SELVPORTRÆT Hella Joof: Jeg vil have ret til at skifte mening

Hella Joof har mange meninger. Og dem deler hun gerne ud af, når hun bliver spurgt.

I ’Mads & Monopolet’ - Hvad stiller man op, når man har haft sex med sin måske kommende chef?

I Eurowoman - Hvilke ti bud er de vigtigste i dag?

I DR-programmet ’Ikke okay’ - Hvornår giver man en krammer, og hvornår giver man bare hånden?

Og når Liberal Alliance inviterer til at tale på partiets landsmøde, siger hun også ja.

Og nu mener filminstruktør, skuespiller, komiker og forfatter Hella Joof noget igen; om kristendom og leveregler. De to ting kan man læse om i hæftet ’Hellas Katekismus’ og bogen ’Papmachéreglen’, der begge netop er udkommet.

DR Kultur har besøgt Hella Joof i Udkantsdanmark, som hun selv kalder det, for at tale om bøgerne – og Hella Joofs rolle som ”alternativ hippie-liberal debattør”.

Forbløffende dejligt at bo på landet

Det sidste stykke vej fra København går gennem en rød, orange og brun efterårsskov, og inde fra huset kan man se Isefjorden tværs henover baghaven.

- Det er så skønt lige nu. Den tid, hvor grenene ikke har givet slip på bladene endnu, siger hun og tager varmt imod i entreen sammen med hunden Darwin.

Det er snart to år siden, at 53-årige Hella Joof og hendes mand flyttede fra Frederiksberg til Skibby, og det er ”forbløffende dejligt”.

Kærlighed som kristendommens grundessens

Det er her fra huset, at hun den seneste uges tid har fulgt med i, hvor meget debat især en af hendes nye udgivelser, nemlig ’Hellas Katekismus’, har skabt.

I religiøse og litterære kredse mener nogle, at Hella Joof glemmer at tale om synden, ondskaben og fortabelsen, men med sine egne alternative ti bud reducerer det kristne budskab til en hippieagtig livsfilosofi, hvis vigtigste budskab er at sprede kærligheden.

- Det må de gerne sige, for kærligheden er i mine øjne kristendommens grundessens. Det er jeg faktisk fuldstændig overbevist om, at jeg har ret i. Nu kan vi desværre ikke møde Jesus in person, men han ville nok ikke pure afvise min fortolkning, smiler Hella Joof, der heller ikke har noget imod prædikatet ”hippieagtig”.

- Hvis jeg vidste, at det ville skabe så meget ballade, havde jeg glædet mig endnu mere. Jeg troede, at det var sådan noget, der ville gå lidt upåagtet hen, siger Hella Joof om det lille skrift, som Folkekirkens Konfirmandcenter har bedt hende om at lave.

"Du er vidunderlig, som du er"

Udover de opbragte teologer har Hella Joof siden udgivelsen fået en del mails fra præster, der har læst hendes kærlighedsbudskab, og spurgt om hun ikke vil komme ud i deres kirker og tale med konfirmanderne. Og det synes Hella Joof er alletiders, siger hun og slår hænderne begejstret sammen og smiler bredt.

Hvad er det, du gerne vil sige til konfirmanderne?

- De skal vide, at når du sidder der som et lille bitte pubertetsplaget menneske, og alt er en konkurrence, man skal have 12, lange ben og pæne bryster, det rigtige tøj og en bestemt telefon – at det kan ingen leve op til. Så skal du vide, at der er et sted, hvor du vil blive taget imod med åbne arme, og hvor der er nogen, der synes, at du er fuldstændig vidunderlig, som du er. At der er nogen, der har glædet sig til, at du skulle komme, for hvad skulle vi gøre uden dig?

En bog om livets regler

Hella Joofs anden aktuelle bog, ’Papmachéreglen’, handler om, ”hvordan livet er og hvilke regler der gælder”, kan man læse på bagsiden. Ifølge Hella Joof er det dybest set en række beskrivelser af nogle menneskelige grundvilkår og praktiske overvejelser om, hvordan man skal leve sammen. Den handler også om kærlighed, misundelse og hvordan man håndterer en skilsmisse.

Hvis du skal fremhæve en regel, der siger noget om bogen…

- Så må det være papmachéreglen; Det er juleaften. Man er lige blevet skilt, og ens datter er hos hendes far, hans nye kone og hendes kæmpestore kulturradikale familie, mens man selv er nød-inviteret til jul hos sine venner og deres børn, og man står der alene og er lidt barolo. Og så ser man en gave, der er for stor til at ligge under juletræet, og den er pakket ind af et barn, kan man se. ’Bare den ikke er til mig, og bare det ikke er noget i papmaché’, tænker man, men det er det. Så åbner man den, og føj hvor er den grim. Og så står der en lille pige foran en, og det er hende, der har lavet den, et lille barn, der har haft en i tankerne på fritteren. Så kan man godt se, at det bare er kærlighed pakket ind i papmaché.

Du har været med i ’Mads & Monopolet’ i over ti år. Har du nogensinde svært ved at vide, hvad du skal mene i programmet?

- Hvis man ikke har en mening i forvejen, så finder man jo en. Men jeg skifter også gerne mening. Det gjorde jeg for eksempel i lørdags. Jeg syntes noget, da jeg hørte spørgsmålet, og så syntes jeg noget andet, da de andre havde talt. Jeg prøver virkelig at blive klogere.

"Jeg håber, at partierne inviterer"

Sidste år holdt du en tale på Liberal Alliances årsmøde. Hvorfor?

- Jeg blev simpelthen spurgt, om jeg ville komme, og det ville jeg gerne. Jeg har også holdt en tale hos de Radikale, men det ved du bare ikke noget om, for det er der ikke nogen i dette land, der synes er kontroversielt. Jeg håber sådan, at de ringer fra flere partier.

Ville du komme, hvis Enhedslisten inviterede?

- Du kan tro, at jeg ville komme. Med den største glæde!

En styrke at skifte mening

Kunne du forestille dig at stille op til politik?

- Nej, aldrig i mit liv. Jeg ville aldrig kunne stille mig op og forsvare alt, hvad et parti står for. Jeg vil have det privilegium i mit liv, at jeg altid har ret til at skifte mening. Jeg skifter virkelig tit mening.

- Hos en politiker er det jo en svaghed, men hos alle os andre er det en styrke, at man har lyttet til, hvad nogen har sagt, og så har skiftet mening på grund af et bedre argument.

Er du blevet spurgt, om du vil stille op?

- Nej, det er jeg faktisk aldrig. Jeg er aldrig blevet spurgt, om jeg vil… Gud. Det er da egentligt også… Nå! Hvad fanden har jeg gjort?

Ser du dig selv som debattør?

- Ja, en alternativ kristen hippie-liberal debattør måske. Når jeg bliver spurgt om noget, vil jeg rigtig gerne svare. Jeg vil gerne bygge bro. Jeg vil gerne have, at folk taler sammen. Når jeg ser ’Debatten’ med Clement (Kjersgaard, red.) kan jeg se nogle mennesker, der siger noget, og så lukker de sig og vil ikke høre på modparten. Man skal huske at lytte. Nogle gange bliver man jo klogere.