SELVPORTRÆT Jussi Adler-Olsen: Titlen krimikonge er lige så latterlig som at kalde Henrik for konge

Der står et pengeskab i Allerød, der gemmer på en hemmelighed, som mindst 15 millioner læsere brænder for at få at vide.

Inde i det gamle Bössinger-pengeskab ligger omkring 75 A4-sider, hvor resten af den overordnede handling i ’Afdeling Q’-serien står skrevet.

De 75 sider handler om ottende, niende og tiende bind af den populære thrillerserie om Carl Mørck og Assad. Selv den sidste sætning i bind 10 ligger der. Noget, som vi andre skal vente helt op til fire år på at få lov til at læse.

Syvende bind om ’Afdeling Q’ udkom i går. Men det er kun Jussi Adler-Olsen og én af hans allertætteste venner, der ved, hvad der står i de 75 sider, som er låst inde i skabet. Andre kender dog koden. Også Jussi Adler-Olsens sekretær, som ikke selv har læst siderne.

- Det kan være fyringsgrund, siger hun, da vi spørger hende.

Ven holder øje med Jussis plot

Den anden person, som kender til alle hovedpersonernes hemmeligheder, er Henning Kure, som Jussi Adler-Olsen har kendt i 40 år. Det er ham, der advarer Jussi Adler-Olsen, hvis han kommer til at skabe handlingsmæssige problemer for sig selv. Det kan ske, hvis han lader sig rive med i skriveprocessen og ikke holder sig til det overordnede plot.

Advarslen har Jussi Adler-Olsen stadig til gode. Kun én gang er plottet i pengeskabet lavet om. Det var da Grethelise Holm skrev bogen ’Under fuld bedøvelse’ om tyske flygtninge fra Anden Verdenskrig. Noget som et af bindene i Afdeling Q ellers skulle have handlet om. Men det blev droppet, hvilket Jussi Adler-Olsen kalder synd, for det var et af hans bedste.

- Det skulle hun have for sig selv. Jeg gider ikke at skrive om noget, jeg ved, andre har skrevet om. Jeg skal kunne bilde mig ind, at det er originalt. Det er ikke sikkert, det er det. Men det skal jeg i hvert fald tro, siger han.

350 kvadratmeter stort jussiland

Pengeskabet vender vi tilbage til. Først skal vi ud i kantinen i det cirka 350 kvadratmeter store skrivehus i Allerød. Det er her, ”Jussi Adler-Olsen Industries” ligger. For historierne om Afdeling Q har fået så stor succes, at det er blevet en virksomhed.

Udover kantine er der kontorer, skriverum, arbejdsværelser, teknikrum, musikstudie, et værelse til udenlandske journalister og et stort interviewrum med alle Adler-Olsen-bøgerne og de massevis af priser, de har bragt med sig. Alt sammen noget, der er ved at blive pakket ned, da huset i Allerød er blevet for småt.

Oppe på bordet ligger cirka 40 papkasser fyldt med signerede ’Selfies’-bøger, der skal ud til boghandleren. Men hvorfor overhovedet den titel?

- Selfie er noget, vi alle kender, men folk er blevet meget overfladiske af dem. Det er indbegrebet af selvtilstrækkelighed og det at være mere interesseret i sig selv end noget andet. At ens sociale verden kun udgår fra ens selv og ens egne behov, siger han.

Har det noget at gøre med handlingen i bogen?

- Absolut. Det har noget at gøre med særligt unge piger, som er selfietyper, men som også er selfies. De kan ikke tolerere, at der bliver stillet krav til dem, men som gerne vil stille krav til andre. Det er dem, der kræver tid og penge på socialforvaltningen, og som er blevet et irritationsmoment i hele socialvæsnet, fordi de er krævende og spærrer vejen for dem, der virkelig trænger.

Men hvordan bliver det til en krimi?

- Ja, det må du selv læse. Men hvis du har de farlige, som kun tænker på dem selv, og de bliver udsat for noget endnu farligere, så har du en rigtig Jussi Adler-Olsen-bog, siger han.

