de et par stykker og i Stokholm en hel flok. De ved godt, at hvis de laver en krimi-tvserie, som foregår i en lille by med noget vand og solskin, så får de masser af turister, siger kritikeren.
Overklassens umoralske udskejelser
Indholdsmæssigt har svenskerne i de sidste fem årtier stået mere eller mindre stille, mener Bo Tao Michaëlis.
- De har haft svært ved at frigøre sig fra skabelonen hos Sjøwall og Wahlöö, og senere Mankell, hvor de tager folkhemmets (grundlaget for Sveriges velfærdsstat, red.) problemer op. Hvor meget kommer til at handle om den overklasse, som er enormt rig, har enorm indflydelse og lever et vanvittigt liv med kokain, champagne og lystyachter.
- Men den opskrift er ikke noget, der får mit blod i kog. For der er altid den der pegefinger involveret.
Helt nede med nakken
Der er ikke meget champagne og lystyacht over DR Krimiklubbens maj-læsning, 'Den usynlige mand fra Salem'. I den møder vi en ung politibetjent, Leo Junker, der er gået helt ned med flaget efter en mislykket politioperation.
Leo Junker kommer igen i klemme, og denne gang skal han dykke ned i Stokholms underverden og sin egen fortid i en af Stokholms mindre pæne forstæder, Salem.
Bogen berører dog et af de temaer, som har været populært blandt svenske krimiforfattere de seneste år: Mobning blandt børn i skolen. Arne Dahl behandler mobning i sin seneste krimi Skyggezone. Og Malin Giolito vender også konsekvenserne i sin bog Størst af alt, der blev kåret som årets krimi i Sverige i 2016.
Norge har en fod på skammelen
- Den løftede pegefinger fylder stadig i svenske krimier. Næste år er det måske spisevægring eller bulimi, forfatterne skal bekæmpe, kommenterer Bo Tao Michaëlis.
Hvis man håber på, at danskerne i det mindste kan komme i betragtning til en verdensmestertitel, hvad angår kvalitet og udforskning af genren, så tro om igen.
- Efter min mening er Norge hvad angår den litterære kvalitet langt foran de andre lande i Norden. De har en egen magisk realisme. De vover mere og har en række spændende navne som Jo Nesbø, Unni Lindell, Karin Fossum og Gunnar Staalesen, siger Bo Tao Michaëlis.