Succesforfatter i skarpt angreb: 'I tåger rundt i sexisme-debatten'

Forfatter Leonora Christina Skov har oplevet sexisme i bogbranchen. Nu langer hun ud efter "langsom" forfatterforening.

Leonora Christina Skov er især kendt for sin selvbiografiske roman 'Den der lever stille' fra 2018. I forfatterens næste bog har hun også ladet sig inspirere af sit eget liv. (Foto: © Wilfred Gachau, Scanpix)

Lige siden Sofie Linde tonede frem på skærmen ved årets Zulu Comedy Galla og satte gang i en MeToo-debat herhjemme, har forfatter Leonora Christina Skov håbet, at medierne fik øjnene op for bogbranchen også.

Her står det nemlig skidt til, når det kommer til sexisme og uønsket intimitet, mener forfatteren, der selv har oplevet flere ubehagelige episoder.

Lige nu fylder de gamle oplevelser endda særligt meget hos forfatteren. Det skyldes ikke kun det fornyede fokus på området, men også, at Leonora Christina Skov deler sin egne oplevelser med branchen i sin næste bog.

I går luftede den prisvindende forfatter derfor sine tanker i et opslag på Instagram.

- Prismen i min næste bog er min tilblivelse som forfatter, og en delhistorie handler om mine traumatiske MeToo-oplevelser i forlagsbranchen. Modsat mange andre var jeg ikke i stand til at sige nej, da det skete, skriver hun blandt andet.

Leonora Christina Skov har dog ikke lyst til at fortælle konkret om sine oplevelse og dermed deltage aktivt i debatten, skriver hun videre:

- Jeg har prøvet debatterne, og jeg vil ikke være i dem. Jeg ønsker heller ikke, at debathistorierne bliver bogens fortrop, for så risikerer jeg, at den bliver anmeldt som debatbog af antifeministiske mænd, der brænder for at få mig til at holde kæft. Det har jeg allerede prøvet, skriver hun på Instagram.

I samme opslag beskylder hun Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere for at være for langsomme til at igangsætte en undersøgelse af omfanget af sexisme i bogbranchen, hvor hun i øvrigt selv kender til andre med lignende "uhyrlige historier".

- Lige nu tåger de (foreningerne) rundt i at ansætte en fagperson og sniksnakke med forlagene, men de skal simpelthen få lavet en anonym undersøgelse af problemets omfang blandt alle landets forfattere nu, skriver hun.

Leonora Christina Skov oplevede stor succes med sin seneste bog, 'Den, der lever stille'. Her ses hun under en bogsignering i Odense. (Foto: © MADS NISSEN, Scanpix)

I en sms til dr.dk uddyber Leonora Christina Skov desuden sin kritik af Dansk Forfatterforening:

- Jeg er ikke medlem af Forfatterforeningen, for det har længe været umuligt for mig at se, at den varetager mine interesser, og jeg kan endnu mindre se det nu, hvor den er i gang med at varetage sexisternes, krænkernes og forlagenes interesser og tåger rundt i "øh bøh", og "nu må vi se", skriver hun og fortsætter:

- Måske bliver vi reddet om 10-20 år, når nogen får fingeren ud af syltekrukken. I mellemtiden kommer ingen til at sige noget, for forfatterne har nul rettigheder, nul penge, løs tilknytning til vores forlag og føler stadig, at vi skylder det (forlaget) alt.

'Vi snakker, men det er ikke sniksnak'

Men der bliver hverken "tåget rundt" eller "sniksnakket", påpeger Morten Visby, der er formand for Dansk Forfatterforening.

Her er man nemlig i fuldt sving med at samarbejde med både Danske Skønlitterære Forfattere og forlagene, så der netop kan blive igangsat en undersøgelse, og problemerne i branchen dermed kan blive kortlagt.

- Leonora Christina Skov har ret i, at vi snakker, men det er ikke sniksnak, for vi er jo nødt til at drøfte, hvordan vi skal gribe det an. Det gør vi, fordi vi tager det alvorligt, starter Morten Visby.

- Jeg kunne også bare lave et statement på vores Facebook om, at vi tager afstand fra den slags, men det handler jo om at gøre noget ved det i stedet, og det kræver altså nogle reelle drøftelser, fortsætter han.

Helt konkret har han i dag talt med en ekstern person, der måske skal stå for den tværgående undersøgelse i bogbranchen, som der barsles med, og på mandag skal foreningen til arbejdsmøde med Danske Skønlitterære Forfattere og forlagene.

Han forstår godt frustrationen over, at det tager tid, og at sexismen naturligvis bør stoppes hurtigst muligt, men netop fordi problemet er så komplekst og vedrører en hel branche, har foreningen altså lige "brug for nogle dage" til at få aftalt en fremgangsmåde.

- Hvis nu det var én stor virksomhed, kunne ledelsen rykke meget hurtigere og få ændret praksis, men det her er en hel branche, og derfor er vi nødt til at tale sammen – både med forlagene og blandt forfatterne selv, siger Morten Visby.

For der er mange forskellige bud på, hvad der skal ændres i branchen, forklarer han.

Han modtager for tiden selv dagligt mails fra forfattere, der hver især ser forskellige fokuspunkter.

- Nogle taler om, at der er problemer med markedsføringen af kvindelige forfattere, og andre taler om dårlige samarbejder med redaktøren, så kulturændringen gælder ikke kun deciderede overgreb.

Forfatteren Dorthe Nors er en af de få forfattere, der har fortalt, hvordan hun har oplevet sexisme i bogbranchen. Hun har haft succes med romanen 'Spejl, skulder, blink' og novellesamlingen 'Kantslag'. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Derfor er vi nødt til at drøfte, hvilken form afdækningen skal have, så vi får noget, forfatterne kan være trygge ved at deltage i, og som branchen reelt kan handle på. Det er et alvorligt problem, som vi skal håndtere ansvarsfuldt. Bogbranchen består jo af mennesker, og mennesker taler med hinanden, når de vil ændre noget, siger Morten Visby.

Tidligere denne uge kunne 'Kulturen på P1' fortælle, at de havde talt med en række kvindelige forfattere, der alle har mærket eller observeret sexisme i forlags- og bogbranchen, men kun én ønskede at stå frem med navn, nemlig Dorthe Nors.

Hun gik med til at stå frem, fordi hun også udgiver sine succesfulde bøger i udlandet, og dermed ikke er afhængig af de danske forlag på samme måde som andre danske forfattere.