Selfierne kan ingenting

Det er fire år siden, han stødte på temaet i ’Selfies’. Det skete, da en jurist fra socialvæsnet i København fortalte ham om dem, Jussi Adler-Olsen kalder selfies. De her personer, som fra de var 12 år har fået at vide, hvor smukke og fantastiske de var. Som forældrene fejede for og sagde, at de kunne blive hvad som helst – bare fordi de var smukke.

- I dag er de blevet 25 til 35 år. Og de kan ingenting. De har ingen uddannelse, og de er helt lost. Men de forlanger, at omgivelserne skal hjælpe. Så tager de et 14 dages kursus i at blive manicurister, frisører eller stylister, og så kræver de igen.

- Udslaget er, at folk bliver dem selv nærmest. De bliver selvtilstrækkelige og alt andet end socialt engagerede. Jeg vil gerne have folk til at tænke over, hvad der har skabt det samfund, de er vokset op i. Dem, der er i reality-tv er mine forhåbninger ikke så stærke til.

- Og det er synd. For de er stærke, sunde og raske, men de er bare ligeglade. De går kun op i dem selv, deres egen underholdning, og om hvem de knepper med i en fart.

Fogh har fået folk til at blive selfies

’Selfies’ er politisk, siger han. Ligesom alle de andre bøger, han har lavet.

Altså ikke på den der pegefinger-agtige måde, som skal opdrage den enkelte, men på en samfundsopdragende måde. Og det er alt sammen mod selvoptagetheden og den liberale bølge, som ifølge ham kom med Anders Fogh Rasmussens indtræden i Statsministeriet.

- De har lært det, siden Anders Fogh kom frem, og hvor alle skal være deres egen lykkes smed. Det er dem, der overhaler dig i en Audi 5 og bremser lige foran dig. Dem, hvor det handler om mig, mig, mig. Og det vil virkelig være synd, hvis børn bliver opdraget på det grundlag.

Det at være sin egen lykkes smed og lidt af en selfie, som viser hvor fantastisk livet er, er ellers noget, man skulle tro, kunne ramme Jussi Adler-Olsen selv.

Jussi: Popularitet har ikke ændret mig

Han har udgivet sine bøger i 42 lande, han har i hvert fald ”krydset de 100 millioner kroner for et godt stykke tid siden”, og så tillader han sig at impulskøbe den fedeste Yamaha-guitar i den butik i San Francisco, hvor Jimi Hendrix var en af de trofaste kunder.

Men selvom pengene vælter ind, og Jussi Adler-Olsen har været flere nationale og internationale prisfesters midtpunkt, så mener han ikke, han har ændret sig, siden han begyndte at skrive om Afdeling Q.

- Jeg var jo ret gammel, da det skete. Der skal efterhånden en del til, for at jeg bliver slået af pinden. Den dag, jeg står på en piedestal og aldrig kigger på dem, jeg signerer bøger til, da har jeg tabt noget af mig selv, siger han.

Hvordan har du det egentlig med at blive kaldt krimikonge?

- Det er sådan et elendigt prædikat. Det må være så irriterende for mine kolleger. Det er lige så latterligt, som når prins Henrik vil være det.

Men gør det dig ikke stolt?

- Nej. Det gør det ikke. Og faktisk kan jeg ikke lide begrebet krimi. Jeg skriver thrillers. Det er ikke sådan, at det handler om et lig på kajen, og så skal dét mord opklares. Det handler om andre ting som politik og sociale aspekter. Krimikonge er dødssygt. Jeg vil bare gerne kaldes Jussi Adler-Olsen.

Andre skal ikke skrive Afdeling Q

Og så tilbage til pengeskabet med alle hemmelighederne om Carl Mørck, Assad og de andre hovedpersoner. For hvad sker der, hvis Jussi Adler-Olsen skulle komme ud for et alvorligt uheld, og resten af handlingen bare ligger dér i pengeskabet?

- Så er det bare ærgerligt. Så er det slut.

Men ingen andre skal skrive dem færdig?

Jussi Adler-Olsen holder læberne sammenbidte, ryster på hovedet og siger um, umm.

- Man kan offentliggøre mine noter, men bøgerne bliver ikke skrevet.

Hvorfor ikke?

- Jamen, hvorfor?

For læsernes skyld?

- I kan jo læse synopserne. Så kan I se, hvad det ender med.

’Selfies’ udkom i går og har fået ros fra flere anmeldere.